Da Robin Williams i Døde poeters klub overtager engelskundervisningen, starter han med at gøre op med en lærebog i litteratur. Den argumenterer for, at man kan sammenligne litteratur ved at måle værkerne på to dimensioner: Emnets tyngde og stilens kvalitet. Jeg nævner det, fordi Lord Byron er eksemplet på en forfatter, der leverer højt på den æstetiske dimension men falder igennem på indholdet. Williams giver ikke meget for teorien og får sine elever til rive siderne ud af bogen og lægge vægt på indlevelse fremfor analyse. Men når man læser Byron er der nu alligevel noget om det. Sproget er flot, men der er også meget patos, som ikke rigtigt fører nogen steder hen.

Childe Harold’s Pilgrimage blev udgivet mellem 1812 og 1818. Den består af fire kantater, som tilsammen beskriver to rejser gennem Europa. Den første går fra England til Portugal, Spanien og videre til Grækenland, mens den anden går fra England over Belgien, Rhinlandet og Sydfrankrig for at slutte i Italien. Der er klare paralleller til Byrons egne rejser, og da Harold dårligt træder frem som en selvstændig karakter, er det ikke overraskende, at der traditionelt sættes lighedstegn mellem fortællerstemmen og Byron selv.

Indholdsmæssigt afspejler bogen de voldsomme forandringer, som verden havde været ude for. De første dele (udgivet i 1812) hylder Portugal og Spanien for deres igangværende modstandskamp mod Frankrig, og den anden rejse dvæler ved Waterloo og det endelige opgør med Napoleon. Samtidig er værket præget af ambivalens. På den ene side giver Byron stemme til den engelske (og andre nationers) kamp mod fransk ekspansion, men på den anden side taler han frihedens og oplysningens sag, altså det ideologiske grundlag for revolutionerne i Amerika og Frankrig.

Den ambivalens kommer f.eks. til udtryk i omtalen af Waterloo, som var en triumf for England og dets allierede. Napoloen blev ”Pierced by the shaft of banded nations” men var prisen “reviving thralldom”? (III, 18-19) Den ses også I omtalen af Rousseau (III, 77-81) og i sammenligningen mellem udviklingen i USA og i Frankrig:

”Can tyrants but by tyrants conquered be,
And Freedom find no champion an no child
Such as Columbia saw arise when she
Sprung forth a Pallas, armed and undefiled?
Or must such minds be nourished in the wild,
Deep in the unpruned forest, midst the roar
Of cataracts, where nursing nature smiled
On infant Washington? Has Earth no more
Such seeds whithin her breed, or Europe no such Shore?” (IV, 96)

Det andet fremtrædende spor er længslen efter fortiden. Rejserne går til Grækenland og Italien, men de går også til den antikke kulturs højsæder, ligesom der er stor beundring for den italienske renæssance. Hos Byron kan man på den ene side stadig spore renæssancens hyldest af Rom som en civilisation, der ikke bare var imponerende i sig selv, men som også overgik alt hvad eftertiden havde at byde på. På den anden side optræder han også som en moderne turist, der betragter alt fra gravmæler til slagmarker. Der er stadig beundring og tristhed over f.eks. Grækenlands forfald, men der er også en følelse af distance og overlegenhed.

”The sun, the soil, but not the slave, the same;
Unchanged in all except its foreign lord –
Preserves alike its bounds and boundless fame;
The Battle-field, where Persia’s victim horde
First Bowed beneath the brunt of Hellas’ sword” (II, 89)

Er man historisk interesseret er der meget at hente i passager som disse. Men der er også mange strofer fyldt med mere patos, end jeg bryder mig om. Det er ’thy’ og ’thine’, ’doth’ og ’oh!’ i en grad, der bliver lidt anstrengende. Når der samtidig manglede personer, som jeg kunne identificere mig med, blev det trods Byrons sproglige kvaliteter en kamp at komme igennem bogen. Og derfor er jeg tilbøjelig til at give lærebogen fra filmen ret. Stilen er flot, men indholdet var lidt tyndt. ( )