Françoise Sagan (1935–2004)

Sagan vakte skandale med sin debutroman Bonjour tristesse, som jeg læste for et par år siden og var meget begejstret for. Selvom Sagan aldrig kom til at skrive noget, der overgik den første bog i gennemslagskraft, blev hun en vigtig feministisk stemme i Frankrig, og da jeg faldt over denne lille roman i et antikvariat, skyndte jeg mig at slå til. Forår – sommer – efterår er en bittersød kærlighedshistorie, som jeg hyggede mig med, men som nok også hurtigt er glemt igen.

Vi er i Paris i 1960’erne. Elskere og løse forbindelse var helt almindeligt i det bedre borgerskab, hvor det sociale liv var organiseret omkring middage, kunst og almindelig god smag. Diane, der er 45 og rig, hygger sig med den 15 år yngre Antoine, der arbejder på et forlag, ser godt ud og i øvrigt ynder at omgive sig med en intellektuel og smålidende attitude. Charles er i midten af 50’erne. Han har endnu flere penge, driver en virksomhed og har i et par år boet sammen med Lucile, der vel bedst kan betegnes som en livsnyder, der viger uden om tilværelsens praktiske og ubehagelige sider. Desværre er både Charles og Diane gået i fælden: De nøjes ikke med at nyde deres unge elskere, de elsker dem faktisk, og det gør dem både mere lykkelige og mere sårbare.

Til en middag bliver Antoine og Lucile placeret ved siden af hinanden. Middagen er ikke noget i sig selv, men de to falder hurtigt i snak, og da de andre går tidligt hjem – Charles har snue og finfølelse til at lade dem være – drager de ud i det parisiske natteliv. Det går, som det selvfølgelig må gå: De to unge mennesker bliver trukket mod hinanden, og mens resten af omgangskredsen morer sig over intrigerne, er der meget mere på spil for de fire involverede. Diane og Charles bliver sårede, og Lucile ender med at flytte ind på Antoines lille hummer, da han forlanger, at hun skal vælge ham og kun ham.

Spørgsmålet er, om deres kærlighed efter det blomstrende forår og den ulmende sommer også kan holde til efterårets og hverdagens grå tristesse. For Antoine, der aldrig følte sig hjemme i Dianes miljø, er det måske ikke så svært at se ind i en hverdag med arbejde, samvær om aftenen og et par børn på sigt, men Lucile er af en anden støbning. Hun elsker Antoine, men hun elsker også det liv som Charles og hans betydelige rigdom kan give hende.

Forår – sommer – efterår er en hurtigt læst roman, der tegner et tydeligt billede af en bestemt del af Frankrig i 1960’erne, og der er betydelig psykologisk dybde i skildringen af de fire hovedpersoner i bogen. Det er velskrevet og stadig værd at læse – men det er ikke en bog, der ryster sin læser eller efterlader ham med eksistentielle overvejelser. Har du ikke læst Sagan endnu, så læs Bonjour Tristesse i stedet.… (mere)

Sagan vakte skandale, da hun som bare 18-årig udgav sin debutroman i 1954. Den var fyldt med grænseoverskridende seksualitet og en ungdom, der selvbevidst trådte ind på scenen og nægtede at danse efter forældregenerationens pibe. Den er også en mesterlig fortælling om triumfen, smerten og uskyldstabet ved at blive voksen – noget der slet ikke blev fanget i titlen på den første danske oversættelse, ”Farlig sommerleg”. Det er derfor et godt valg, at den nye oversættelse ved Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen holder fast i den franske titel.

Cécile er 17 år gammel. Hun er vendt tilbage fra kostskole og bor nu sammen med sin far og hans skiftende elskerinder. Det liv passer hende fint. Hun får lov til at følge med på hans byture, og selvom mange af hans venner er halvkiksede skørtejægere, så er der et kærligt forhold mellem dem. Om det er et sundt far-datter forhold kan afgjort diskuteres, og bag overfladen lurer tabet af den afdøde mor.

Da det bliver sommer tager de sydpå til Rivieraen sammen med den seneste af faderens elskerinder, Elsa. De blander sig ikke i hinandens affærer, så hende kommer Cécile det fint ud af det med. Men efter et par uger dukker moderens gamle veninde Anne Larsen op. Hun er nærmest det modsatte af en trofækæreste: Hun har sin egen karriere, dannelse og er på alder med faderen. Men hun er også smuk og i længden uimodståelig for faderen, så en morgen kan stuepigen konstatere, at der igen er flyttet rundt på værelsesfordelingen.

Cécile kan godt se brutaliteten i den manøvre, men det er først da Anne begynder at sætte grænser, tale fremtid og insistere på lektielæsning, kort sagt da hun begynder at optræde som den moder Cécile mangler, at hun modsætter sig forholdet og giver sig til at bekæmpe det. Hun kan kun se én vej frem: at friste faderens skørtejægertilbøjeligheder over evne, og til det formål indgår hun en tvivlsom alliance med den forsmåede Elsa og naboens søn Cyril, som er forelsket i hende.

”Jeg var meget bange for at komme til at dødkede mig; jeg frygtede uden tvivl hendes indflydelse mindre efter at min kærlighed til Cyril var blevet virkelig og fysisk. Det havde befriet mig for megen frygt. Men jeg frygtede kedsomheden, roen mere end alt. For at bevare den indre ro havde min far og jeg brug for en ydre uro. Og det ville Anne aldrig kunne tillade.” (s. 156)

Historien fortælles af den lidt ældre men stadig unge Cécile, og tonen er melankolsk, præget af sommerens tragiske afslutning, hvor Cécile endelig konfronteres med konsekvenserne af sine manipulationer. Det seksuelle og det moralske uskyldstab følges ad: Bonjour tristesse!

Romanen er kort, men den er en perfekt forløsning af sit emne. Sagan skriver, så man kan se Cécile og hendes dekadente far for sig. Det samme gælder Elsas sårbarhed og Annes coolness, og det er nemt at følge Céciles tankegang, selvom det hurtigt står klart, at intrigerne ikke kan ende godt. Og så skader det jo ikke at designet på Gyldendals Skalaserie er lige i øjet.… (mere)

Frankrig, Paris, ca 1955
Bernard, forfatterspire, gift med Nicole, er hende utro med Josée Saint-Gilles, som er 25 år og har masser af penge. Josée har en anden elsker, Jacques, så Bernard er ulykkelig. Alain Maligrasse er gift med Fanny, de er begge i halvtredserne og har ikke ret mange penge. Alain arbejder for et forlag, som Bernard også sælger noget til en gang imellem. Alain er forgabt i Beatrice, der er meget yngre og er skuespillerinde på vej frem. Alain og Fanny holder "mandagssalon", hvor de andre kommer. Her dukker også Alains nevø, Edouard Maligasse op og han bliver hovedkuls forelsket i Beatrice. Edouard har ikke ret mange penge og låner af nær og fjern for at have penge til at kurtisere Beatrice. Bernard tager til Italien for at skrive, hvilket gør Nicole helt ulykkelig. Nicole snakker med Joysée og betror hende at hun er gravid. Joysée opsøger Bernard, hvilket giver forviklinger, for de ender med at gå i seng sammen og hygge sig og da Joysée kommer hjem tre dage senere er Jacques flyttet. Hun finder ham dog og de flytter sammen igen.
Bernard kommer også tilbage og Nicole har været lige ved at dø af svangerskabsforgiftning og barnet er dødt.
Alain er stadig ulykkeligt forelsket i Beatrice, men hun har en affære med Edouard, som hun dog gør forbi til fordel for André Joylet, som har skaffet hende rolle i et skuespil, han selv har skrevet og har en rolle i. Beatrice fejrer stor succes i sin rolle og Joylet er fuldt tilfreds med sin tilværelse. Alain og Fanny finder også sammen igen, for Alain ser Beatice i skuespillet og indser at han ikke har noget at gøre i den sammenhæng. Fanny og Edouard har trøstet sig med hinanden, men det er de enige om var en engangsforeteelse, som ikke betyder noget.
Handlingen slutter, hvor den startede, nemlig ved en mandagskomsammen ved Alain og Fanny.

Ganske troværdig dialog og handling, selv om der er lidt rigeligt med kærlighedsforviklinger. Personerne er ikke rene papfigurer og man får faktisk lidt medlidenhed med nogle af dem undervejs, selv om de fjoller rundt.… (mere)