Jirô Taniguchi (1947–2017)

Tsukiko er en kvinde i 30’erne, der lever et stille liv i en forstad til Tokyo. Hun passer sit arbejde, der ikke interesserer hende synderligt, og hun går ud og spiser på små restauranter i nærheden af, hvor hun bor. På overfladen er hun tilfreds, men det er nemt at få den tanke, at hun ikke har fået det ud af livet, som hun har drømt om.

En dag møder hun sin gamle gymnasielærer på en restaurant, og de opdager hurtigt, at de kender hinanden og har lyst til de samme specialiteter. Snart mødes de regelmæssigt, spiser ved siden af hinanden, småsnakker lidt, deler en flaske sake eller to, inden de betaler hver deres del og går hvert til sit. Sensei Matusumoto – Tsukiko kalder ham altid bare for Sensei – viser sig selv at være en skikkelse med et enkelt liv. Hans kone har forladt ham, og han bor alene.

Efterhånden begynder de at ses lidt mere. De tager på svampetur med ejeren af restauranten, og han inviterer hende med på skovtur i anledning af kirsebærtræernes blomstring. Der møder hun en af sine gamle bekendte fra gymnasiet, men selvom han er sød og inviterer hende ud, kommer der ikke rigtigt noget ud af det.

Tsukiko føler sig tiltrukket af sensei, men hun har svært ved at indse sine egne følelser, og han holder hende på afstand, så det både er en nydelse og en pine at være sammen med ham. Som læser er det egentlig heller ikke nemt at forstå hendes forelskelse, men hjertets veje er jo uransagelige.

Taniguchi har en tynd, fin streg, og han er en mester i at variere ansigtsudtryk, så de ikke bare udtrykker sindsstemninger men også subtile ændringer i graden af tristhed eller ensomhed. Det er dragende på en meditativ måde, og samtidig er det tydeligt, at han i fortællingen – der er en tegneserieficering af Kawakamis roman af samme navn – trækker på velkendte temaer. Maden fylder meget her, men blev foldet helt ud i Den ensomme gourmet, og den meditative stemning minder meget om Manden der går tur, selvom den er noget mere melankolsk i dette tilfælde.

Som altid er det en fornøjelse at læse Taniguchis elegante billedfortællinger, og selvom der på overfladen sker meget lidt, så er det et rørende menneskeligt drama, der folder sig ud. Jeg sætter mig gerne i et meditativt hjørne med Taniguchi en anden gang, og jeg blev nysgerrig efter at læse romanforlægget, der også er udkommet på dansk.… (mere)

Det er svært at anmelde en bog, når man i tvivl om, hvad det egentlig er man har med at gøre. Er det en samling af grafiske småfortællinger? Er det en guide til det japanske køkken? Er det en fortælling om ensomhed midt i den pulserende storby? Måske er det lidt af det hele tilsat en dosis af Dan Turélls velkendte mantra om at holde af hverdagen.

Vi ved ikke, hvad han hedder og kun meget lidt om, hvem han er, hovedpersonen i Jiro Taniguchi og Masayuki Kusumis Den ensomme gourmet. Han arbejder med import af europæiske varer, han drikker ikke alkohol, og så lurer der en trist historie kærlighedshistorie et sted i baggrunden. Meget mere røbes ikke i de atten små kapitler, der hver især er navngivet efter en japansk ret og det sted, hvor den bliver spist.

Ofte er han melankolsk eller ligefrem trist, når vi møder ham i starten af en historie. Han er altid sulten, og som oftest føler han sig lidt udenfor, når han går gennem gaderne og leder efter et godt sted at spise. Måske føler han sig fremmedgjort i Akihabara, teknologikvarteret i Tokyo, eller han leder forgæves efter en restaurant, som han har besøgt mange år før. Måske er det lidt akavet at spise på værtshuse uden at drikke alkohol, eller måske er det bare lidt underligt at komme ind på et stamsted, hvor alle kender hinanden.

Men så er der jo maden. Kombinationerne kan virke underlige, men gourmeten er parat til at lade sig forføre af smagen. Han holder simpelthen af mad, og når han spiser lader han sig forføre af smagene mens tankerne går på langfart. Når historien er slut, er han altid mæt og i bedre humør.

Jiro Taniguchis præcise blyantstreg er perfekt til at gengive de forskellige steder og retter. Der er en del gentagelse i gourmetens ansigtsudtryk, men det underbygger den underliggende fortælling, der hylder hverdagens glæder. På den måde minder bogen mere om Manden der går tur end om Min fjerne barndomsby eller Min fars dagbog, der er drevet af en dramatisk historie.

Den ensomme gourmet var fornøjelig at læse, og som oversætter Mette Holm pointerer i indledningen, så er det en fin introduktion til det japanske køkken. Når det er sagt, så sker der ikke alverden, og bogen er ikke på niveau med Taniguchis mesterværker.… (mere)

Jeg er ganske betaget af Taniguchi. Det er en gave, at Fahrenheit udgiver hans værker på dansk – oven i købet i lækker kvalitet – og jeg håber virkelig, at de vil blive ved. Min fjerne barndomsby var en åbenbaring, Manden der går tur var en fornøjelse.

Nu er hans tredje værk så kommet på dansk. Kronologisk placerer Min fars dagbog sig midt mellem de andre bøger, men tematisk har den mest tilfælles med Min fjerne barndomsby. Hovedpersonen er igen en midaldrende mand, der vender tilbage til udgangspunktet og får et nyt perspektiv på sin opvækst og sine komplicerede familieforhold.

Yoichi har ikke set sin familie i 15 år, da han bliver kaldt hjem til Tottori til vågenatten efter faderens død. Alligevel tager slægtningene godt imod ham, og gennem nattens samtaler får han langsomt omformet sit billede af faderen Takeshi. Yoichi ser ham som en fjern arbejdsnarkoman, og han er derfor overrasket over, at han er så elsket og respekteret.

Han må søge tilbage i hukommelsen og genopleve sin opvækst gennem erindringer og samtaler. Først nu ser han, at storbranden, der lagde det meste af byen øde, gav dem alle et traume og forgiftede forholdet mellem faderen og moderen. Først nu ser han, hvor meget Takeshi måtte ofre for at hjælpe ham og hans søster frem efter skilsmissen. Først nu erkender han, at hans flugt og udeblivelse var endnu et tungt offer for faderen at bære.

Yoichi kan godt se, at han har svigtet som søn, og det er helt velgørende, da onkel Daisuke får så meget sake inden for vesten, at han siger ham sin ærlige mening om den ting. Er det den japanske høflighed, der afholdt faderen fra at skælde ham ud og være ærlig? Først og fremmest var det vel udtryk for kærlighed. Det er jo forældrenes pligt at slippe deres børn fri og elske dem uanset hvad.

En bog med døden så tæt inde på livet bliver selvfølgelig melankolsk, og Yoichi fortryder, at han ikke er vendt hjem tidligere, for nu er det for sent. Eller er det? Der er stadig en forløsning i at se faderen og sit eget liv i det rigtige lys. Man har i hvert fald på fornemmelsen, at Yoichi tager mere harmonisk fra Tottori, end han tog dertil.

Der er en særlig ro over Taniguchis bøger. Det er som at gå en aftentur. En gang imellem stopper man op. Kigger på et træ. Lader blikket glide over vandet. Og så går man videre. Selv i en dramatisk historie finder han små pauser, hvor tegningerne vækker til eftertænksomhed. Her er det ikke mindst de mange nærstudier af Yoichi på vågenatten. Han tænker – og det kommer vi også til.

Min fars dagbog er en skøn bog, der får dig til at sætte tempoet ned og tænke efter – behandler jeg nu min familie rigtigt? Er det nu klogt at tilsidesætte forældrene for arbejde og venner, når der kommer en dag, hvor de ikke er der mere?… (mere)