Edna O'Brien

O’Brien, en af Irlands kendteste kvindelige forfattere, nu bosiddende i England, vakte forargelse, da hun udgav romanen i 2002. Indholdet er ikke værre end den gennemsnitlige kriminalroman, men historien om Mich O’Kanes frygtelig drab på Eily Ryan og hendes søn var eksplicit inspireret af virkelige begivenheder. Og kunne man egentlig tillade sig at rippe op i gamle sår og bruge tragiske begivenheder for egen vindings skyld?

Juridisk er der ikke noget at komme efter – det er meget vanskeligt at sætte grænser for, hvad forfattere må beskæftige sig med – men jeg synes heller ikke, at der er noget moralsk problem her. O’Brien toner rent flag, og hendes historie er så fint fortalt og så fyldt med psykologisk indsigt, at både ofrenes og gerningsmandens familie kan føle sig set og mindet om det frygtelige, der skete. Tilbage står til gengæld en skarp anklage mod et samfund, der først svigtede Mich, og som ikke havde mod og kraft til at beskytte Eily og andre mod hans voldelige hærgen, da han vendte tilbage.

Romanen følger Mich O’Kane fra start til slut, fra forbrydelsens dybeste rødder til hans død og endelige udfrielse. O’Kane kom fra små kår, og han var dybt præget af moderens død. Inden længe rodede han sig ud i småkriminalitet, og da han ikke havde nogen til at tage sig af ham, blev han sendt ind i institutionsverdenen. Stederne var halvt børnehjem og halvt ungdomsfængsler, drevet af katolske organisationer og ledet af præster og munke, der var mere optaget af kadaverdisciplin end af at bringe de unge mennesker videre i livet.

Mich mishandles og misbruges af både kammerater og voksne, og da han en overgang får lov til at flytte ind hos en almindelig familie, er han allerede på vej ud over kanten. Han finder afløb for sine mørke drifter ved at slå dyr ihjel, så det er ikke mærkeligt, at forældrene alligevel ikke tør adoptere ham, men det er stadig et frygteligt slag. Resultatet er en tilbagevenden til institutioner og kriminalitet, og da han endelig løslades fra et engelsk ungdomsfængsel og vender hjem, er han psykotisk, ustabil og præcis så farlig, som psykologerne frygtede, at han kunne blive.

I et skovhus lige uden for den lille by bor Eily Ryan med sin lille søn. Hun har forladt en mand, forelsket sig i en anden, og nu er hun ved at komme på benene som børnehavepædagog ved den lokale skole. Hun ved ikke, at Mich opfatter huset som hans, men en morgen dukker han op og tvinger hende til at tage barnet med ud i skoven. Eily ved godt, hvad der venter, og hun prøver desperat at appellere til hans menneskelighed og i det mindste at redde barnet, men det er forgæves. O’Brien skåner os for detaljerne om selve drabene, men scenerne i skoven er frygtelige. Man mærker hendes frygt og voldens uundgåelighed, og selvom man kender resultatet, håber man alligevel på en åbning.

Kunne Mich O’Kane være stoppet? Måske havde han volden i sig fra starten. Det er trods alt ikke alle mishandlede børn, der bliver mordere, men O’Brien viser tydeligt, hvordan samfundet igen og igen svigter Mich og alle de andre børn i institutionerne. Om de bliver mordere eller forbrydere står ikke klart, men at tro at de bliver bedre mennesker virker i bedste fald tåbeligt. Og der lægges ikke fingre imellem over for den katolske kirkes lemfældige omgang med pædofile præster, der får sårbare og udsatte unge i deres varetægt.

Den anklagende finger rettes også mod lokalsamfundet. Alle vidste jo, at den var helt gal med O’Kane, da han kom tilbage, og flere bemærker dem faktisk, da Eily kører gennem byen med O’Kane på bagsædet og et gevær i ryggen, men de er så bange for hævn, at de vælger at tie indtil det er for sent. Selv politiet frygter hans glitrende vanvid.

In the Forest er en roman med en samfundskritisk mission, men den er også et velskrevet portræt af et lille samfund, og de mekanismer der driver det. Romanen dissekerer en forbrydelse, dens årsager og dens opklaring, og det gør den mere troværdigt og mere interessant end mange kriminalromaner.… (mere)