Martin Booth (1) (1944–2004)

Jeg kendte ikke Martin Booth før jeg gik i gang med denne roman, men den har været nomineret til Booker-prisen, så forventningerne var ret store. Ikke mindst fordi historien umiddelbart lyder fascinerende: Englænderen Alexander Bayliss bliver i 1950’erne arresteret og sendt i Gulag for spionage. Her sidder han i tyve år, og da han endelig bliver frigivet vælger han at blive i Rusland. Selv da Sovjetunionen går i opløsning, gør han ikke noget aktivt for at komme i kontakt med sin familie i England.

Desværre levede bogen ikke op til mine forventninger. Den er sådan set udmærket skrevet – der krydsklippes mellem ”Shuris” vandretur gennem landsbyen den dag, han endelig får besøg fra England, og erindringer om tiden i lejren – og selvfølgelig rummer sådan en historie dramatiske højdepunkter.

Nogle af de bedste passager handler om det tætte sammenhold i det syv-mands arbejdssjak, som han indgår i i lejren. Her holder man af hinanden, fortæller bramfri vittigheder om KGB og prøver på at få hverdagen til at fungere. Alexander er især tæt på holdlederen Kirill, og det er hendes datter han opsøger, da fangetilværelsen endelig er overstået.

Men det er også her, bogens problem gemmer sig. Er det realistisk med så få konflikter under de omstændigheder? Det går igen, da Alexander ankommer til Myshkino, hvor han ikke kender et øje, men straks får husly hos Kirills datter og hendes mand, og hvor han hurtigt bliver en integreret del af landsbyens liv.

Der mangler simpelthen konflikter til at drive historien fremad og til at engagere læseren. Det kommunistiske system optræder netop kun som et system i bogen: Undertrykkelsen er et bagtæppe, men vi får aldrig mulighed for at se dets udøvere i øjnene.

I sidste ende var det Ian McEwans Amsterdam, der løb af med Booker prisen i 1998. Den var jeg heller ikke voldsomt begejstret for, men jeg forstår godt, at den blev foretrukket for The Industry of Souls. Det er ikke nogen dårlig bog. Men det er heller ikke en meget god bog.… (mere)