Göran Rosenberg

”I som overlevede Auschwitz er alle skadede, uanset om det kan ses eller ej og uanset om I vil indrømme det eller ej.” (s. 273, min oversættelse)

Sådan skriver Göran Rosenberg til sin far David, der efter en ufattelig rejse fra ghettoen i Lodz over Auschwitz, Braunschweig og Wöbbelin havner i Södertalje syd for Stockholm. Ikke ufattelig fordi den adskilte sig fra andre overlevendes rejse, men fordi nazismens koncentrationslejre er uforståelige og fordi overlevelse var så usandsynligt, at enhver rejse videre er et mirakel – og derfor ufatteligt.

Göran Rosenberg vokser op efter krigen i en ganske almindelig fremstormende svensk provinsby, hvor der var brug for al den arbejdskraft, der kunne skaffes, og hvor David og Hala på overfladen lever et normalt liv. De er tilsyneladende kommet sig over holocausts rædsler og har skabt sig en ny tilværelse.

Men nedenunder lurer dæmonerne, og den voksne Göran forsøger mange år senere at finde svaret på, hvorfor det sted, der var hans trygge barndomshjem, i sidste ende var uudholdeligt for faderen.

Omhyggeligt trevler han faderens vej gennem lejrsystemet op, og selvom det naturligvis er ubehagelig læsning, så er det ikke den bedste del af bogen. Rosenberg skriver selv, at han har svært ved at sige noget meningsfuldt, fordi den verden er så ufattelig. Hvis man er interesseret i den del af historien, vil jeg anbefale De skæbneløse af Imre Kertesz, Maus af Art Spiegelman eller nogle af de andre gribende vidnesbyrd. (Rosenberg fremhæver selv Primo Levi, som jeg (endnu) ikke har læst.)

Til gengæld er skildringen af kampen for at få en ny tilværelse efter krigen skarp. Der kommer mere kød på beretningen, fordi der nu er adgang til forældrenes breve, og fordi det er en verden, der er til at forholde sig til. I tilbageblik er det klart, at den nye tilværelse er et projekt, og at Göran selv er en vigtig brik i det puslespil, der skal binde forældrene til et nyt sted.

”Barnet skal gøre Stedet til sit, så en ny verden også skal blive mulig for dem.
Hvad Projektet ikke går ud på er at Stedet skal vende Barnet fra dem. Og hvad jeg langt senere har svært ved at forklare er, hvorfor han så let lader det gøre det.” (s. 35, m.o.)

Der er eksempler på antisemitisme i Södertalje, men det er ikke det egentlige problem. Problemet er, at Auschwitz kaster så store og så uforståelige skygger, at det er umuligt at tale med nogen om det. Selv ofrene har svært ved at tale sammen. På et tidspunkt prøver David at få Hala til at åbne op, og det får Göran til at reflektere:

”Jeg tror, at du fortæller for at få hende til at fortælle. Men tænk efter, hvor meget beretter du egentlig selv? Om dagene i Wöbbelin næsten ingenting. I Wöbbelin ’fik vi en ordentlig omgang’, det er så langt du strækker dig i detaljerigdom.” (s. 135, m.o.)

Bogen er skrevet på savn, kærlighed og en god portion vrede. Det er en vrede, der retter sig mod de nazistiske forbrydere og måske især på den vesttyske stat, der var alt for længe om at erkende sit ansvar. Det var ydmygende, at de overlevende i 1950’erne skulle kæmpe for at få erstatning. Det var ikke nok ”bare” at have været i Auschwitz og at have set sin familie blive ’selekteret’ og myrdet. Hvor urimeligt må det ikke være blevet opfattet at få afskrevet sine depressioner og angstanfald og hovedpineproblemer som en ”forsikringsneurose”?

Rosenberg har skrevet en personlig og vedkommende bog om hvor svært det er at overleve katastrofen. Jeg synes han overdriver brugen af bestemte vendinger og stilgreb (Stedet, opholdsmetaforen, den hyppige tiltaleform til den ikke-tilstedeværende far osv.) men det er mindre indvendinger over for en bog, som er med til at fastholde, at vi aldrig må glemme nazismens ufattelige forbrydelser. Det er jo ikke ’Et kort uppehåll’s skyld, at der er skrevet endnu bedre bøger om holocaust.… (mere)