Flann O'Brien (1911–1966)

Indeholder "Forord til førsteudgaven", "Forord", "1. Hvorfor jeg taler. Min fødsel. Min mor og Grågubben. Vores hus. Dalen hvor jeg blev født. Gælernes trængsler i forgangne tider", "2. En dårlig lugt i vores hus. Grisene. Ambrose kommer. Det hårde liv. Min mor i livsfare. Martins plan. Vi reddes og er i sikkerhed. Ambrose dør", "3. Jeg kommer i skole. "Jams O'Donnell". Et stipendie på to pund. Atter grise i vores hjem. Grågubbens plan. En af vores grise savnes. Legendefortælleren og grammofonpladen", "4. Gælingorernes kommen og gåen. Det gæliske universitet. Et gælisk alting på vores egn. Herren fra Dublin. Sorg følger lystighed", "5. På jagt i The Rosses. Landskabets skønhed og undere. Legendefortælleren Ferdinand O'Roonassa. Min natlige spadseretur. Jeg jages af det onde. Jeg bringer mig uden for fare", "6. Jeg bliver en mand. Giftesyge. Jeg og Grågubben i The Rosses. Jeg gifter mig. Død og ulykke", "7. Tiggeren Sitric. Hungersnød og ulykke. På sporet efter sælerne på klippen. En stormfuld nat. En mand der ikke vendte tilbage. Logi blandt sæler", "8. De hårde tider. Oversvømmelsen i Corkadoragha. Maeldoon O'Poenassa. Hungertinden. Jeg er langt hjemmefra. Kval og kummer. Jeg er døden nær. Rejsens afslutning. Whiskey i stride strømme. Hjemme igen", "9. Jeg er utilfreds med min velstand. Til byen for at finde støvler. Min nattevandring. Havkatten i Corkadoragha. En betjent i huset. Sort og ulykke. Jeg møder en slægtning. Min histories afslutning.".

Fortælleren Bonaparte O'Coonassa kommer til verden som ret ung i en ludfattig gælisk husholdning. Et kalkhvidt, lille, usundt hus i en afkrog af dalen på højre side, når man går østpå ad landevejen. Huset er ældgammelt og ingen ved hvem der i sin tid har bygget det. Faderen er borte og kun en bedstefar kaldet Grågubben og moderen tuller rundt blandt svin og andre husdyr, der kommer indenfor om natten for at bidrage med lidt varme. En so ved navn Sarah får en smågris mere end hun har patter til, så den overskydende døbes Ambrose og bliver flasket op og varmet ved ildstedet. Ambrose lugter desværre ret grimt, selv af en gris at være. Faktisk så slemt at det truer dem på livet. En bekendt Martin O'Bannassa hjælper ved at lukke huset af i en times tid til Ambrose er død af sin egen lugt. Ambrose bliver begravet på sømmelig og behørig vis og vi kommer nok ikke til at se sådan en som ham igen.
Bonaparte bliver sendt i skole og får den første dag et engelsk navn Jams O'Donnell af en uhyggeligt udseende engelsk lærer ved navn Osborne O'Loonassa. I stedet for en vanddåb får Bonaparte et dask med en åre og han beslutter sig for aldrig mere at gå i skole. Der kommer lærde folk fra London for at studere gælisk. En af dem optager det på grammofonplader og han får flere timer med af lyden af en sulten pattegris. Det lykkes at transskribere lydene og han bliver højt berømmet på konferencer fremover. Pattegrisen har tøj på for Gubben har brugt den til at få udbetalt et legat på to pund pr barn, der taler engelsk.
???

I 1920'erne og 1930'erne gav den irske stat støtte til udgivelsen af en række bøger på gælisk, heriblandt nogle tårepersende selvbiografier. Denne bog er en sød parodi på dem. Synes nu jeg. For enhver har ret til sin mening og det er sandt for dig. Og typer som dig kommer ikke igen. Tør man håbe.
Her er lidt af Mark Twains historier om den lille artige dreng og en forløber for Emil fra Lønneberg, selv om historiens fortæller er meget langt fra at være ret kvik.… (mere)

England, ca 1940
En glimrende introduktion til de Selby og hans filosofi. Eller noget.
Vor navnløse hovedperson, NN, slår sammen med sin lidt tvivlsomme kammerat John Divney en gammel mand, Mathers, ihjel for at få fat i hans pengeskrin. Før drabet har NN sikkert et navn, men efterfølgende har han ingen erindring om det. NN graver liget ned og imens skjuler Divney pengene. Siger han. NN og Divney stoler ikke på hinanden, så i lang tid efter sørger NN for at være tæt på Divney, så denne ikke kan stikke af med pengene. Eller bruge dem på pigen Pegeen Meers. Men en dag mener Divney at det er sikkert at hente pengene og han fortæller NN at pengene er skjult i Mathers hjem under et løst gulvbræt. De følges derhen og NN går ind i huset. Han finder gulvbrættet, men får et chok, da han rører pengeskrinet. Han opdager at Mathers sidder i en stol og kigger på ham og han kan ikke mere mærke skrinet. Han fører en lang samtale med Mathers, hjulpet af sin sjæl Joe, som han opdager i starten af samtalen. Mathers fortæller hvordan man ved fødslen får en lille gennemsigtig kjole i en farve, der matcher vindens farve på dagen. Hvert år får man en ny kjole i lidt mørkere farve og når den er tæt på at blive helt sort, dør man. Politimændene er overbetjent Pluck, MacCruiskeen og Fox. Og de lyder til at have helt styr på alting, så NN tænker på at spørge dem om hvor skrinet kan findes. Men det er blevet sent, så han går ovenpå i Mathers hus og sover først.
Næste begiver han sig mod politistationen og møder undervejs en anden mand, Martin Finnucane, som viser sig at være røver, bevæbnet med en stor dolk og opsat på at tage livet af NN. Imidlertid viser det sig at de begge har træben og røveren slutter straks venskab med NN og lover at sprætte maven op på enhver, som måtte true NN. På politistationen møder han som forventet overbetjent Pluck, betjent MacCruiskeen og en mand, Michael Gilhaney. Den tredje politimand, Fox, lader sig yderst sjældent se. Samtalen bliver af Pluck hele tiden drejet over på cykler, høje sadler, træfælge og pedalspænder. Pluck er enestående til at lokalisere stjålne cykler, hvilket skyldes at han selv stjæler dem og gemmer dem rundt omkring. Pluck fortæller også at atomteorien er virksom her i sognet.
Da de kommer tilbage til politistationen, er der en vicekommisær O'Corky og det går op for NN at betjentene allerede har dømt ham skyldig og ser frem til at "strække" ham, dvs hænge ham fra et skafot. Han kan dog ikke sættes fast i mellemtiden for Pluck bruger cellen til at opbevare sin cykel i. Ifølge atomteorien vil man blande atomer mellem hammer og stålstang, hvis man slår hårdt og gentagne gange på stangen med hammeren. På samme måde vil en cykel og en cyklist blive blandet med tiden. Alting er lavet af Omnium og overbetjenten har også fundet en elevator, der går til evigheden. Det er lidt af en klemhærke. NN får sendt en besked til sin etbenede ven og en lille flok på syv et-benede kommer for at befri ham. Imidlertid er betjentene blevet underrettet om flokken af Fox, så NN bliver taget med op på skafottet for at nyde udsigten. Han flygter tilsyneladende og tager Plucks cykel med sig. Han møder betjent Fox, der viser sig at have Mathers ansigt, men alligevel er venlig mod ham. Fox fortæller NN at skrinet indeholder over hundrede gram omnium og NN begynder at forestille sig et liv i sus og dus. Han tager cyklen og er snart ved Courahans hus. Inde i krostuen møder han Pegeen Meers, som John Divney er kæreste med, men hun er blevet meget ældre. Det er Divney også og han bliver helt panisk over at se NN og kollapser.
Hans opfattelse er at Mathers hus sprang i luften for 16 år siden og dræbte NN. Vantro men forvirret går NN bort fra huset. Længe efter når han til et hus, en politistation. Her bliver han indrettet af John Divney og de bliver modtaget af en politibetjent: Drejer det sig om en cykel?

Sindsyg historie. I familie med Groundhog Day, Ubik og Sjak nr 3, fordi virkeligheden ikke er til at stole på. Meget underholdende irsk ordleg. Måske er helvede andre mennesker og at det hele gentager sig?… (mere)

et er ikke nemt at finde ud af, hvad man skal mene om Flann O’Briens roman fra 1939. Ikke mindst fordi den på mangfoldige måder prøver slet ikke at være en roman. I stedet leger den med irsk mytologi, dannelsesromanens grundform og ideen om den unge kunstner som en uansvarlig boheme. Det er ganske underholdende, men det er ikke nemt at referere meningsfuldt.

Rammefortællingen handler om en unavngiven irsk studerende. Han bor i Dublin med sin onkel, der arbejder på Guiness bryggeriet og bruger en masse tid på at brokke sig over, at fortælleren ikke får noget fra hånden men i stedet bruger al sin tid på at drikke øl og dovne sin tid væk i sengen. Vi ser ham da også mest som ung intellektuel, der præsenterer tekstfragmenter for sine venner og nyder ’a pint of stout’ hver gang han får chancen. Men man skal jo ikke tage en fortællers fremstilling alt for alvorligt, og rundt omkring gemmer sig små hints om, at attituden dækker over en alvorlig ung mand. Forfriskende efter utallige romaner om unge mandlige studerende, der går til grunde i storbyen.

Men det er kun rammefortællingen. Den studerende har litterære ambitioner, så den største del af bogen udgøres af hans skriverier. Han vil ikke acceptere præmissen om, at en roman skal have en begyndelse og en slutning, og for at gøre op med den model lancerer han hele tre forskellige åbninger. Der er den høflige og veltalende djævel Pooka MacPhellimey. Der er John Furriskey, der er født som 25-årig uden erindring om sin fortid, og endelig er der historien om Finn Mac Cool, en mytologisk helt uden for meget mellem ørerne, men til gengæld med lår så tykke som hestemaver og en ryg så bred at den kan spærre et bjergpas.

Snart viser det sig, at der er en god forklaring på, at Furriskey er født som voksen. Han er nemlig en litterær figur udtænkt af forfatteren Dermot Trellis, der er endnu et af studentens påfund. Samtidig skrives der videre på de to andre historier. Mac Cool bliver omdrejningspunkt for vilde og karikerede gengivelser af gamle irske myter, mens Pooka’en udmanøvrerer en god fe, der er usynlig og kommer til hans hjem en morgen for at meddele, at hun ikke vil lade ham få indflydelse på en nyfødt dreng, men i stedet bliver rodet ud i en lang diskussion om, hvorvidt Pooka’ens kone er en kænguru…!

Furriskey bliver venner med to andre af Trellis’ figurer. De er trætte af at være forfatterens marionetter, og de udtænker en plan om at få ham til at sove noget mere, så de kan være i fred det meste af tiden. Men det er kun starten, for historien kulminerer, da en hel stribe af fiktive figurer begynder at torturere Trellis som indledning på en decideret retssag mod deres skaber.

Ja, det er svært at holde styr på, men det gør faktisk ikke så meget. De enkelte elementer bobler af humor og fortælleglæde, og fordi fortælleren så ofte skifter perspektiv, når man sjældent at blive træt historierne.
Et eksempel:

”Many social problems of contemporary interest, he wrote in 1909, could be readily solved, if issue could be born already matured, teethed, reared, educated, and ready to essay those competitive plums which make the Civil Service and the Banks so attractive to the younger breadwinners of today. The process of bringing up children is a tedious anachronism in these enlightened times.” (s. 41)

Yderst sigende i disse konkurrencestatstider! På den anden side er det nok heldigt, at romanen holder sig til godt 200 sider og runder af inden det bliver trættende.… (mere)