Antoine de Saint-Exupéry (1900–1944)

Når man ser, hvordan flyrejser er vokset til en global industri, hvor trafikken på i hvert fald de korte ture minder mere om rutebiltrafik end opdagelsesrejse, så kan man godt glemme, hvor nyt det hele er. Saint Exupéry var med, da den kommercielle flyvning brød igennem, og han var en af de væsentligste skildrere af pionertiden – og det er immervæk ikke engang hundrede år siden, at de første ruter blev etableret.

I Flyvere i natten er vi i Sydamerika i slutningen af 1920’erne. På flyvepladsen i Buenos Aires venter man på maskinerne fra Chile og Patagonien, så postflyveren til Europa kan komme af sted. På det tidspunkt var natflyvning helt nyt, maskinerne var skrøbelige og vejrudsigterne bestod mest i meldinger om, hvor der allerede VAR storm. Natflyvning var farligt men det var også nødvendigt, hvis postflyverne for alvor skulle udnytte deres højere hastighed i konkurrencen med tog og skib.

Det er svært at forestille sig, hvor rædselsvækkende det må have været at flyve i en overskyet nat, hvor der ingen landkending var, ingen oplyste huse i de øde egne, og dermed ingen mulighed for at orientere sig, hvis benzinen slap op, og man blev tvunget til at nødlande.

”I denne nat skimtede piloten ingen redning. Den førte ham ikke mod nogen havn – de var alle utilgængelige – og heller ikke fløj han morgengryet i møde. Om en time og tre kvarter ville benzinen være sluppet op, han ville blive nødt til at lade stå til i dette tætte mørke.
Om han blot kunne have holdt ud, til det blev lyst….” (s. 80)

Piloterne og deres individuelle heltedåd er kun den ene side af historien. Saint Exupéry er lige så optaget af Rivière, direktøren på flyvepladsen og hjernen bag rutenettet. Han er dybt bekymret for sine piloter og gør alt, hvad han kan for at få dem sikkert hjem, men samtidig er han en benhård chef og helt bevidst om, at åbningen af natflyvningen vil kræve ofre. Specielt holdningen til fejl og piloternes frygt er interessant: Her er intet forsøg på at bruge fejl som læringspunkter eller støtte til dem, der bryder sammen for presset. Tværtimod slås der benhårdt ned på den mindste ulydighed; Rivière er overbevist om, at han kun på den måde kan få sine folk til at yde det ypperste.

Saint Exupéry har skrevet en fin lille roman, men Flyvere i natten når ikke helt samme filosofiske dybde eller poetiske skønhed som Blæsten, sandet og stjernerne – så den bør man i hvert fald også læse.… (mere)

I dag huskes Saint-Exupéry især for Den lille prins, men han brød igennem med noget helt andet: Han var flyvningens første store poet, og hans erfaringer baserede sig på det hårde liv som postflyver. I 1926 startede han som postflyver på ruten mellem Toulouse og Dakar, og i det følgende år fløj han både i Sydamerika, til Asien og mange andre steder.

Flyvningens udvikling har været ekstremt hurtig, og Saint-Exupéry taler allerede ved bogens udgivelse om, at flyvning ikke længere er som i ”gamle dage” dvs. da han begyndte. Nu er der både mekaniker om bord og radiofyr at navigere efter, hvor han i starten havde været helt alene mellem elementerne. Men der er selvfølgelig stadig langt til nutidens computerstyring og funktionæransættelse.

Flyvning var farligt. De fleste oplevede et styrt eller to, og jævnligt forsvandt selv de mest rutinerede flyvere uden at efterlade sig det mindste spor. Alligevel kan Saint-Exupéry ikke lade være. Han kigger på kontornusserne i bussen, og han synes deres liv er uden indhold. Han har ekstremt behov for at komme helt derud, hvor han har livet i egne hænder og helt alene går op mod elementernes udfordring.

Alligevel ser han kammeratskab og menneskeligt nærvær som den ultimative værdi. ”Når jeg blandt mine minder opsøger dem, der har efterladt en varig smag, en blivende tone, når jeg tænker på de timer, som virkelig tæller, genfinder jeg nogle, som ingen formue kunne have forskaffet mig. Man køber ikke venskabet med en mand som Mermoz, med en kammerat, til hvem man for stedse er knyttet gennem de farer, man har udstået sammen.” (s. 30)

Farer er der nok af. Ruteflyvningen gik hen over Mauretanien, der var fyldt med oprørske stammer, og Saint-Exupéry oplever selv at strande midt i ørkenen, da maskinen styrter ned. Det er så nemt at give op, og dødsangst kender han intet til. Men han tænker på dem derhjemme: ”Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evig. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer … dem kan jeg ikke tåle at tænke på. Over for al denne lidelse kan jeg ikke stå med korslagte arme!” (s. 112)

Spændingen mellem ensomhed og nærhed, opdagelsestrang og hjemlængsel er selvfølgelig velkendte for læsere af Den lille Prins, men Blæsten, sandet og stjernerne rummer mange andre interessante iagttagelser – om kolonialismen bl.a. – og den indeholder nogle vidunderlige beskrivelser af ørkenen. Det må have været ufatteligt smukt og meget skræmmende at sidde i et ganske lille fly med flere tusind kilometers ørken i alle retninger.

Der er også meget interessante overvejelser om den teknologiske udvikling: Saint-Exupéry er ikke bange for fremskridtet. Problemet er snarere, at vi vores sprog og forestillinger stadig tilhører fortiden: ”Hvert fremskridt har jaget os lidt længere ud af vaner, vi knap nok havde nået at erhverve, og vi er for emigranter at regne, som endnu ikke har grundlagt deres fædreland.” (s. 43)

Blæsten, sandet og stjernerne er smuk skildring af livet som postflyver og af livet i almindelighed. Det er en bog med stor skønhed i sprog og i indhold.… (mere)