Frances Hodgson Burnett (1849–1924)

Indien og England, ca 1900
Mary Lennox er vokset op som et rædsomt og rædsomt forkælet barn i Indien. Hendes forældre tilhører den engelske overklasse i Indien, men det forhindrer ikke en kolera-epidemi i at rive dem to bort i løbet af en dag. Mary vågner og opdager at hun er helt alene i huset. Nogle af tjenestefolkene og begge forældre er døde i nattens løb og resten af tjenestefolkene er simpelthen flygtet. Hun bliver sendt til England for at bo ved sin onkel Archibald Craven i Misselthwaite Manor, Han har et kæmpehus i Yorkshire.
Marys mor var smuk og med de fineste manerer. Mary er et grimt barn og har de værste manerer. Hun bliver sendt til London pr skib og afleveret til mrs Medlock, der er oldfrue på Misselthwaite. Denne synes at hun er et grimt barn og Mary synes også at mrs Medlock er frastødende grim, så de passer jo fint sammen. Det passede ikke mrs Medlock at rejse til London efter Mary, men hun har et godt vellønnet job som oldfrue og det har man kun, hvis man danser efter Cravens fløjte. Kaptajn Lennox var mr Cravens kones bror så Craven er nu Marys formynder. Medlock fortæller Mary at huset er over 600 år gammelt og har over hundrede værelser, men de fleste er lukket af og låst. Og der er en stor park, der også er gammel, men det er så også alt. Craven har skæv ryg og var en trist ung mand, der ingen glæde har haft af sine mange penge og sit store hus før han giftede sig, men han var lykkelig indtil hun døde. Så blev han endnu mere sær og lukkede sig inde i vestfløjen, hvis han da ikke var på rejse. En gammel mand, Pitcher, har været tjener for Craven siden han var lille, men andre vil han ikke se. Mary tænker at Craven lyder så ubehagelig at man ikke engang kan have ondt af ham. De tager toget fra London og ud til en lille station, hvor de skifter til en hestevogn og kører fem miles over Missel Hede, før de kommer til huset. Det sidste stykke er to miles ad en allé gennem parken. Da de kommer til huset, mødes de af Pitcher, der fortæller at Craven ikke vil se Mary og at han tager til London næste dag.
Den bramfri og ligefremme stuepige Martha får besked på at gøre rent i Mary's to værelser og se lidt efter hende, men der er meget langt fra Mary's gamle Ayah, der klædte hende på og fandt sig i alt. Martha morer sig over at Mary ikke rører en finger eller en fod selv, men forventer at blive puttet i tøjet helt uden selv at hjælpe. Det er i dagene inden fjernsyn og netflix, så Martha har elleve søskende og de må klare sig selv så meget som muligt. Martha er himmelfalden over at Mary ikke vil spise sin morgenmad. Derhjemme ville den være væk på fem minutter. Martha foreslår Mary at gå udenfor og selv finde på noget at lave.
Udenfor møder Mary gartneren Ben Weatherstaff. Han er ikke ret køn, men siger til Mary: "Vi er to alen af et stykke. Ingen af os er ret kønne, og vi er begge lige så sure, som vi ser ud, og vi kan begge to blive godt gale i hovedet." Det er første gang, nogen har sagt sandheden om hende til hende selv, så den vækker lidt eftertænksomhed. En lille rødhals er gode venner med Ben og den kan måske også godt lide Mary, så hun tør op og dropper både sin bydende, indiske stemme og sin lille hårde stemme.
Dagene går og hun er udenfor hver dag og bliver blæst igennem og får noget motion. Hun får endda appetit på morgenmaden.
Ben fortæller om en del af haven, der har været lukket af siden Cravens kone døde. Men den er faktisk ikke til at komme ind i, så hun må nøjes med at høre rødhalsen synge der engang imellem. Hun leder efter en dør i havemuren, men der er ikke nogen.
Hun udfritter Martha, der fortæller at Craven og hans kone elskede den have. Der var et træ med en gren, der var formet næsten som en bænk og der sad hun tit. Men en dag knækkede grenen og hun faldt ned og døde næste dag. Derfor hader Craven haven.
En aften, det blæser, hører Mary nogen, der græder. Martha siger at det ikke passer, men Mary kan se at det er løgn. Et par dage efter udforsker hun huset og finder et sted, hvor hun igen hører gråd. Men mrs Medlock kommer til og fjerner hende og siger at hun ikke skal strejfe om i huset. Og at der ikke er nogen, der græder. Mary tror ikke på nogen af dem. Martha er ellers rar ved hende og efter at have været hjemme på det årlige besøg har hun et sjippetov med. Det er lige noget for Mary, der straks går i gang med at sjippe. Foråret er på vej og rødhalsen viser hende en gammel nøgle, der har ligget i jorden længe. Hun finder også dør og nøglehul, der passer til og så kommer hun ind i den lukkede have! Hun bruger timer på at gå rundt og hjælpe små spirer fri af græsset.
Uden at røbe hvad hun har opdaget, får hun Martha til at købe et lille havesæt for hende og Martha sender også en besked til sin bror Dickon om at købe blomsterfrø for hende. Hun har aldrig mødt Dickon, men hans ry er at alle dyr kan lide ham og at han har grønne fingre. Dickon dukker op og han er lige så spændende og god som Mary havde forestillet sig. Mr Craven kalder hende til sig og han er melankolsk, men blot ude på at hun skal have det godt. Hun får lov at passe sig selv uden guvernante eller lærerinde, bare hun får det bedre og bliver stærkere. Hun beder om et stykke jord til en have og han giver hende lov at få lige hvad hun vil have.
Om natten hører hun igen gråd og denne gang finder hun værelset, den kommer fra. Det er en lille dreng Colin Craven og mr Craven er hans far. Colin er syg og ligger altid i sengen og bliver holdt hemmelig for resten af verden. Colins mor døde, da han blev født og derfor hader mr Craven ham nærmest. Både Colin og Mary er 10 år gamle. De snakker sammen og Colin bliver interesseret i haven, men det er Mary jo ikke begejstret for. Colin er til gengæld ikke glad for frisk luft, men måske hvis det var i en hemmelig have? Colin skal arve huset, hvis han ikke dør før han bliver voksen, så alle i huset skal adlyde ham. Også mrs Medlock, så han er sikker på at han kan få sin vilje. Og for en gangs skyld ser det ud til at hans vilje er fornuftig. Han vil have Mary i nærheden og han vil opleve noget andet end sit sygeværelse. Mary synes at det er noget vrøvl at han tror at han skal dø og hun siger sin mening. Mr Cravens fætter er læge og hvis Craven og Colin skulle dø, er det ham, der arver. Måske er det en dårlig ide at han er læge for Colin?
Colin er lige så forkælet og fejlopdraget som Mary var i starten, så hun er som skabt til at få ham ud af sengen. Han prøver at bestemme over hende og får et hysterisk anfald, da det ikke lykkes. Mary får sygeplejersken til at kigge på hans ryg og der er ingen spor af at der skulle være noget galt med den.
Hun synger godnatsang for ham og for første gang i lang, lang tid kan han sove trygt.
Rødhalsen fra haven har fundet en mage og har travlt med at bygge rede. Foråret er kommet og Dickon hjælper med haven. Mary deler hemmeligheden om haven med Colin. Dickon kommer på besøg i Colins værelse med alle sine dyr.
Overgartneren mr Roach bliver hidkaldt til Colins værelse og frygter at han fx vil få ordre om at fælde parken. I stedet handler det bare om at Colin ikke vil ses af gartnerne, når han kommer udenfor, så de må holde sig borte på bestemte tidspunkter. Alt bliver ordnet og næste dag skubber Dickon og Mary Colins rullestol ind i haven. Det er nyligt blevet forår og de viser Colin alle mulig nyudsprungne blomster og blade. Ben Weatherstaff dukker op og skælder Mary ud for at sneget sig ind i haven. Hun giver ham igen og Colin tager over hvor hun slap. Colin vil ikke høre på Bens vrøvl om at han skulle have skæve ben og skæv ryg, så han smider puder og tæpper og rejser sig op. Ben bliver dybt rørt og til gengæld kommanderer Colin ham ind i haven. Ben tilstår at han godt kender haven og indtil for to år siden kunne han også kommer over muren på sin stige og beskære roserne. Det løser mysteriet, for Dickon havde godt kunnet se at roserne ikke havde stået urørt i 10 år.
En tid lang spiller Colin komedie og spiller svag invalid dreng, når han er indenfor huset og aktiv dreng under genoptræning, når han er i haven. Dickon får nogle fif til træning af mesterbryderen Bob Haworth og giver dem videre til Colin, der bliver stærkere og stærkere og mere sund for hver dag i haven.
En dag går det op for Colin at han ikke er syg mere. Dickons mor kommer på besøg. Susan Sowerby. Og Craven selv har rejst rundt og blevet i lidt bedre humør. Ved Como-søen drømmer han om sin afdøde kone og han får brev fra Susan Sowerby, der foreslår ham at komme hjem. På vej op til huset kommer han forbi haven og Colin løber tilfældigt lige i armene på ham. Colin fatter sig og siger: Er du ikke glad? Jeg skal leve altid og altid og altid!
Alt ender i fryd og gammen og Archibald Craven er en glad mand igen efter 10 år i sorg.

Det er et fint træk at lade hovedpersonen være grim og træls, forkælet og forsømt på samme tid. Her er herskab og tjenestefolk og sådan er det. Marthas forældre og elleve søskende er aldrig helt mætte, men trives åbenbart på hedens friske luft? Eller det er i alt fald bogens påstand. Og almuens børn bliver opdraget fornuftigt og får lov at bestille noget, mens overklasseløgene går til i fine manerer, som man ikke kan bruge til noget. Og folk kan godt blive fristet af en mulighed, som fx dr Craven, der ikke ville have noget imod at arve, men dog ikke vil skubbe ret meget på læsset for at det kan ske.
Bogen er fra 1910.… (mere)