Juan Díaz Canales

Jeg var ret glad for forrige bind, Infernalsk stilhed, men da jeg delte anmeldelsen på Twitter, var Asbjørn Skovsende ikke enig. Han mente at både historie og billedside var faldet i niveau efter de første bind. Jeg kan godt følge, at historien ikke var knivskarp, men for mig var billedsiden stadig fantastisk. Det er den ikke i Amarillo, og når historien samtidig er usammenhængende, så er resultatet det klart svageste bind i serien.

Historien starter, hvor Infernalsk stilhed stoppede. Blacksad og Weekly er stadig i New Orleans, og mens journalisten skal hjem og arbejde, så er Blacksad ud af det blå løbet tør for penge, så han ikke kan komme hjem. Jeg husker ikke at have set ham få løn i serien overhovedet, så det er ikke som sådan overraskende, men det virker forkert i forhold til karakteren. Ved lufthavnen møder han tilfældigt en mand, der skal have kørt sin bil til Tulsa, Oklahoma – det er den der køres i på forsiden – og Blacksad begiver sig af sted.

I en anden scene er to beatforfattere kommet op toppes. Den ufatteligt irriterende Abraham Greenberg i bisonskikkelse er misundelig på kollegaen Chad Lowell, der har begået den ultimative synd som kunstnerisk forfatter: Hans første bog er blevet en succes. Da de tager på tur, provokerer de en motorcykelbande til de er på nippet til at få bank, og da Blacksad redder dem, takker de ham ved at hugge den bil, han havde lovet at køre til Tulsa.

Det siger sig selv, at han gerne vil have fat i kraven på dem, men snart er der kun en tilbage. Efter en stribe ydmygelser, masser af whiskey og en del jongleren med våben, får Lowell endelig nok og skyder Greenberg, og selvom det ikke var hans intention, så er han nu for alvor på flugt og må søge tilflugt i et omrejsende cirkus.

Som i tidligere bind bevæger serien sig rundt i ærketypiske kulturmiljøer, men her er plottet bare så tyndt, at historien føles ligegyldig. Det også helt ude af karakter, at den coole Blacksad lader nogle usle amatører stjæle hans bil, og når Guarnidos tegninger samtidig virker ufærdige, så er resultatet et album pænt under seriens standard.… (mere)

John Blacksad, den velklædte detektivkat serien er opkaldt efter, tager til New Orleans sammen med journalisten Weekly, og på mange måder er byen den egentlige hovedperson. Værket er en hyldest til jazzen og det gode liv, til voodoo-mytologien, til den frodige natur og til det varme lys, der smyger sig omkring gader og caféer. Men det er selvfølgelig også en krimi, for ikke alt er som det skal være i The Big Easy.

Makkerparret er hyret af den kræftsyge musikpromoter Faust Lachapelle til at finde pianisten Sebastian Fletcher. Han har været forsvundet i flere måneder, og da han både skylder penge og er dybt afhængig af heroin, er der god grund til at frygte for hans liv.

Opklaringen går de sædvanlige veje – slåskampe på snuskede værtshuse, besøg hos Sebastians gravide kæreste, samtaler med hans fordrukne venner, der nu lever som gademusikanter – og inden de overhovedet er kommet i gang, er de ved at blive kørt ned at Ted Leeman. Han er også privatdetektiv, storskrydende og gennemført ubehagelig.

Nogen er tydeligvis ude efter Sebastian – spørgsmålet er bare hvem og hvorfor. Har det noget at gøre med hans nye nummer, Pizen Blues, der er skrevet på gullah, en uforståelig dialekt fra landsbyen Caldonia, som mange af dem kommer fra?

Billedsiden er som altid fantastisk. Guarnido er eminent til at tegne lys, så man føler sig hensat til alt fra brune værtshuse til parker i solskin, og han bruger farver og komposition, så man virkelig føler sig hensat til New Orleans.

Plottet er ikke vildt originalt, men det afvikles fint, så alt i alt er det et af de bedre albums i serien.… (mere)

Det har aldrig været helt klart, hvor og hvornår Blacksad egentlig foregår, selvom stemningen er umiskendeligt noir. I bind 3 bliver det noget tydeligere, for historien starter med en tur til Las Vegas, hvor Blacksad arbejder som bodyguard for en gammel rigmand, der gerne vil have lidt muskelopbakning, når han spiller hasard eller kigger på damer.

Hjemme igen bliver det tydeligt, at vi er i slutningen af 40’erne eller i starten af 50’erne. Blacksad opsøger sin gamle ven professor Liebber og den kreds af beatpoeter, pacifister og eksilerede venstreorienterede, som han omgiver sig med. Midt i kredsen er den rige og usympatiske Gotfield, der nok flirter med kommunismen og har en ægte frygt for atomkrig, men som også er en ubehagelig opportunist. Hans kæreste Alma Mayer er til gengæld indtagende…

Efter en sammenkomst, hvor Alan Ginsberg i bison-udgave og skovmandsskjorte citerer voldsomme digte på stranden, bliver Liebbers ven og kollega myrdet. Blacksad kaster sig over sagen, og i baggrunden pisker den aggressive senator Gallus (en oppustet hane, der åbenlyst er inspireret af Joe McCarthy) en antikommunistisk stemning op. Snart bliver hele slænget forfulgt, og selvom den politiske undertrykkelse er uretfærdig, så er truslen om spionage måske reel nok. Mange illusioner brister, inden historien er til ende.

Tegningerne er som altid flotte og udtryksfulde. Valget af dyr er med til at signalere de enkelte karakterers personlighed, og både sideopbygning og udførelse understøtter historiefortællingen. Illustrationerne til actionfyldte sekvenser som f.eks. dette binds bombeattentat er fænomenale, men gengivelsen forskellige sindstilstande gennem udtryk, omgivelser og farvevalg er også imponerende.

Rød sjæl er en fin historie, men delene fungerede bedre end helheden. I de enkelte episoder er stemningen i top, men det plot, der skal binde hele historien sammen, bliver lidt tyndt.… (mere)

Med andet bind af Blacksad – Et sted i skyggerne var det første – har kattedetektiven Blacksad for alvor fundet sig selv. Plottet er stærkere og den bedre historie lader også tegningerne kommer mere til deres ret.

Historien tager sin begyndelse, da Blacksad tilkaldes af en lærerinde i det udsatte boligkvarter Linjen. Det blev bygget til arbejderne på den store flyfabrik, der lå i nærheden, og i mange år var den udtryk for det højeste i social ingeniørkunst. Nu er krisen imidlertid sat ind, fabrikken er lukket, og kvarteret er i forfald. En lille sort pige er blevet kidnappet, og miss Grey beder om hjælp, fordi end ikke pigens mor tilsyneladende gør noget for at finde hende.

Blacksad tager opgaven og efterforskningen fører ham hurtigt på koalitionskurs med kvarterets stærke mænd. På den ene side er der de racistiske grupper, der tilhører ’Arctic Nation’ – i seriens univers er det hvide dyr – med rigmanden Oldsmill som diskret sponsor og politichef Karup som rygstøtte. På den anden side prøver Black Claws at hævde gadens lov, og de er hurtige til at pege på Oldsmill og hans søn som de skyldige.

Midt i det hele dukker skandalejournalisten Weekly op, og Blacksad accepterer ham mere eller mindre modvilligt som medhjælper. Der er noget lusket ved Karup og hans kone Jezabel, og jagten på den lille Kayleigh fører dem på sporet af mørke hemmeligheder og voldsomme magtkampe, der udspiller sig dybt inde i de forladte fabrikshaller.

Billedsiden understøtter fornemt noir-stemningen. Den nedslidte bydel træder troværdigt frem, og skildringen af Arctic Nation tilhængerne er nærmest skræmmende. Det bedste er, at Guarnido er lige overbevisende, uanset om han tegner rolige situationer i typiske diners eller actionfyldte kampe i gamle fabrikker.

Med Arctic Nation har Blacksad markeret sig som en fremragende krimiserie. Jeg glæder mig til at læse de næste albums.… (mere)