Alfred Lord Tennyson (1809–1892)

Jubilæumsbog nummer 2 er Alfred Tennysons digtsamling Enoch Arden fra 1864. Den består af fire-fem langdigte, der kan læses som noveller på vers, og en blandet opsamling af bl.a. et hyldestdigt til prinsesse Alexandrine, da hun kom til England, og en ode fremført ved åbningen af verdensudstillingen i Crystal Palace.

Bedst er titeldigtet, men Sea Dreams og The Grand Mother var også interessante. Det centrale tema er kærligheden og dens genvordigheder. Enoch Arden vokser op sammen med pigen Annie og vennen Philip. Da Enoch og Annie bliver gift, lever de først et lykkeligt liv, men efter en ulykke må han opgive sin båd og tage hyre på et handelsskib, der sejler langfart til østen. Da skibet går ned, er Annie og børnene alene, men den velstående Philip kan endelig træde til og sikre deres fremtid. Han har nemlig hele tiden elsket Annie – men hvor sikre kan de være på, at Enoch faktisk er død og borte?

I andre digte står sociale konventioner i vejen for kærligheden. I Aylmer’s Field driver en adelsmand sin datter i døden, fordi han ikke vil anerkende hendes kærlighed. Til sidst er der intet tilbage. Slægten dør ud, og naturen tager sit tilbage:

”And where the two contrived their daughter’s good,
Lies the hawk’s cast, the mole has made his run,
The hedgebog underneath the plaintain bores,
The rabbit fondles his own harmless face,
The slow-worm creeps, an the thin weasel there
Follows the mouse, and all is open field.”

De bedste digte i samlingen handler om universelle temaer, mens andre tydeligt er præget af deres tid. Tennyson formår at fortælle historier på vers, og det er svært ikke at beundre håndværket. Det giver en anden rytme i læsningen end prosa. Jeg er bare mere til noveller og romaner, så der står ikke umiddelbart mere Tennyson på min læseliste.… (mere)