Hanne Richardt Beck

Vi befinder os i 2033, og efter en større klimakatastrofe er et meget anderledes samfund opstået i Region Nord. (Som ligger i Europa og måske, måske ikke er Danmark – mere specifikt bliver det ikke.)

Landet er opdelt i Metropol, Yderbyer og Periferi, mens Lavområderne er opgivet og helt uden for det rigtige samfund. Her bor ”squatterne”, der nægter at acceptere den nye orden under Konsekvente Demokraters ledelse. Det kan jeg godt forstå, for det bliver snart klart for læseren, at partiet er mere konsekvent end demokratisk. Putins Rusland virker som den mest oplagte inspiration.

Midt i det hele prøver klimaflygtningen Samuel Onduru og læreren My at navigere. Samuel er parlamentsmedlem, men interessen for hans mærkesag – genopbygning af Lavområderne – er vigende. Efterhånden tvinges han til at spørge sig selv, om partiet overhovedet VIL udvikle dem, eller om de har helt andre planer med dem.

My er mere jordnær. Hun tror på DBiM – en semireligiøs bevægelse, der vil fremme Det Bedste i Mennesket med selvkontrol – og Konsekvente Demokrater. Politik interesserer hende egentlig ikke, og hun vil bare gerne bo sammen med sin kæreste Dion.

Region Nord er under pres fra klimaflygtninge og superøkonomierne. Svaret er for det første en videnskabelig udvælgelse af en minimal mængde kk’ere, der optages i samfundet. Via hjerneskanninger måles det, om de har de rette ”værdier”. Her drives statsborgerskabstesten virkelig ud i det ekstreme!

For det andet skal alle ressourcer bruges optimalt, og det gælder naturligvis også de menneskelige. Uligevægt holdes væk med beroligende hjernebølger, fedme styres med Xymo-piller og følelsesmæssig uligevægt ses som en personlighedsbrist.

Da en lov forbyder statsembedsmænd at have ”nære relationer” til squattere er Mys drøm i fare. Mys mor Git foragter nemlig Konsekvente Demokrater og er vendt tilbage til deres gamle hus for at slippe for den nye orden. Vil moderen flytte for hendes skyld?

Forholdet mellem My og Git er faktisk det mest interessante i bogen. De repræsenterer det gamle og det nye samfund. Ingen af dem vil give sig, og budskabet synes at være, at samfundene før og efter katastrofen hverken vil kunne forstå hinanden eller forenes.

Som i alle gode fremtidsvisioner er virkeligheden i ”7 Sydøst” både genkendeligt og fremmed. Tidens tendenser forstærkes til det absurde, men man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor fremtiden altid er præget af overjegets triumf i form af samfundsmæssig kontrol og undertrykkelse af følelser.

Det er ikke Becks bedste bog, men det er en tankevækkende og interessant roman om, hvad der kan ske, hvis krisen for alvor kradser.… (mere)

Titlen var det første, jeg tænkte på, da jeg så Becks nye bog. Hvad i al verden skulle det betyde? Det er en henvisning til Alice i eventyrland, som hovedpersonen Alis engang fik læst op fra: Hunden Bister anklager en mus i sit hus. ”Musen svared lidt spag: ’Jamen, bedste hr. Hund, mig forekommer dog denne sag uden nævning og dommer som tidspilde kun.’ … ’Stik din anke i lommen, jeg sørger for dommen, og dommen er døden!” Ikke just noget muntert billede, og selvom Alis’ far straks smider bogen i affaldsskakten, så har det bidt sig fast i hendes erindring. Og lige så lidt som musen kunne undslippe sin uretfærdige skæbne, kan Alis’ familie undslippe deres.

Romanen foregår i anden halvdel af 1960’erne, hvor Alis bor i et socialt boligbyggeri uden for København med sin far og mor. Moderen er skolelærer, mens faderen er syg. Han har været i modstandsbevægelsen, hvor han blevet taget af tyskerne og tortureret. Nu er han nedbrudt fysisk med ødelagte nyrer og nerverne har det vist heller ikke for godt, selvom det måske lige så meget er den megen morfin han tager for smerterne, der gør ham sær. Det er i hvert fald trangen, der sender ham – og Alis – på jagt efter recepter og smertelindring.

Vi følger Alis fra hun er 4-5 år til hun er ni, og der er ikke meget status i at være datter af en frihedskæmper. Krigen er for længst forbi, og nu er hun bare datter af en nedbrudt mand uden job, der skylder penge til alle og enhver, som opfører sig pinligt og gør familien anderledes. I starten er det ”min far og mig mod resten af verden,” og selvom Alis forbliver loyal hele bogen igennem, så får hun også øjnene op for, hvordan omverdenen ser på faderen:

”Taxachaufføren ser på min far. Og jeg ser på den store, mørke fedtplet foran på hans frakke og den ubestemmeligt hvidlige plamage på ærmet, jeg ser slipseknuden der sidder skævt og skjortekraven der er alt for stor rundt om min fars tynde hals. Jeg ser hans sorte tandstumper og hans grå hår. Og jeg forstår pludselig godt hvorfor taxachaufføren er så vred.” (110-111)

Det udstødte barns lidelser er hjerteskærende, og Hanne Richardt Beck rammer ubehaget lige på kornet i en række scener, som er svære at ryste af sig. Måske lidt for mange scener, for grundproblematikken er hurtigt etableret, og romanen gentager sig selv lidt i den midterste del. Det skal dog ikke skygge for, at Hanne Richardt Beck efter ’Om så det gælder’ fra 2007 har skrevet endnu god roman om besættelsen. Denne gang om et aspekt, som vi stadig ikke kender ret meget til. Den trak lange, ubehagelige spor efter sig, og så var det en ringe trøst, at man havde været på den rigtige side.… (mere)