David Malouf

Vi er i midten af 1800-tallet i en af bosætternes yderste forposter i Queensland. Det lille bondesamfund har etableret de basale institutioner (kirke og skole) men det er stadig så nyt, at der konstant skal arbejdes med at holde det hele oven vande. Rundt om landsbyen er der vildmark, og i vildmarken er der mennesker – eller er de sorte nu også mennesker?

Det spørgsmål er ikke så let at besvare, og nybyggernes forestillinger bliver ekstra udfordret, da tre børn en morgen opdager en mærkelig skikkelse på vej hen mod dem. Det er en mand, der ligner og opfører sig som en af de sorte, men hans hud er hvid – og da drengen sigter på ham med sit legetøjsgevær svarer han på engelsk. Inden længe er landsbyen på den anden ende, for det er ganske rigtigt en englænder, som har levet det meste af sit liv med aboriginerne og nu er vendt tilbage.

Gemmy flytter ind hos McIvor familien, hvor han går til hånde. Problemet er, at han aldrig falder til, og resten af landsbyen bliver også mere og mere mistænksomme. Har han ikke fortsat kontakt til stammen? Og hvorfor vil han ikke svare ordentligt, når de udspørger ham om deres placering? Inden længe breder mistroen sig, og familien føler sig i stigende grad isoleret.

Selvom romanen er kort – 200 sider – så forsøger Malouf at tegne et helhedsportræt af det lille samfund. Langsomt rulles de centrale personers historie op, og det gælder også Gemmy, der kun har svage erindringer om de store skift og voldsomme begivenheder, han har været udsat for. Tilsammen tegner portrætterne et billede af de drømme, ønsker og ubehageligheder, der har ført nybyggerne til Brisbane og endnu længere ud i ødemarken.

Desværre betyder det, at Malouf aldrig får forløst Gemmys potentiale som grænsegænger mellem de to kulturer. Ikke sådan at det ikke er til stede – Gemmy forlader aldrig den åndeverden, som han er blevet vant til at se som et filter over den fysiske verden – men det kunne være foldet mere ud. Romanen lider også under nogle omstændelige sætningskonstruktioner, som gør den især den første tredjedel til lidt tung læsning.

Kultursammenstød og kolonialisme er portrætteret masser af gange i litteraturen. Remembering Babylon var første gang jeg læste om det i en australsk kontekst, og det er ikke en dårlig roman. Det er bare heller ikke en mindeværdig roman.… (mere)