Picture of author.

Nevil Shute (1899–1960)

Forfatter af På stranden, Ventetid

53+ Works 18,502 Members 647 Reviews 73 Favorited

Om forfatteren

Nevil Shute Norway was born in Ealing, London, England, on January, 17 1899. At the age of 11, Norway played truant from his first preparatory school in Hammersmith. After he was discovered, he was sent to the Dragon School, Oxford, and from there to Shrewsbury. He was on holiday in Dublin at the vis mere time of the Easter rising of 1916 and acted as an ambulance driver, winning a commendation for gallant conduct. He then entered the Royal Military Academy, intending to be commissioned into the Royal Flying Corps, but a bad stammer led to his being failed at his final medical examination and returned to civil life. The last few months of the war were spent on home service as a private in the Suffolk Regiment. In 1919, Norway went to Balliol College, Oxford, where he took a third class honors course in engineering science in 1922. During the vacations he worked, unpaid, as an aeronautical engineer, for the Aircraft Manufacturing Company at Hendon, and then for Geoffrey de Havilland's own firm, which he joined as an employee upon finishing at Oxford. He learned to fly and gained experience as a test observer. During the evenings he diligently wrote novels and short stories unperturbed by rejection slips from publishers. In 1924 Norway took the post of Chief Calculator to the Airship Guarantee Company, to work on the construction of the R100. In 1929 he became Deputy Chief Engineer under Barnes Wallis, and in the following year he flew to and from Canada in the R100. After the end of the airship project, jobs were hard to come by due to the depression so Shute started an aircraft manufacturing company, Airspeed Limited. This company was ultimately successful and built a large number of aircraft during the war. Shute remained joint managing director until 1938. When the business became too routine, he decided to get out of the rut and live by writing. The de Havillands, the first aviation job Shute had ever had, wound up buying Airspeed Ltd. He had by then enjoyed some success as a novelist and had sold the film rights of Lonely Road and Ruined City. At the outbreak of war in 1939, Norway joined the Royal Naval Volunteer Reserve as a Sub-Lieutenant in the Miscellaneous Weapons Department. Rising to Lieutenant Commander, he found experimenting with secret weapons a job after his own heart. But he found that his growing celebrity as a writer caused him to be in the Normandy landings on 6th June 1944, for the Ministry of Information, and to be sent to Burma as a correspondent in 1945. He entered Rangoon with the 15th Corps from Arakan. Soon after demobilisation in 1945 he emigrated to Australia and made his home in Langwarrin, Victoria. His output of novels, which began with Marazan (1926) continued to the end. Shute was one of the leading aeronautical engineers in Britain during the 30's and a fellow of the Royal Aeronautical Society. When he began writing in the 20's, he feared that a reputation as a writer of fiction might harm his engineering career. For this reason he published under his two Christian names, Nevil Shute and engineered under his "real" name, Nevil S. Norway. Nevil Shute Norway died in Melbourne on January, 12 1960. (Bowker Author Biography) vis mindre
Image credit: Courtesy of the NYPL Digital Gallery (image use requires permission from the New York Public Library)

Værker af Nevil Shute

På stranden, Ventetid (1957) 4,902 eksemplarer
Arven (1950) 3,762 eksemplarer
Formynderen (1960) 899 eksemplarer
Manden med pileflj̜terne (1942) 886 eksemplarer
Mellemlanding (1948) 593 eksemplarer
Pastorale (1944) 585 eksemplarer
Det fjerne land (1952) 580 eksemplarer
Skakbrættet (1947) 551 eksemplarer
Requiem for a Wren (1955) 543 eksemplarer
Hvilket menneske. (1951) 499 eksemplarer
Ringen sluttet (1953) 447 eksemplarer
Drømmen om Hekja (1940) 446 eksemplarer
Strengt fortroligt (1945) 431 eksemplarer
The Rainbow and the Rose (1958) 392 eksemplarer
Slide Rule (1954) 366 eksemplarer
De startede ved daggry (1940) 337 eksemplarer
Det forjættede land (1956) 329 eksemplarer
What Happened to the Corbetts (1939) 315 eksemplarer
Mr. Warren kommer til byen (1938) 299 eksemplarer
Ukendt fly (1928) 278 eksemplarer
Farlig kyst (1926) 270 eksemplarer
Blind vej (1932) 253 eksemplarer
Stephen Morris (1961) 190 eksemplarer
On the Beach (abridged) (1972) 70 eksemplarer
A Town Like Alice (New Windmills) (1958) 44 eksemplarer
Vinland the Good (1946) 37 eksemplarer
The Seafarers (2002) 14 eksemplarer
Ruined City / Landfall (1968) 10 eksemplarer
See List 2 eksemplarer
Formynderen 1 1 eksemplar
Pasos de mujer 1 eksemplar
Förmyndaren 1 eksemplar
Formynderen 2 (1988) 1 eksemplar
Most Secret AND The Legacy (1966) 1 eksemplar

Associated Works

Secret Weapons of World War II (1956) — Forord, nogle udgaver81 eksemplarer
The Valancourt Book of Horror Stories: Volume Two (2017) — Bidragyder — 78 eksemplarer
Once is enough (1959) — Forord, nogle udgaver67 eksemplarer
On the Beach [1959 film] (1959) — Original book — 47 eksemplarer
A Town like Alice [1981 TV mini series] (1958) — Original novel — 42 eksemplarer
Reader's Digest Condensed Books 1976 v01 (1976) — Bidragyder — 31 eksemplarer
Great World War II Stories: 50th Anniversary Collection (1989) — Bidragyder — 29 eksemplarer
A Town Like Alice [1956 film] (1956) — Original book — 24 eksemplarer
Reader's Digest Condensed Books 1960 v03 (1960) — Forfatter — 20 eksemplarer
Reader's Digest Condensed Books 1959 v01 (1959) — Bidragyder — 15 eksemplarer
On the Beach [2000 film] — Original book — 9 eksemplarer
The Far Country [1987 miniseries] (1987) — Original book — 4 eksemplarer
Pied Piper [1942 film] — Original book — 2 eksemplarer

Satte nøgleord på

Almen Viden

Medlemmer

Discussions

Anmeldelser

Det er svært at skrive holdbare politiske thrillere, fordi man helst skal tro på, at den afværgede trussel faktisk kunne blive til noget, og at det ville gøre en forskel. Den præmis er svær at leve op til, når man læser en bog, der hastigt nærmer sig de hundrede år, og det er en af grundene til, at Blind vej aldrig bliver mere end en roman på det jævne. Den anden grund er, at der langt fra er tale om stor litteratur, selvom skildringen af det engelske klassesamfunds forsøg på at overskride sig selv bestemt er interessant.

Fortælleren er kaptajn Stevenson, der under 1. verdenskrig var i flåden, hvor han var involveret i et dramatisk og morderisk slag med en tysk ubåd, og som nu lever som ungkarl på den engelske sydkyst. Han er velhavende, driver et lille skibsværft og tilhører den traditionelle overklasse. Første kapitel er et impressionistisk eksperiment, hvor han i en brandert kører galt i sin bil og bliver indlagt på hospitalet. Hans erindringer passer ikke på den forklaring han får, og efter nogle rekreationsdage i Skotland sker der flere underlige ting. Politiet har fundet en udbrændt lastbil med nogle våben af ukendt oprindelse og nu har de brug for hjælp med opklaringen.

På vej hjem fra Skotland har han mødt pigen Mollie Gordon, der arbejder som professionel dansepartner på en natklub i Leeds. Det viser sig, at hun har en forbindelse til den udbrændte lastbil – et helt usandsynligt sammenfald – og han påtager sig at hente hende ned til afhøring. Det sker under påskud af, at han vil invitere hende på ferie, men da han først har overladt hende til politiets undersøgelser, får han dårlig samvittighed. I stedet for at lade hende i stikken får han fat i sin egen advokat, og sammen giver de sig til at opklare, hvad der egentlig foregår.

Våbentransporterne har lyssky spor til udlandet, måske til kommunistiske grupper, og målet synes at være at forstyrre det kommende parlamentsvalg.
Men der er også en anden grund til hans handlinger. Han er træt af sit mistrøstige ungkarleliv, og sammen med Mollie føler han sig glad. Selvom hun har en helt anden klassebaggrund er hun både pæn og velopdragen, og efter krigen bør det vel være slut med de skarpe skel i samfundet. Som en af bipersonerne bemærker, så findes der gode mennesker i alle samfundslag, og hvorfor skulle han ikke gifte sig med hende, hvis det er det, der gør ham lykkelig?

Som spændingsroman er Blind vej på det jævne, og persontegningen virker heller ikke overbevisende. Stevenson stritter i alle retninger, og Mollie skildres som lidt for naiv og stille til at matche ham. Det handler nok mere om tidens kvindesyn end om klasseskel. (Kun i kærlighedssager er kvinderne, som f.eks. kusinen Joan, eksperter.) Når det er sagt, så var romanen hurtigt læst og fungerede som vidnesbyrd om, at de engelske klasseskel vitterligt var forandrede efter krigens rædsler.
… (mere)
½
 
Markeret
Henrik_Madsen | 4 andre anmeldelser | Jun 29, 2019 |
Australien, 1948 og frem
Historien bliver fortalt af en lidt vindtør sagfører, Noel Strachan, som lang tid før anden verdenskrig har sat et testamente op for en Douglas Macfadden. Formuen er ca 53000 pund efter at arveafgiften er trukket.
I Australien er Jean ved at lede efter Joe Harman. Hun slår nødtvunget følge med et par journalister, Hal Porter og Stuart Hopkinson. De kommer til Alice Springs og Jean får at vide at Joe Harman er i England. I Willstown er der 120 indbyggere tilbage ud af de mindst 8000 der var i guldgravertiden. Hun får sig lavet et par sko og begynder at spekulere på en skofabrik. Mest for at sætte noget liv i byen, men også for gøre noget praktisk selv.
Joe kommer til og de udveksler erfaringer fra de seks år siden sidst. Hun er lidt skuffet over at han ikke lægger an på hende, men det varer nu ikke så længe.
De bliver enige om at gifte sig og diskuterer hvad det skal til for at det kan holde. Hendes konklusion er at de må gøre noget ved Willstown, så det bliver til at holde ud at bo der. Selv børnene i byen flytter gerne tusind kilometer væk, så byen er ikke ligefrem en magnet.
Hun er hurtigt i gang med at planlægge. En skofabrik med en masse piger ansat. Hvad er mere logisk end at åbne en isbar? Og for hver pige på fabriken, kan Joe sikkert skaffe en mand til at arbejde på den farm han bestyrer. Farmen hedder Midhurst og er på 1100 kvadratmiles.
Noel Strachan bøjer reglerne i testamentet lidt og sørger for de indkøb Jean beder om, specielt en aircondition så pigerne kan lave for i skoene uden at svede om hænderne.
Det er en stor succes. Isbaren bliver også et hit og efter et års tid åbner hun endda en afdeling, så de indfødte cowboys, boongs, også kan købe is.
En af de lokale, Don Curtis, leger kvægtyv, men kommer galt afsted. Joe tager ud og finder ham og Jean finder ud af at køre en lastbil ud til dem. En indfødt, Bourneville, har taget turen fra Joe og til Jean og følger med tilbage på hest. På tilbagevejen kører Joe lastbilen i stykker og det sidste stykke til Willstown er ikke så rart. En ambulanceflyver kommer ud og henter Curtis. Det giver Jean en del omtale og hun kan måske trække både en ingeniør og en læge til byen. Jean er ikke dum. Ved isbaren kunne det være godt med et svømmebasin og så får pigerne vådt hår og så kunne en frisør være sagen. En friluftbiograf. Et vaskeri og en ordentlig kjoleforretning. Og som Joe siger: Hvis alt det lykkes, så varer det ikke længe før hun har en by som Alice.
Ejeren af Midhurst snakker om at sælge, så hvis Joe og Jean ellers lige kan finde 10000 pund i kontanter, så er der en handel. Noel Strachan synes at det ville være en god ide at få en sagfører til at kigge på sagen og tilbyder selv at tage derned. Han er godt nok 76 år gammel, men alligevel lidt forelsket i Jean, selv om hun nu er en gift kvinde på 30 med to børn. Jean har nu 22 piger ansat på fabriken og selv om den kun lige løber rundt, så gav de øvrige forretninger 2673 pund i overskud, mens fabriken gav 227 pund i underskud.
Willstown er vokset til det tredobbelte. Der er ca 100 piger og kvinder under 25 år nu og da Jean kom, var der 2. Noel flyver tilbage til England og lader de unge om at være unge.

På engelsk har den titlerne The Legacy og A Town like Alice
… (mere)
 
Markeret
bnielsen | 139 andre anmeldelser | Dec 8, 2014 |
Malaya, England og Australien, ca 1940-1955
Historien bliver fortalt af en lidt vindtør sagfører, Noel Strachan, som lang tid før anden verdenskrig har sat et testamente op for en Douglas Macfadden. Siden døde sagførerens kone og han solgte sit hus og flyttede hen i klubben. Så kom krigen og hans medarbejdere blev indkaldt, mens han selv brugte al sin tid i civilforsvaret. Så Douglas Macfadden dukker ikke op i hans tanker før i januar 1948, hvor han får et brev om at Douglas er død. Testamentet afspejler at Douglas er død barnløs og ugift, så han har testeret formuen til sin søster og hendes familie. Af dem er der i 1948 kun niecen Jean Paget tilbage. Douglas Macfadden havde ikke tiltro til at unge kvinder selv kunne forvalte en formue, så de mange penge han efterlod sig er båndlagt indtil Jean fylder 35 (i 1956) og under forvaltning af Strachans firma, Owen, Dalhousie & Peters. Indtil da får hun udbetalt renterne ca 75 pund om måneden, hvilket er en ganske pæn indtægt i 1948. Formuen er ca 53000 pund efter at arveafgiften er trukket.
Formaliteterne er overstået i marts måned og Jean begynder at få en månedlig check. Hun har tænkt over sagerne og besluttet sig til at tage til Malaya for at bygge en brønd. Hun er kommet på venskabelig fod med Strachan og fortæller ham sin historie. Ved krigens udbrud var hun og broderen Donald i Malaya. De havde boet der en del af barndommen og talte malayisk rimeligt godt, så de havde nemt ved at få jobs.
Japanernes hurtige erobring af Malaya kom som et chok for englænderne og både Donald og Jean blev taget til fange. Donald døde i en fangelejr under bygningen af jernbanen mellem Siam og Burma. Jean og de andre kvinder og børn fra samme by bliver gennet sammen og sat til at gå fra Kuala Panong til Kuala Lumpur. Undervejs ændres ruten og mange dør undervejs. Jean klarede sig igennem, men kun med nød og næppe og takket være hjælp fra venlige landsbybeboere. Det er dem, hun nu gerne vil hjælpe og det trækker også lidt at finde ud af hvad der er sket med en australier Joe Harman, der hjalp hendes gruppe undervejs og blev grusomt straffet af japanerne for det.
Hun erfarer at Joe overlevede og tog tilbage til Australien, så hun tager til Australien mens Joe faktisk er i England.
Noel Strachan sætter dem i kontakt med hinanden.

I Australien er Jean imens ved at lede efter Joe Harman. Hun slår nødtvunget følge med et par journalister, Hal Porter og Stuart Hopkinson. De kommer til Alice Springs og Jean får at vide at Joe Harman er i England. I Willstown er der 120 indbyggere tilbage ud af de mindst 8000 der var i guldgravertiden. Hun får sig lavet et par sko og begynder at spekulere på en skofabrik. Mest for at sætte noget liv i byen, men også for gøre noget praktisk selv.
Joe kommer til og de udveksler erfaringer fra de seks år siden sidst. Hun er lidt skuffet over at han ikke lægger an på hende, men det varer nu ikke så længe.
De bliver enige om at gifte sig og diskuterer hvad det skal til for at det kan holde. Hendes konklusion er at de må gøre noget ved Willstown, så det bliver til at holde ud at bo der. Selv børnene i byen flytter gerne tusind kilometer væk, så byen er ikke ligefrem en magnet.
Hun er hurtigt i gang med at planlægge. En skofabrik med en masse piger ansat. Hvad er mere logisk end at åbne en isbar? Og for hver pige på fabriken, kan Joe sikkert skaffe en mand til at arbejde på den farm han bestyrer. Farmen hedder Midhurst og er på 1100 kvadratmiles.
Noel Strachan bøjer reglerne i testamentet lidt og sørger for de indkøb Jean beder om, specielt en aircondition så pigerne kan lave for i skoene uden at svede om hænderne.
Det er en stor succes. Isbaren bliver også et hit og efter et års tid åbner hun endda en afdeling, så de indfødte cowboys, boongs, også kan købe is.
En af de lokale, Don Curtis, leger kvægtyv, men kommer galt afsted. Joe tager ud og finder ham og Jean finder ud af at køre en lastbil ud til dem. En indfødt, Bourneville, har taget turen fra Joe og til Jean og følger med tilbage på hest. På tilbagevejen kører Joe lastbilen i stykker og det sidste stykke til Willstown er ikke så rart. En ambulanceflyver kommer ud og henter Curtis. Det giver Jean en del omtale og hun kan måske trække både en ingeniør og en læge til byen. Jean er ikke dum. Ved isbaren kunne det være godt med et svømmebasin og så får pigerne vådt hår og så kunne en frisør være sagen. En friluftbiograf. Et vaskeri og en ordentlig kjoleforretning. Og som Joe siger: Hvis alt det lykkes, så varer det ikke længe før hun har en by som Alice.
Ejeren af Midhurst snakker om at sælge, så hvis Joe og Jean ellers lige kan finde 10000 pund i kontanter, så er der en handel. Noel Strachan synes at det ville være en god ide at få en sagfører til at kigge på sagen og tilbyder selv at tage derned. Han er godt nok 76 år gammel, men alligevel lidt forelsket i Jean, selv om hun nu er en gift kvinde på 30 med to børn. Jean har nu 22 piger ansat på fabriken og selv om den kun lige løber rundt, så gav de øvrige forretninger 2673 pund i overskud, mens fabriken gav 227 pund i underskud.
Willstown er vokset til det tredobbelte. Der er ca 100 piger og kvinder under 25 år nu og da Jean kom, var der 2. Noel flyver tilbage til England og lader de unge om at være unge.

På engelsk har den titlerne The Legacy og A Town like Alice. Der er lidt Matador og Korsholm over historien med Jean i rollen som Mads Andersen-Skjern.
… (mere)
 
Markeret
bnielsen | 139 andre anmeldelser | Nov 17, 2014 |
Port Philip Bay, Melbourne, Australien, ca 1963
En atomkrig mellem Rusland og Kina og til sidst også med USA som deltager har udløst total massedød på den nordlige halvkugle. Vi følger livet i Australien efterhånden som det går op for dem at de radioaktive skyer også vil ramme dem. Krigen varede 37 dage og mindst 4500 eksplosioner blev registreret.
Atombomber er blevet billige, ca 50000 pund for en hiroshima-bombeklon, så mange lande har et lager. Albanien bomber Napoli. Så kommer bomben over Tel Aviv, som ingen ved hvor kom fra. Så skrider englænderne og amerikanerne ind og laver en demonstrationsflyvning over Kairo. Dagen efter sender ægypterne alle deres bombefly ud. 6 til Washington og 7 til London. Et når igennem til Washington og 2 til London. Rusland bomber tæt ved Shanghai med koboltbomber, så de ad åre kan erobre den havn. Kineserne bomber til gengæld russerne og ved en misforståelse bomber amerikanerne russerne som gengæld for angrebet på Washington og London. Og så ryger det hele.
Amerikanernes sidste ubåde er taget til Australien. Vi følger kommandør Dwight Towers på 33 år, den ugifte og kvikke kvinde Moira Davidson på 24 år, et par kaptajnløjtnant Peter Holmes, hans kone Mary og deres lille baby Jennifer på ca 1 år. Mary fremstår som totalt naiv og uvidende, mens Moira og næsten alle andre har forstået situationen.
Dwights kone Sharon på 30 år er helt sikkert også død, men han lader som om han stadig er gift. Han finder gaver til dem i Australien og lader være med at indlede et forhold til Moira, selv om det kunne have været godt for begge.
U.S.S. Scorpion bliver sendt på mission for at checke situationen og den er ikke opmuntrende. Nord for 20 grader sydlig bredde er der alt for radioaktivt til at dykke ud. John Seymour Osborne er med som videnskabsmand og Peter Holmes er med som forbindelsesofficer.
Senere bliver de sendt på en længerevarende tur og inden da er Peter nødt til at diskuterere muligheden for selvmord med Mary.
John Osbornes grandonkel generalløjtnant Douglas Froude har tænkt sig at tømme den lokale klubs portvinslager såvidt han kan nå det. John og andre videnskabsmænd har gang i et projekt med at nedskrive viden i glas og gemme på toppen af det højeste bjerg i nærheden, så nogen - helt klart ikke mennesker - engang måske kan finde det igen.
Scorpion bliver sendt til Seattle for at checke et sporadisk morsesignal, hvilket som ventet viser sig at skyldes en morsenøgle, der står og klaprer. Undervejs hopper en af mændene over bord og svømmer i land. De møder ham senere sidde og fiske i en båd. Han har imens checket hele byen og fundet alle døde. Han er som ventet blevet radioaktivt forgiftet og har heller ikke lyst til at vende tilbage til Australien, selv om det havde været muligt.
Scorpion vender hjem uden at have fundet andet end død og en radioaktiv forurening, der langsomt breder sig over den sydlige halvkugle.
Efterhånden som strålesygen henover nogle uger breder sig fra nordaustralien sydpå, tager folk små røde piller og dør for egen hånd.
John Osborne deltager i livsfarlige racerløb med sin Ferrari og vinder faktisk Grand Prix, inden han også får strålesyge og tager piller.
Douglas når næsten at tømme kælderen for portvin. Andre brokker over at kaninerne nu ser ud til at vinde og er endda imod at ændre på grænsen for hvornår man må fiske ørreder!
Peter og Mary tager stille afsked og dræber Jennifer med en indsprøjtning, inden de selv tager piller.
Moira skyller pillerne ned mens hun ser Scorpion på vej ud mod den position, hvor Dwight vil sænke den med besætningen ombord.

En stille og rolig fortælling om hvad folk gør, når den visse død nærmer sig. Engelsk moral og religiøse overvejelser fylder lidt rigeligt.
Det undrer lidt at Australien ikke gør mere for at forske i om man kan rense luften og krybe i skjul indtil strålingen er aftaget, men det skildres som om intet kan afværge katastrofen. P. C. Jersilds "Efter floden" er hen i samme tema, men endnu mere realistisk og kulsort.
… (mere)
 
Markeret
bnielsen | 176 andre anmeldelser | Jun 24, 2014 |

Lister

1960s (1)
1950s (2)

Hæderspriser

Måske også interessante?

Associated Authors

Statistikker

Værker
53
Also by
29
Medlemmer
18,502
Popularitet
#1,185
Vurdering
3.9
Anmeldelser
647
ISBN
774
Sprog
20
Udvalgt
73

Diagrammer og grafer