Picture of author.

Stine Pilgaard

Forfatter af The Land of Short Sentences

5 Works 125 Members 11 Reviews

Om forfatteren

Omfatter også følgende navne: Stine Pilgaard, Stine Pilgaard, Stine Pilgård

Værker af Stine Pilgaard

The Land of Short Sentences (2020) 80 eksemplarer
Min mor siger : roman (2011) 29 eksemplarer
Lejlighedssange : roman (2015) 14 eksemplarer
METROS POR SEGUNDO 1 eksemplar

Satte nøgleord på

Almen Viden

Medlemmer

Anmeldelser

Hvordan falder man til på vestkysten som ungt par med en nyfødt? Romanen beskriver første år for en ung familie med babyproblemer, kørekortproblemer, sprogforvirring og almindelig dagligdag. Ind imellem er der lejlighedssange og brevkasse spørgsmål og svar. Hurtig læst, nok mest for aldersgruppen mellem 25 og 35.
½
 
Markeret
msc | 5 andre anmeldelser | Sep 15, 2020 |
Jeg har nydt Stine Pilgaards to første romaner (Min mor siger om en datters komplicerede forhold til sin mor og Lejlighedssange om et ungt pars udfordringer i en andelsforening) og selvom jeg var ret begejstret for dem begge to, så er kvaliteten alligevel steget betragteligt i hendes nye bog. Pilgaard blander stadig genrer og fortælleformer, men det er bedre doseret i Meter i sekundet, og når hun stadig skriver de sjoveste og skarpeste dialoger, så er det svært at finde noget at kritisere. Dette er uden tvivl den sjoveste bog, jeg har læst i år. Det er også en af de bedste.

Fortælleren er ung, kvinde og forfatter, og så er hun lige flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste. Han har fået arbejde på den lokale højskole, hvor han skal undervise håbefulde unge i litteratur og skriveteknik, og hvor det er helt forventeligt, at kvindelige studerende vil falde for ham. Det sker da også med Emma, men det er nu ikke dét, der bekymrer fortælleren mest. Det er sværere at være påhæng, for selvom forstanderinden er helt bevidst om, at det er vigtigt at integrere ægtefællerne for at holde på lærerne, så er det svært ikke at have sin egen rolle.

Faktisk får hun ret hurtigt en slags arbejde, nemlig som brevkasseredaktør på den lokale avis. En god del af romanen består af brevkassespørgsmål og svar, der ofte indledes med, at ”nu skal det jo ikke handle om mig.” Det gør tit alligevel, men det er også altid en overraskende og som regel livsklog refleksion, der giver spørgeren og de andre læsere noget at arbejde videre med.

Alligevel er det svært at blive en del af lokalsamfundet. Fortælleren lider af ”samtalesorg”, dvs. hun har svært ved at føre en dialog med naboer og bekendte. Det er som om, tempoet er for langsomt, så hun hele tiden kommer til at sige alt for personlige ting bare for at bryde tavsheden. Hun ved godt, at den er gal – også selvom dagplejeren bare kigger undrende på hende – og hun beundrer Anders Agger for hans evne til at tale med alle mennesker. Da hun opdager, at han bor i området begynder hun at stalke ham, men det bliver aldrig ubehageligt, bare mærkeligt. Han indvilliger i at give hende gode råd, og de laver også praktiske øvelser som f.eks. evnen til at sidde ved siden af hinanden og tie stille.

Sådan er det: Der er en alvorlig bund i historien, men den er som sagt også sjov, og det morsomme skal i høj grad findes i sproget, i de præcise sætninger med de overraskende sammenstillinger og billedsprog. Det gælder også til køretimerne, for fortælleren har selvfølgelig ikke det kørekort, der er en nødvendighed ude på landet. Ganske som i Spejl, Skulder, Blink af Dorte Nors er hun ved at drive sine kørelærere til vanvid. Det kan godt være, at repetitionstimerne er en sikker indtægt, men når det bliver for meget sender de hende videre til den næste. (Noget de gør helt åbent. Det er nedværdigende, men det er også omsorgsfuldt, for kørelærerkollektivet overvejer aldrig at opgive hende helt, og den underspillede kritik gør, at det aldrig bliver ubærligt.)

”Lektionen er slut, og der er pinlig tavshed i bilen. Siden jeg bestod teoriprøven, har jeg taget såkaldte repetitionstimer. Jeg går til kørekort, som andre går til golf. Min bank ringede og kommenterede overførslerne i sidste uge og kaldte dem mistænkelige. Otteoghalvtreds udbetalinger, sagde min bankrådgiver, og jeg havde en klar fornemmelse af, at hun overvejede, om jeg kunne være offer for pengeafpresning.” (s. 42)

Jeg sad og klukkede for mig selv i sofaen, da jeg læste Meter i sekundet. Den er som sagt meget morsom, men den er også meget alvorlig. Det er ikke nemt at være ung voksen, tage ansvar for sit barn og finde en plads et fremmed sted. Der er angst og fortvivlelse, og hos mange andre forfattere ville tematikken have fået en langt mere tragisk behandling. Nogle ville sige mere alvorlig eller mere realistisk, men det ville være en fejl. Fra tid til anden er livet er frygteligt alvorligt, men kigger man nærmere efter, er hverdagen også forunderligt vanvittig. Det skildrer Stine Pilgaard så man ler med hendes personer og mærker deres smerte.
… (mere)
 
Markeret
Henrik_Madsen | 5 andre anmeldelser | Jun 1, 2020 |
Jeg var vild med Stine Pilgaards debut Min mor siger fra 2012. Jeg syntes ikke, at den blev vurderet efter fortjeneste i min læsegruppe i DR Romanklubben. De fleste opfattede jeg-fortælleren som selvoptaget og irriterende, mens hun for mig inkarnerede en eksistentiel smerte – uanset at den mest kom til udtryk i ironi og sarkasme. Den samme skæbne synes at ramme den nye roman Lejlighedssange, der lige er udkommet. I Information fokuserer Solveig Daugaard – i en i øvrigt meget positiv anmeldelse - mest på bogens humor og den intelligente bearbejdning af populærkulturens memer, der flyder ind og ud af sange, horoskoper og dialoger. Det samme gælder K.E. Watz’ anmeldelse i Folketidende, som jeg desværre ikke kan linke til.

Det er ikke forkert, men jeg synes heller ikke, at det er hele historien om Lejlighedssange. Det vil jeg vende tilbage til, men først lidt om handlingen.

Bogens fortæller er sidst i tyverne og flytter i bogens start ind i en andelsforening i Århus sammen med sin kæreste. Her kommer man hinanden ved, så romanen folder sig snart ud som en kollektivroman, hvor fortælleren har en særlig adgang til historierne, fordi hun – som titlen antyder – skriver lejlighedssange. Hun skriver også horoskoper for et ugeblad og drømmer vist nok om større litterære udfoldelser, selvom vi aldrig hører noget videre om det. Fortælleren – og måske også forfatteren? – har et tvetydigt forhold til sangene. På den ene side er de et ritual, som kan være svært at tage helt alvorligt, men på den anden side bliver de en meningsfuld gestus, alene fordi de bliver lavet. Er en alvorligt ment gestus mindre værd, hvis den banal?

Bogen er bygget op i 12 kapitler og indledes med et horoskop. De følger stjernetegnenes fordeling hen over året, så det giver en fornemmelse af, at handlingen udspiller sig over et års tid. I hvert af kapitlerne er desuden indsat to sange, som ikke er lejlighedssangene – jeg ville ellers gerne se, hvad Pilgaard kan præstere inden for den genre – men prosastykker, hvor associationer og sproglig virtuositet for alvor slippes løs.

Lejlighedssange ER sjov. Meget sjov endda. Den er fyldt med morsomme replikskifter og groteske situationer, som da fortælleren danser LIDT for tæt med Sandsiger-John til julefrokost på ugebladet, eller da Elizabeth MEGET direkte kommenter Lasse og Louises sexvaner til Andelsforeningens generalforsamling af alle steder. Men lige under den sjove overflade gemmer smerten sig. Elizabeth er f.eks. dybt ulykkelig, fordi hendes mand ligger i koma på tredje år, og da jeg-personen flipper ud til et pakkespil hos svigerfamilien, er det faktisk slet ikke sjovt længere.

Præcis som i ’Min mor siger’ er humoren kun et tyndt lag fernis på et lidende sind. Forholdet til de skilte forældre er problematisk. Faderen er ude af stand til at tage ansvaret på sig – når pigerne kommer op at skændes, ringer han til moderen og tilkalder hjælp. Alligevel kritiserer han hende for at ødelægge børnenes ”virkelighedsfornemmelse”, når hun pepper en weekend op ved at holde en ekstra fødselsdag. ”Et liv uden fester er som en landevej uden kroer, sagde min mor, og du trænger vist selv til nogle flere fødselsdage.” (s. 24)

Det er jo sådan en oprørskhed, alle elsker at holde af, når vi ser den på film, men den er ikke så nem at leve med i en ganske almindelig forstad til Århus. Slet ikke, når det mere end antydes, at moderen så afgjort foretrækker de store glas rødvin. Morsomhederne og den fandenivoldske sarkasme formår altså kun knap og nap at dække over en traumatisk opvækst og store vanskeligheder ved at indgå i meningsfulde menneskelige relationer. Kæresten omtales hele vejen igennem med det kønsneutrale ’du’ men endnu mere påfaldende er det, at de næsten aldrig oplever noget sammen og som regel ser helt forskelligt på det meste. Det hun ser så klart hos andre og hjælper dem med at sætte på vers, har hun selv uendelig svært ved. Alligevel slutter bogen på en positiv tone med en Sang om kærlighed, der er en meget smuk kærlighedserklæring til du’et.

Lejlighedssange følger fornemt op på Pilgaards debut, og der er ingen tvivl om, at det er et forfatterskab, jeg ser frem til at følge. Hun er fantastisk til at fange en generation, hvor ironien er blevet så indgroet, at den også er et værn mod virkelighedens tragedier. Det eneste minus ved romanen er, at replikkerne ikke er helt så præcise og skarpe som i debuten.
… (mere)
 
Markeret
Henrik_Madsen | Mar 8, 2015 |

Hæderspriser

Statistikker

Værker
5
Medlemmer
125
Popularitet
#160,151
Vurdering
½ 3.6
Anmeldelser
11
ISBN
26
Sprog
8

Diagrammer og grafer