Serpieri

Jeg har tidligere læst et par bind af Serpieris hovedværk om Druuna, hvor historien er svær at få rede på, men hvor billedsiden til gengæld udmærkede sig med en detaljeret streg. Tidligere i karrieren havde Serpieri bl.a. arbejdet med western-genren, og det er nogle af disse tidlige historier, som det lille forlag E-voke nu gør tilgængelig på dansk. Her er ingen romantiske ideer om det frie liv på prærien, for historierne er præget af blodige og brutale sammenstød mellem hvide og indianere.

Den første historie hedder Manden uden tommelfingre, men hovedpersonen er den unge kvinde Angie, der har forladt sine forældre og deres stærkt undertrykkende religiøse dogmer for at leve hos en indianerstamme. Efter en voldtægt er hun blevet forvist sammen med sine adoptivforældre fra stammen, og de er helt alene, da titelpersonen dukker op. Han har mistet sine tommelfingre efter at være blevet tortureret af høvding Yellow Face, og nu er han opsat på hævn. Det kan godt være, at Angie er hvid, men han har ingen fine fornemmelser og tager hende også med vold.

I den anden historie, Den hvide indianer, skal der også gøres gamle regnskaber op. Mange år tidligere er en nybyggerfamilie blevet overfaldet. En dreng er blevet dræbt, mens hans søster er blevet kidnappet, og nu har deres adoptivbror endelig fået nys om, hvor hun befinder sig. Han henter hendes far Burt, der for længst er blevet vanvittig og tørster efter at slå alle de indianere ihjel, som han kan få fat på. Her adskiller han sig ikke så meget fra en deling Texas Rangers under ledelse af den salvelsesfulde Pearson. Resultatet bliver en blodig massakre, hvor jagten på hævn ødelægger al menneskelighed og mulighed for forsoning.

Historierne er brutale men skarpt fortalte, og billedsiden er imponerende. Serpieri har en detaljeret og realistisk streg, hvor hver enkelt person er gennemarbejdet, så deres ansigtstræk og tøj udgør en let genkendelig helhed. Hans velkendte evne til at tegne sexede kvindekroppe fornægter sig heller ikke i denne udgivelse, hvor især den første historie er fyldt med stilstudier af Angies krop og ansigt efterhånden som hun fortæller sin historie. Den hvide indianer viser til gengæld Serpieris evne til at tegne dynamiske action-sekvenser.

Det første bind af Historier fra det vilde vesten rummer et par fine men ikke specielt originale western-fortællinger. Til gengæld trækker billedsiden op.… (mere)

For et par måneder siden læste jeg seriens prequel Anima, og nu var det så tid til at tage hul på den oprindelige serie. Samleudgavens første bind rummer de to første historier Morbus Gravis og Delta fra 1986 og 1987 plus en del ekstramateriale i form af alternative forsider, studier af Druuna og de første sider i sort/hvid.

I seriens åbning ligger Druuna på sin seng og bladrer i gamle papirbøger, der for længst er blevet forbudt. Hun åbner en luge i gulvet, og noget ubehageligt, kaldet Schastar, sniger sig ud og gemmer sig i skyggerne. Snart må hun af sted, for vi befinder også i en mystisk fremtidsby, hvor den sociale orden er ved at bryde sammen. Almindelige mennesker kæmper desperat for at få serum, så de kan holde livsfarlige mutationer i ave. Så snart de viser symptomer på sygdommen, indfanges de af det brutale politi og sænkes ned i de nedre niveauer, ofte ledsaget af hadsk tale fra de kutteklædte præster, der prædiker renhed.

Schastar er Druunas kæreste, men han er blevet syg, og nu drejer hendes tilværelse sig om at skaffe serum, der kan holde udbruddene i ave. Det kræver list og selvopofrelse, for lægen vil have sex til gengæld, og han er langt fra den eneste, der er ude efter Druunas tiltrækkende krop. Hendes begejstring for at gå i g-streng overgås tilsyneladende kun af Serpieris evne til at hitte på situationer, hvor den skal af sammen med resten af den sparsomme beklædning.

Da Schastar endelig har fået sit serum fortæller han, at han har opdaget en hemmelighed om byen, som han vil vise hende. Sammen drager de ind i de afspærrede zoner, hvor der er endnu flere mutanter og større lovløshed, men de finder også en elevator til de øverste niveauer. Her møder Druuna Lewis, et hoved i formaldehyd, der kan kommunikere med hende telepatisk, og som afslører, at byen i virkeligheden er et rumskib på flugt fra en ødelagt jord. Lewis fortæller, at computeren Delta har overtaget kontrollen, skabt mutationerne og nu vil begå selvmord ved at sprænge skibet i luften.

Det er selvfølgelig noget af en pille at sluge, men Druuna kommer sig over det, og i næste bind tager hun kampen op mod Delta. Det kræver, at hun vender tilbage til byen med dens blanding af uskyldige, voldelige betjente, almindelige kriminelle og muterede væsener, der fra skyggerne rækker ud efter de raskes kød. Og det er selvfølgelig også en tilbagevenden til en brutal verden, hvor kvinder konstant risikerer at blive voldtaget og mødes med kravet om at stille deres krop til rådighed, hvis de vil opnå noget.

Det gælder også officeren Jock. Han finder Druuna under en patrulje, og hun spiller villigt med på hans erotiske fantasier i håbet om at undslippe, men så let er det ikke at manipulere en sadist med magt. I stedet voldtager han hende og overlader hende til torturbødlerne i det mystiske værelse 77. Her kommer der hjælp fra en uventet kant: En lille mandsling i kutte, som Druuna mødte under mystiske omstændigheder i bind 1, befrier hende, og sammen stormer de mod Deltas hjerte for at ødelægge computeren, inden det er for sent.

Druuna er en forunderlig blanding af science fiction og postapokalyptisk ødelæggelse, hvor historien bæres frem af en stærk billedside. Serpieri har en meget realistisk streg, men han bruger den til at tegne vilde bygninger, frastødende monstre og sexede kvinder, der tilsammen skaber en fantasiverden, der ikke rigtigt minder om noget andet.

Serpieri er som sagt fascineret af den nøgne (kvinde)krop, men han er også en ferm fortæller. Hvert bind har et udmærket plot, og som læser lærer vi – sammen med Druuna – skridt for skridt hans verden at kende. Jeg glæder mig til at se, hvad han har i ærmet næste gang.… (mere)

Serpieris engelske wikipedia-side konstaterer indledningsvist, at han er “kendt for værker med stærkt detaljerede fremstillinger af den menneskelige form, særligt erotiske billeder af kvinder,” og det er ikke grebet ud af den blå luft. I Anima, der er en prequel til Druuna-serien, som jeg endnu ikke har læst, er historien til overskue, men billedsiden er flot og begejstringen for at tegne nøgne kroppe ikke til at tage fejl af.

Historien i den ordløse fortælling først: En ung kvinde vågner nøgen i sin seng, tager en minimal bikini på og flyver af sted på en slags flyveøgle. Hvad hun skal er ikke til sige, men hun er velsagtens på jagt efter mad. Det bliver der dog ikke meget af, for da hun bader i en dam (uden den minimale beklædning, selvfølgelig) bliver hun overfaldet af en slange, frelst af en mand, voldtaget af samme mand, frelst af en løve, og jaget på flugt af et mystisk muteret insektvæsen.

Flugten fører hende ind i et tempel, hvor hun møder andre mærkelige væsener og redder en ung kvinde, der skal ofres til underverdenens uhyrer. Hun passerer også en gammel mand, der er ved at male et kæmpebillede af en nøgen kvinde. Mon ikke det er Serpieri selv? Rejsen kan i hvert fald tolkes som en tur gennem hans underbevidsthed, og historiens klimaks som en metafor for hans opfindelse af Druuna-figuren.

Selvom fortællingen ikke er kompliceret og klares helt uden ord, så er der noget dragende over den. Det skyldes billedsiden, hvor de nøgne kroppes skønhed står helt centralt, men hvor det først og fremmest var det sære landskab og de mærkelige væsener, der er gav mig fornemmelsen af at blive ført ind i en ny verden.

Udover selve historien indeholder bindet en række skitser og en kortere fortælling fra Serpieris tidlige karriere, der forudgriber mange af temaerne i Anima og i Druuna-serien generelt. Ekstramaterialet er interessant, og billedsiden i albummet er flot, men jeg ser nu frem til læse selve serien, hvor historierne forhåbentlig foldes mere ud.… (mere)