Er der noget bedre end at læse en bog, som snart sagt alle betragter som et uomgængeligt mesterværk – og det så viser sig, at den helt og aldeles lever op til forventningerne? Sådan havde jeg det med Dostojevskijs roman om moral og skyld fra 1866.

Rodion Roskolnikov er en ung fattig student i Skt. Petersborg. Han er droppet ud af sine universitetsstudier, og i stedet for at arbejde som lærer eller tjene penge på anden vis ligger han og spekulerer på sit værelse, hvis han da ikke vandrer hvileløst rundt i gaderne omkring Sennajapladsen, dvs. den del af byen, der vel nærmest kan sammenlignes med Vesterbro i gamle dage. Han er ensom og indesluttet, vred og fortvivlet over tilværelsen. Noget må ske, og han beslutter, at han vil slå en panterlånerske ihjel for at stjæle hendes penge.

Meget går galt, selvom han tror, at han har taget højde for alle eventualiteter på forhånd. Pantelånerens søster kommer pludselig hjem, og har han overhovedet husket at tage med i betragtning af en pantelåner har masser af kunder og dermed også masser af besøgende. Men gennemført bliver det, og snart ligger Raskolnikov igen på sit værelse, syg og stresset. Har nogen set noget? Har han efterladt sig spor? Hvad med blodet, er det kommet på hans tøj?

Og det er kun et af hans problemer. Hans mor og søsteren Dunja er på vej til byen. Dunja har forladt sin stilling som guvernante efter en skandale, hvor ægtemanden i familien har lagt an på hende, og nu planlægger hun ægteskab med en mand, der nok har penge, men som Raskolnikov overhovedet ikke bryder sig om. Centralt er også familien Marmeladov. Raskolonikov møder faderen på et værtshus, hvor han uden blusel fortæller, at han har opgivet det arbejde han netop har fået, og at han er i gang med drikke familiens sidste penge op – også selvom det betyder, at hans datter, Sonja, må prostituere sig for, at der kan komme mad på bordet.

Den sidste centrale person er Razumikhin, også en deltidsstudent men af en helt andet støbning end Raskolnikov. Raskolnikovs navn er afledt af de russiske ord for splittelse, mens Razumikins navn er anledt af ordet for sandhed. Mens Raskolnikov er en depressiv enspænder, så er Razumikhin optimistisk og energisk med masser af venner og bekendte, og i stedet for at gå i hundene har han opbygget sin egen forretning med oversættelse af udenlandske bøger. Begge er de intelligente og ærlige mennesker og – hvis man ser bort fra mordet – også meget moralske.

I forordet betegner Leif Davidsen drillende bogen som en kriminalroman, og det er ikke helt forkert. Der er selvfølgelig ikke megen tvivl om, hvem der har begået mordet, så spændingen går mere på, hvordan det bliver opklaret. I disse CSI-tider ville det ikke være det store problem, men når der nu ikke er tekniske beviser, må politimanden Porfiry Petrovitj på banen. Hans metode er psykologisk – han prøver at forstå gerningsmanden ud fra selve forbrydelsen, og når han så har fundet en mistænkt prøver han at presse den skyldige til at afsløre sig selv. Hans samtaler – egentlige forhør er de ikke – med Raskolnikov er vilde psykologiske kampe, og at de har en virkning, kan der ikke være tvivl om.

Romanens styrke og Dostojevskijs store bedrift er det eminente portræt af Raskolnikov. Det er svært at have sympati for en morder, men det er fascinerende at følge hans tanker og hans handlinger. Selvom han påstår, at pantelånersken er en ”lus”, som ingen vil savne, så er han tydeligvis ved at gå op i limningen ved tanken om det han har gjort. Han leger med tanken om at melde sig selv, og den ene gang efter den anden er han ved at tale over sig.

Forbrydelse og straf er ikke bare en fantastisk roman, det er også en meget moderne roman. Det skyldes ikke kun Jan Hansens fremragende nyoversættelse, men også fortællestilen. Selvom bogen kun er fem år yngre end Silas Marner, som jeg også lige har læst, så er kontrasten bemærkelsesværdig. Eliots hovedpersoner er fra det lille landsbyliv, Dostojevskijs er storbymennesker. Hun træder gerne frem som alvidende fortæller, mens han fortæller gennem dialog og handling. Det betyder også, at romanen ikke bare er fantastisk, den også ganske let at læse og gå til.

Så det synes jeg, at du skulle tage at gøre! ( )

Fantastisk skildring af den menneskelige natur og ligeledes af Sct. Petersborg. Fremragende og dybt interessant. ( )

Fantastisk bog og fantastisk uhyggelig ( )