James Jeans (1877–1946)

Indeholder "I. Himmelhvælvingen", "II. En foreløbig Rejse gennem Rum og Tid", "III. Solens Familie", "IV. Vejning og Maalning af Stjernerne", "V. De forskellige Slags Stjerner", "VI. Mælkevejen", "VII. I Rummets Dybder", "VIII. Det store Universer", "Tillæg", " I. Fører i Himmelrummet", " II. De tyve klareste Stjerner", " III. Planeterne", " IV. Planeternes Bevægelser".
En indføring i astronomien anno 1931 for folk uden videnskabelig baggrund.

Sigtelinieberegninger giver Proxima Centauri en afstand på 40.000 milliarder kilometer fra jorden. Sirius er 82.000 mia km væk og sender 70.000 gange så meget lys herned. Stjernenavne er her enten navne, Sirius, eller stjernebillednavne udfra lysstyrke, dvs Sirius kan også kaldes Alfa Canis Majoris. Lidt om stjernebilleder og om polvandringen, der skyldes Solens lidt skæve tiltrækning på Jordens lidt skæve facon. Himmelpolen ser derfor ud til at vandre rundt på en cirkel en gang hver 25.800 år. Der er lidt om størrelsesforhold og om hvor fantastisk langt væk, selv den nærmeste stjerne er. Og så lige lidt om geocentrisk kontra heliocentrisk system.

Næste kapitel er en indbildt rejse gennem verdensrummet, men ganske som vi kender det nu. Mørk himmel og stjerner, der ikke blinker. Også en tur gennem tiden med enkelte småfejl, fx mener Jeans at Månen kommer nærmere Jorden med tiden og vil ende som en ring om Jorden.

Så er der et afsnit om planeterne.

Og et om stjernerne, Man kan beregne Jordens masse til 6 x 10^24 kilogram. Så kan man regne solens vægt ud. Den er ca 1,99 x 10^30 kilogram. Observationer tillader også at gætte på andre stjerners vægt, der viser sig at være ret ensartede. Man kender ikke stjerner på under en tiendedel af solens vægt og stjerner på mere end 10 solmasser er sjældne. Lysstyrkerne er til gengæld ikke ensartede. Man kender dobbeltstjernesystemer med en lysstærk og en lyssvag komponent og de må være ca lige langt borte, så stjerner lyser langtfra med samme lysstyrke.

Astronomerne kan måle temperaturen på stjernerne ved hjælp af det lys. de udsender. På den måde kan man efterhånden samle stjernerne i grupper, meget små, middelstore og kæmpestjerner. Også kaldet hvide dværge, hovedseriestjerner og røde kæmper.

Der er forskellige slags stjerner og Jeans gætter på at energikilden på en eller anden måde er omsætning af stof til energi. I Solens tilfælde ca 4 millioner tons pr sekund. Det giver stadig mulighed for levetider af stjerner på milliarder af år. Både målt i tid og rum er Jorden og Solsystemet bittesmå.

Mælkevejen begynder man at skimte konturerne af og vha Cepheiderne kan man også gætte på afstanden til andre stjernehobe. Da bogen blev skrevet, kendte man ca hundrede kugleformede stjernehobe og havde ikke opdaget nye i det sidste århundrede. Mælkevejen viste sig ikke at have Solen nær sit centrum, men måske halvvejs mellem centrum og kant. Jo bedre kikkert, jo flere stjerner. I den største kikkert i 1930 kunne man se ca 1500 millioner stjerner og bedste gæt var at der i Mælkevejen er mere end 100000 millioner stjerner. Andre stjernehobe, M33 og M81 og M31, er så tæt på at vi kan skelne detaljer, men fx i Coma Berenices er der så mange tåger at der er flere tåger end stjerner, når man kigger.

James Jeans fremfører en model, hvor der er ca 2 millioner galakser, men så heller ikke mere. Hubble har målt galaksehastigheder og er nået til at alle galakser fjerner sig og de hurtigste med en hastighed af 42 millioner kilometer i timen. Hvis det virkeligt skulle passe, kan universet jo højst være nogle få milliarder år gammelt. Man har også regnet på hvor meget stof der er i universet og sir Arthur Eddington er nået frem til 11 * 10^21 solmasser.

Og universets alder og udvikling tør man ikke rigtig spå om på dette tidspunkt (1930). Det var sikkert klogt nok.

Morsom bog, men frygteligt forældet.… (mere)