Ovid

Man kan ikke klandre Ovid for manglende ambitioner. Metamorfoser, der blev færdiggjort i ca år 9 under hans eksil fra Rom, er i udgangspunktet en fortælling om alting. Fra verdens skabelse over homerisk tid til Augustus’ regeringstid.

I praksis er fokus på myterne om guder og helte, mens den egentlige politiske historie forvises til slutningen af 15. sang, hvor den forsmåede digter uddeler et par veltilrettelagte svirp til kejseren i Rom. Det handler altså primært om en genfortælling af græsk og romersk tankegods, og mest af alt er Ovid – som titlen antyder – optaget af forvandlinger. Af guder, der forvandler sig til dyr for at færdes blandt menneskene. Af mennesker, som forvandles til dyr eller træer som straf eller som en befrielse fra døden. Af mænd og kvinder, som forvandles af kærlighedens kraft eller fordærves af misundelse.

Måske bekender Ovid sig ikke bare til en tro på altings foranderlighed, men også til reinkarnation:

”Intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres,
bliver forskelligt fra før: At fødes er at begynde
at blive andet end det man var før, og at dø begynde
at høre op med at være just dét. Men selv om der flyttes
rundt på de enkelte dele, forbliver dog summen den samme.” (s. 438)

I sin ledsager advarer Otto Steen Due dog mod at tage det alt for alvorligt. Dogmatiker var Ovid i hvert fald ikke, og gennem hele bogen mærker man, at han aldrig går af vejen for en god historie. Geografi og kronologi bøjes efter behov, men det betyder jo ikke så meget, når man læser bogen som litteratur.

Kender man lidt eller en del til græsk mytologi i forvejen, vil der være mange genkendelige historier. Det var velkendt stof, som Ovid besynger endnu engang. Det er tydeligt, at han vælger at fokusere på nogle aspekter og holder sig fra andre. F.eks. skriver han udførligt om Medeas blodige togt til andre huse, mens drabet på Jason og deres fælles børn afvikles på en enkelt linje. Eller man kunne tage behandlingen af de homeriske sagn, hvor han gør mest ud af Ajax og Odysseus’ talekonkurrence om retten til Akilleus’ våben efter hans død.

Fortællingerne er smukt oversat af Otto Steen Due, så Ovids fascination af verdens mangfoldighed og kærlighedens utallige fremtrædelsesformer også bliver vedkommende for en nutidig læser. Hvem kan ikke identificere sig med Daedalus, da sønnens ulykke står klar for ham:

”’Icarus!’ kalder hans far, den stakkel der ikke er far mer,
’Icarus! Hvor er du henne? Hvor er du?’ og medens han råber
’Icarus! Icarus!’, ser han de fjer der flyder på vandet,
Og han forbander sin kunst og steder den døde til hvile.” (s. 223)

Jeg har læst bogen over en måneds tid, men det er måske alligevel for hurtigt. Selvom historierne er spændende og sproget fornemt, så er de fleste personer kun på scenen en kort tid, og når man ikke kender traditionen til bunds, kan det være svært at sætte pris på den små detaljer og variationer, som Ovids samtidige har lagt mærke til. Når det er sagt, så er Metamorfoser en glimrende introduktion til græsk-romersk mytologi og i Otto Steen Dues oversættelse er bogen også stor kunst på nutidsdansk.… (mere)