Ivo Andrić (1892–1975)

Forbandelsens gård handler som Broen over Drina om et sted: Det store fængsel i Istanbul, hvor det osmanniske rige spærrede alt fra lommetyve over falskmøntnere til politisk mistænkelige personer inde. Det overordnede budskab er, at en stat skal kendes på dets fængsler – hvem spærrer den inde og hvorfor? – men Andric er først og fremmest optaget af den brogede skare i fængslet. Typerne og portrætterne er det mest interessante ved bogen.

Den unge munk Petar er udsendt fra sit kloster på Balkan for at få afgjort en tvist på klosterets vegne, men ender altså i fængslet, mens sagen behandles. I starten er han en interesseret iagttager af livet inden for murene, men langsomt kryber fængslets tidløse parallelverden ind under huden på ham. Det fylder mere og mere, og da han mange år senere ligger for døden, er han stadig dybt optaget oplevelserne.

En central skikkelse i fængslet og fortællingen er fængslets leder Karagöz, der med list og manipulation opklarer forbrydelser, sætter en skræk i livet på fangerne og udmåler straffe efter sin egen logik. Som sådan er fængslet en miniudgave af hele statens despoti med Karagöz som sultan i miniformat.

Men også den uskyldige Kâmil og den snakkesalige Chaïm kommer tæt på Petar. Kâlim er en uskyldigt forfulgt intellektuel, men han er også en forpint sjæl, der er optaget af tronprætendenten Cems skæbne, fordi den minder ham om ham selv.

Det er muligvis nørdet, men hvad laver han dog i et fængsel, spørger man sig selv? Men i et despoti er selve interessen for alternative ledere – også i fortiden – mistænkelig.

Inspirationen fra Dostojevskijs fængselsskildringer er tydelig – og bestemt ikke noget dårligt træk. Forbandelsens gård er måske ikke et hovedværk i forfatterskabet, men Andric har skabt et fascinerende indblik i et forsvundet imperiums underverden.… (mere)