Charles Arrowby er på overfladen en succesfuld mand, der endelig har opgivet en glorværdig karriere for at leve afsondret og afslappet. Han har været teaterinstruktør i London – med gæstespil over det meste af verden – men nu har han fundet sig et gammelt hus ved en klippefyldt kyst. Tiden er inde til at skrive sine erindringer, nyde de daglige svømmeture og ellers bare læne sig tilbage.

Sådan er udgangspunktet i Havet Havet, som Iris Murdoch fik Bookerprisen for i 1979, men det viser sig selvfølgelig hurtigt, at tingene ikke er så enkle endda. For det første skinner det snart igennem, at Arrowbys selvbillede ikke rigtig holder stik. Han var muligvis succesfuld, men han var måske aldrig den store originale kunstner, som han havde drømt om at være. Og selvom han har haft mange kvinder, der stadig opsøger ham og forstyrrer hans ro, så har han aldrig rigtigt oplevet kærligheden som voksen. Tættest på har været forholdet til den ældre skuespiller Clemence, men selv det blev aldrig til et rigtigt samliv – og bag det lurer endnu større tab. Familie har han ikke meget af, faktisk er der stort sen kun en fætter James tilbage, og deres forhold er også komplekst. Charles’ forældre var aldrig lige så rige som James’, og Charles føler stadig spor af underlegenhed over for den militæruddannede fætter.

Alt dette er slemt nok, men bogen tager en voldsom drejning, da opdager Mary Hartley i landsbyen. Det er hans gamle kærlighed fra skoletiden, som han tilbragte al sin fritid med, inden han drog til London for at slå igennem som skuespiller. Hartley, som han kaldte hende, og som han stadig kalder hende, ville ikke have sex med ham, før hun blev 18, så de nåede aldrig af være sammen. Planen var, at de skulle giftes, når de blev voksne – eller måske var det altid kun hans plan? – men da tiden er inde, bryder hun forlovelsen og forsvinder sporløst.

Han har ikke set hende siden, men den gamle besættelse bliver lynhurtigt vakt til live igen. Hun er gift med Ben, der er krigsveteran og gået på pension, men det er ingen hindring for Charles. Han er desperat efter at tale med Hartley, og selvom hun beder ham blive væk, følger han efter hende og trænger sig på. Han er overbevist om - eller bilder sig selv ind – at Hartley fastholdes i et voldeligt ægteskab mod sin vilje, og han bliver besat af at befri hende, uanset om hun vil eller ej. Da Hartleys stedsøn og den gamle inderkreds fra London dukker op i huset ved havet til pinse balancerer historien mellem det absurde og det tragiske.

Charles Arrowby er åbenlyst en upålidelig fortæller, og gennem romanen bliver det også tydeligt, at han er meget dårligere til at gennemskue andre menneskers følelser og motiver, end han selv tror. Men det er aldrig entydigt. For eksempel er hans ønske om at redde Hartley uden tvivl drevet af egoistiske motiver, men det ændrer ikke på, at der ER noget ubehageligt ved hendes ægteskab. Det gør læsningen interessant, selvom nærmest alle bogens hovedpersoner er selvoptagede og ubehagelige. ( )