Præmissen for Taniguchis 400 sider lange graphic novel er ret syret: Hiroshi Nakahara er en midaldrende mand, der kommer med det forkerte tog og havner i den lille by, hvor han voksede op. Han opsøger sin mors grav, falder om at træthed – og vågner som 14-årig i 1963! Han har stadig alle sine erindringer – det bliver en gevinst i skolen, hvor han ikke mindst brillerer i engelsk – og han genindtræder i sin barndoms familie.

Den genfundne ungdom er vidunderlig. Kroppen er stadig frisk, og Hiroshi får lov til at genopleve fællesskabet i skolen og ungdommens spirende kærlighed – samtidig med at han med sin voksne bevidsthed bedre kan navigere i den permanente forvirring, som puberteten også er. Selvom han savner sin rigtige familie er muligheden for at starte forfra næsten uimodståeligt fristende. Alligevel er den 14-årige plaget af voksne bekymringer. Dagene skrider ubønhørligt mod 31. august 1963 – den dag hvor Hiroshis far forlod familien og aldrig mere lod høre fra sig.

Han prøver at forhindre en gentagelse – men kan (og skal) historien overhovedet ændres, selv hvis man får chancen for at gennemleve den igen? Det er det store spørgsmål i ’Min fjerne barndomsby,’ men det er ikke bogens største attraktion. Selvom ideen virker langt ude, så var historien om den gamle / unge Hiroshi enormt spændende. Der er masser af bøger, hvor midaldrende forfattere reflekterer over ungdommen, men det er helt specielt, at den fiktive person reflekterer, mens han lever sin ungdom.

Afgørende for læseoplevelsen er også bogens længde. Den samme historie kunne sagtens være fortalt på den halve plads, men de 400 sider giver Taniguchi plads til at dvæle ved Hiroshis oplevelser i både billeder og tekst. Det giver læsningen en langsomhed, der passer perfekt til historiens let nostalgiske tone.

En levende personskildring og et spændende indblik i 1960’ernes Japan, som jeg ikke kendte meget til på forhånd, trækker også op sammen med Mette Holms fine oversættelse. Det er en fremragende bog, som nu heldigvis er tilgængelig på dansk. ( )

Fantastisk smuk og meget, meget rørende grafisk roman om den 48-årige Hiroshi Nakahara, der på vej hjem fra forretningsrejse tager et forkert tog og ender i sin barndomsby. Han besøger sin mors grav, falder om, og vågner som sig selv - men som 14-årig i 1963. Han har stadig hele sin voksne erfaringsverden med sig i bagagen, men er nu skoledreng igen. Samme år forsvandt hans far pludselig i hans 'forrige' barndom - og kan Hiroshi gøre noget for at ændre det anden gang.
Det er en helt usædvanlig historie, som endnu engang understreger den grafiske romans evne til at tage især børn og unges verden op. Jeg var ude for, at en dame spurgte mig om i toget, hvad det var jeg læste, fordi jeg sad og tørrede øjne og pudsede næse....
Der er sjældne fem klokkeklare stjerner fra mig til dette mesterværk. ( )