For mig er de ældste James Bond film også de bedste. Ikke fordi Sean Connery nødvendigvis er en bedre Bond end Pierce Brosnan, men fordi den kolde krig og hele spillet mellem Sovjetunionen og USA er den eneste rigtige ramme. Sådan har jeg det også med spionromaner: De hører til den kolde krig på samme måde som westerns hører til USA i anden halvdel af 1800-tallet.

Spionromanens mester er John le Carré, og han insisterer på, at den stadig er relevant, nu som et middel til at kritisere efterretningstjenesterne og de vestlige regeringer. Efter le Carrés mening har de sat al anstændighed over styr under krigen mod terror, mens efterretningstjenesterne er mere optaget af at fastholde deres bevillinger end af at gøre det rigtige. Det var temaet i Absolutte venner fra 2004, og det er temaet i Dimas drøm. (Den mere slagfærdige engelske titel er Our Kind of Traitor.)

Under en ferie på Antigua møder det unge Londonpar Gail og Perry den russiske rigmand Dima og hans familie. Det er mildest talt et broget selskab, men Dima overtaler Perry til en tenniskamp. Det viser sig snart, at der er noget helt galt med russerne. Hvorfor er de små piger alene? Og er det ikke lidt overdrevet med to bodyguards overalt? Familien har rødder ind i organiseret russisk kriminalitet, og Dima har udset sig Gail og Perry som budbringere til den britiske efterretningstjeneste.

Hvorfor dem? Fordi muligheden byder sig, og fordi Dima har en noget naiv tro på ”engelsk fairplay” og ”engelske gentlemen”. Så enkelt er det ikke. Tjenesten er splittet af politiske kampe, og banditterne har støtter, der godt kan se igennem fingre med beskidte penge, hvis de bare investeres i City.

Jeg skal selvfølgelig ikke røbe mere af handlingen – det er jo en spændingsroman – men le Carré viser sig igen som en tidens mest politiske og samfundsrevsende forfattere. Det giver tro på, at spionromanen har en fremtid, selvom den kolde krig er erstattet af noget andet og langt mere rodet. Persontegningen er klar, og le Carré bygger stille og roligt spændingen op til den pludselige slutning, der giver læseren flere spørgsmål end svar. ( )

Flot bekrivelse af efterretningstjenestens typer og den almindelige englænders indblanding deri. Samtidig rystende beskrivelse af det rige russiske mafia-miljø. ( )

At John Le Carré næste år fylder firs, er på ingen måde ensbetydende med, at han er ved at være afdanket og hellere burde sidde foran kaminen med en plaid over benene. For han skriver skarpt og bidende med en moralsk snert, der vil noget, og han kan opbygge en verden, så man som læser faktisk befinder sig i den og tror på den.
Dimas drøm starter på den caribiske ø Antigua, som universitetslæreren Perry og advokaten Gail har foræret sig selv en ferie til. Den karismatiske russiske millionær Dima udfordrer Perry til et spil tennis, men udfordringen har også et andet formål. Dima vil nemlig sælge sin viden om international økonomisk kriminalitet med mange politiske undertoner til Storbritannien, en viden han har i kraft af at være 'verdens førende hvidvasker af penge'.
Det er elementært spændende, det er skrevet med saft og kraft, og personerne virker ægte hele vejen igennem på trods af at de bliver kastet ud i situationer, som de nok aldrig havde regnet med at skulle deltage i. Der er store emner på spil, som bliver behandlet elegant, både når det gælder om at forklare hvidvaskning af penge i den helt store stil, og når det drejer sig om mere etiske og moralske problemstillinger i at involvere sig i efterretningsarbejde og bekæmpelse af international økonomisk kriminalitet. Rigtig god bog. ( )