Knut Hamsun (1859–1952)

Det er forunderligt, at det er den samme forfatter, der har skrevet Sult og Markens Grøde. Sult er en modernistisk klassiker, der tager livtag med eksistentiel ensomhed og kunstnerisk stræben i en anonym storby, mens Markens Grøde er … noget andet.

Der er noget næsten mytologisk over romanens åbning: ”Den lange, lange sti over myrene og ind i skogene, hvem har trakket op den? Manden, mennesket, den første som var her. Der var ingen sti før ham.” (s. 7) Og fornemmelsen af en grundlæggelsesmyte forsvinder kun langsomt og i takt med at Isak, hovedpersonen, får brudt nyt land og skabt rammen om en tilværelse et sted i ødemarken i Nordnorge.

Isak er en naturens søn, der ved hjælp af en kolossal arbejdsevne hugger en tilværelse ud af naturens hænder og etablerer gården Sellanraa. Snart slutter Inger sig til ham, og det kan godt være, at hun har hareskår, men hun kan arbejde, og hun kan føde ham børn. Imens bliver gederne til flere geder, fårene til flere får, markerne til større marker, køer, høns og heste kommer til, og de to sønner Eleseus og Sivert vokser op som uskyldige naturens børn – lige indtil Inger føder en datter, der også har hareskår og straks derefter slår barnet ihjel.

Forbrydelsen kan ikke skjules, men slår den familien ud af kurs? Egentlig ikke. Isak knokler videre, den intrigante Oline flytter ind for at hjælpe med børnene, og gården vokser. Helt uden problemer er familien selvfølgelig ikke. Inger får sære ideer af opholdet i fængslet og kontakten til bylivet, og Eleseus bliver også ramt af civilisationens bacille, da han kommer i tjeneste hos en ingeniør i bygden. Bogen igennem er kontrasten mellem byens folk og landets simplere, men også mere ægte befolkning tydelig. Isaks modsætning er Brede, som også køber land, men som slet ikke har den flid eller den sparsommelighed, der skal til for at bygge noget nyt op.

Den eneste person fra byen, der for alvor fremstilles positivt, er lensmand Geissler. Han hjælper Isak med at få købt sin jord, og han hjælper familien med stort og småt undervejs. Selvom han er civilisationen, så har han tydeligvis mest til overs for nybyggerne, der skal skabe et nyt og stærkere Norge, og han gør hvad han kan for at hjælpe dem på vej. Men han er også en dæmonisk og manipulerende skikkelse, der behandler de lokale som børn og forfølger sin egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. På sin hvis er han forfatteren selv, der træder ind i romanen og styrer sine personer i den rigtige retning.

Romanens værdidomme er svære at overse: ”Men kanske var det så, at denne gut hadde godt at slægte på og var ordentlig utstyret engang, men kom ind i kunstige forhold og blev omgjort til bytting? Blev han så flittig på et kontor og i en krambod at al hans oprindelighet gik tapt? Kanske var det saa. Ialfald går han nu her snil og lidenskapsløs, litt svak, litt likeglad og vandrer videre og videre på sin avvei. Han kunne misunde hver mand i marken, men ikke engang det magter han.” (s. 294)

Jeg var meget begejstret for Sult, som viser et menneske i al dets svaghed og selvbedrag, men jeg er mindre glad for Markens Grøde og dens idyllisering af den barske nybyggertilværelse. Selvom Hamsun ikke kan holde sprækkerne væk – hele to spædbørn bliver dræbt ved fødslen – så fastholdes livet på landet som den eneste ægte tilværelse, og historien fortælles i et bevidst langsomt og gammeldags sprog. På mig virkede det kunstigt og lidt kedeligt.… (mere)

Hamsuns roman fra 1912 er tredje bind af en trilogi - de første er Under høststjernen og En vandrer spiller med sordin – men den kan udmærket læses for sig selv.

Hovedpersonen er digteren Knud Petersen, der efterhånden har passeret de 50 og har en fornemmelse af, at livet er ved at være ovre for hans vedkommende. Vi møder ham, da han flytter ud i skoven. Efter eget udsagn for at få fred og slippe for byens tomme akademiske liv, det meningsløse samvær med andre mennesker osv. Men man skal ikke altid stole på jeg-fortællere, og da slet ikke i Hamsuns forfatterskab:

”Her vil du nok passe på og parodiere mig, denne fururstubben og mig kan du gjøre mange morsomme ord om. Og inderst inde vet du allikevel at jeg i dette som i alt er dig overlegen når jeg undtar at jeg ikke har så mange borgerlige kundskaper og ikke er student, hehe. Skogen og marken lærer du mig intet om, der føler jeg hvad intet menneske har følt.”

Fortælleren har kort sagt mere travlt med at prale med sit liv i pagt med naturen, end han har med rent faktisk bare at leve i pagt med naturen. Det er derfor ikke overraskende, at han snart ender på tilbage i samfundslivet. Nærmere betegnet på en stor gård, der efterhånden mere fungerer som fjeldhotel. Trods hans påstand om det modsatte, så er det menneskeligt selskab, der tiltrækker ham. Særligt optaget er han af lærerinden Ingeborg Brodersen, men han holder sig tilbage, fordi han føler sig for gammel til et forhold – endnu et eksempel på hans selvbedrag.

Den sidste Glæde er ikke en dårlig roman, men jeg var ikke nær så dybt optaget af Knuds fortælling og indre dæmoner, som tilfældet var med Sult. Den læste jeg for nogle år siden, og den vil jeg nok hellere anbefale til nye Hamsun-læsere.… (mere)