England, 1930-erne til 1980-erne.
Peter Wright er søn af Maurice Wright, som var radioingeniør og god til at lære fra sig til sønnen. Faderen arbejdede under 1. verdenskrig med radiopejling og var med til at holde den tyske Højsøflåde under observation på afstand. Han var nogle måneder i Norge, men tyskerne opdagede det og han var nødt til at flygte. Peter blev født, mens Maurice var i Norge. Efter krigen overtog kabelselskaberne magten i Marconi-firmaet, hvor Maurice var forskningschef og han blev fyret. Han fandt trøst i flasken, men satte prop i, da 2. verdenskrig begyndte at melde sin ankomst. Under 2. verdenskrig arbejdede Peter og Maurice med metoder til at afmagnetisere skibe, så fx slap de engelske både helt uskadt gennem minefelterne ved Dunkirk og snød tyskerne for en let sejr her. I det hele taget har Admiralitetets forskningslaboratorium, ARL, gjort masser under krigen uden rigtig at få kredit for det. De afmagnetiserede således de mini-ubåde, der blev brugt til at angribe Tirpitz, Scharnhorst og Lützow, mens de puttede sig i nogle norske fjorde.
Efter krigen blev Peter ansat i Scientific Civil Service og faderen vendte tilbage til Marconi-selskabet.
I 1949 blev Peter rekrutteret af MI5 som den første videnskabelige medarbejder og hjalp dem med aflytning og kontra-aflytning. I 1951/1952 arbejdede han fx på at finde ud af hvordan et nys opdaget russisk aflytningsapparat virkede. Det var en passiv aflytningsenhed, der blev aktiveret via mikrobølger og gemt i en træmodel af det amerikanske våbenskjold, der hang på ambassadørens kontor.
Peter finder ud af hvordan den virker og kopierer den til brug for briterne selv, kodenavn Satyr.
Men tilbage til 1949. Peter er ikke imponeret over undersøgelsesdelen af ansættelsen. Det er lidt løs snak og helt uden grundighed. Sidenhen er han ikke så forundret over at Burgess, Maclean, Blunt og Philby er sluppet igennem det net.
Mange af metoderne er gammeldags og gennemføres på rutinen uden nogen form for check på om russerne har luret dem.
En del af introduktionen er et båndet indslag, hvor Guy Liddell vicegeneraldirektør 1946-1951 fortæller om MI5's historie. Peter er smart nok til at lægge mærke til hvad der ikke bliver nævnt. Fx at MI5 sov i timen op til 2. verdenskrig. En anden ting er alle de små og store krige mellem afdelingerne og mellem MI5 og MI6. MI5 har et kæmpearkiv kaldet Registret, som desværre fik en fuldtræffer i september 1940 og derfor har store huller om fx rekrutteringen af folk i 1930'erne.
En anden vigtig enhed bestyredes af Leslie Jagger, der har nøgler til næsten alt, dvs hvis en aktion er forberedt, behører man ikke at dirke døre op og derved efterlade spor. Man får bare Jagger til at finde en nøgle. Meget nyttigt.
Peter Wright skildrer åbning af breve og affotografering af hele kommunistpartiets medlemskartotek og andre papirer som kilder til MI5's Register.
I oktober 1955 er Peter involveret i at optage et forhør/interview med Kim Philby og bliver helt overbevist om dennes skyld. Men MI6 maler Philby hvid og premierminister Macmillan erklærer senere i Underhuset Philby for renset. Det var et nyttigt indblik i "spejlverdenen", hvor simple, men ubehagelige sandheder blev fejet ind under gulvtæppet.
Peter er hyret som videnskabelig medarbejder og går videnskabeligt til værks. Lidt bedre båndoptagere til aflytterne hjælper meget. Lidt hjælp til "skyggerne" med bedre billeder af dem, de skal skygge. Lidt bedre hjælp til dem, så de ikke selv bliver opdaget. Overalt møder han modstand mod fornyelse og en holdning om at dem, der klarede sig godt under krigen, ikke skal blive ved med at have magt og fremgang. Kort sagt klarer slendrian sig fint i MI5 og for den sags skyld MI6.
Nogle teknisk set fremragende operationer går i vasken, fordi russerne tilsyneladende får nys om dem, Peter ærgrer sig og husker på dem til langt senere, hvor han er på jagt efter en højtplaceret muldvarp.
I 1956 bliver Dick White afløst af Roger Hollis som chef for MI5. White bliver i stedet chef for MI6, hvilket ikke er nogen god ide. I tilbageblik synes Wright også allerede dengang at kunne spore tegn på at Hollis er muldvarpen. Peter finder ud af at aflytte hvilke frekvenser russerne lytter på og de lytter blandt andet til "skyggerne". Han finder også ud af at aflytte indstillingerne på ægypternes kodemaskiner og i forbindelse med Suez-krisen opdager han, at russerne har opdaget det, men at de lader som ingenting, så briterne kan få pålidelige oplysninger om at russerne ikke bluffer, når de planlægger at sætte luftvåbnet ind til støtte for Nasser. Eden vælger at gå af.
Wright kommer en tur til USA for at snakke med FBI og CIA. De hjælper med lidt flere indikationer på en muldvarp. Wright føler sig helt forlegen over at se hvor meget udstyr de amerikanske fætre har og hvor lidt de egentlig får ud af det. Men fx bruger de fingeraftryk og det registrerer MI5 slet ikke. I det hele taget tænker Wright over sagerne og ser at problemet er at der dels er flere russere på den russiske ambassade i London end der er MI5 folk, der holder øje med dem og dels at MI5 folkene holder øje med det, der er let i stedet for det, der er fornuftigt at holde øje med. Men kun få lytter til ham.
I 1959 får MI5 mistanke til en Harry Houghton. De skygger ham og finder hans forbindelsesagent, en Gordon Arnold Lonsdale, som de sætter under overvågning, kun for at opdage at russerne lytter med på overvågningen på præcist samme tidspunkt. Endnu en indikation på en muldvarp. De bliver presset til en arrestation og får fat i Gordon Lonsdale, Helen Kroger, Peter Kroger, Harry Houghton og Ethel Gee. Det er en stor triumf for Peter Wright, men når han går sagen igennem bagefter kan han se at russerne har ofret Lonsdale for at beskytte en højt placeret muldvarp. Han rapporterer direkte til toppen af MI5, men bliver verfet høfligt af.
I USA er tingene heller ikke rosenrøde. Det eneste der forener FBI og CIA er deres fælles had til NSA. MI5 har fortalt FBI om deres aflytning af lyttefrekvenser, kaldet RAFTER, men ikke CIA. CIA bliver meget knotne, da det går op for dem under en briefing af Wright med tre års forsinkelse. Writght fortæller dem også om et par andre tricks, ENGULF, der aflytter kodemaskiner og STOCKADE, der aflyttede printeren, der trykte det afkodede budskab. I årene efter bliver forholdet mellem CIA og MI5 sat på en hård prøve. MI5 gennemgår organisationen med en tættekam og finder en del spioner, blandt andet peger meget på at Roger Hollis, som er nyligt afgået chef for MI5, var spion, men til sidst er MI5 overbevist om at de har fundet hele problemets omfang og fået sat en stopper for det.
Til gengæld er CIA blevet forvirret over mængden af spioner og plantede afhoppere og ender med at afskrive en hel afdeling.

Bogen blev forsøgt undertrykt af Margaret Thatchers regering, men det lykkedes kun midlertidigt og kun i selve England. Inden udgivelsen forsøgte de at presse Peter Wright til at opgive udgivelsen ved at indefryse noget af hans pension, men det gav ham jo bare yderligere grund til at tjene penge på bogen. Al hurlumhejet gav endvidere god reklame for bogen, så han blev rig og døde som millionær i 1995. ( )