Stephen E. Ambrose (1936–2002)

Indeholder "Kort", "Indledning og tak", "Prolog", "Første del. Slaget om Frankrig", "1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944", "2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944", "3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944", "4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944", "5. Siegfried-linjen, oktober 1944", "Anden del. Ved den tyske grænse", "6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944", "7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944", "8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944", "9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944", "Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads", "10. Nat ved fronten", "11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944", "12. Luftkrigen", "13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger", "14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow", "15. Krigsfanger", "Fjerde del. Tyskland besejres", "16. Vinterkrigen, januar 1945", "17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945", "18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945", "19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945", "Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika", "Efterskrift", "Noter", "Bibliografi", "Stikord".

"Kort" handler om de forholdsvis få kort i bogen.
"Indledning og tak" handler om at bogen er om de almindelige mennesker, der havnede i krigen. Han foretrækker direkte citater.
"Prolog" handler om løjtnant Waverly Wray, der er næstkommanderende i D-kompagniet, 505. Faldskærmsinfanteriregiment, den 7 juni 1944. Han har været i Frankrig i et par dage og han er ladt noget i stikken efterretningsmæssigt, for ingen har forberedt folkene på de hække, de møder i Normandiet. Alligevel nedkæmper han otte officerer og nogle menige og får sine mænd til at sikre området ved Ste.-Mère-Église. Det ødelægger i høj grad tyskernes planer for modangreb, for en af de dræbte er den øverstbefalende for 1. Bataljon, 158. Grenaderinfanteriregiment og de andre var hans stab.
"Første del. Slaget om Frankrig" handler om at man på D-dag landsatte 170000 soldater i Normandiet. Denne del dækker krigen til den når den tyske grænse.
"1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944" handler om at tyskerne er på hjemmebane og at mange af amerikanerne er nye soldater. Alligevel får amerikanerne kæmpet sig igennem til baglandet og begynder at gøre ondt på tyskerne. Anden bølge på strandene er nødt til at gå henover ligene af de første faldne, hvilket ikke gør noget godt for moralen. Amerikanerne har lige så meget disciplin og bureaukrati som tyskerne, men ude i felten slækker amerikanerne mere på reglerne og lader fornuften råde. Tyskerne kender terrænet og er gode til at trække sig tilbage til forberedte stillinger. Amerikanerne har til gengæld luftherredømmet. Og LST (Landing Ship Tank) fartøjerne er supergode til at få forsyninger i land via strandene i stedet for at bruge havnene, som er flaskehalse i meget lang tid. Luftherredømmet betyder meget fordi det generer tyskerne alvorligt, når de skal have forsyninger frem.
"2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944" handler om at fremrykningen på den engelske front er gået helt i stå, mens amerikanerne kun rykker frem i sneglefart. Der er en glimrende sammenligning mellem tyskernes våben og de allieredes våben. Sherman-tanks er underlegne, men der er mange flere af dem. Og amerikanerne har vedligeholdelsesbataljoner, der hurtigt fikser beskadiget materiel. Tyskerne har også mange forsagere i deres granater formentlig fordi de er fremstillet af slavearbejdere, der saboterer produktionen om muligt. Generalmajor Elwood "Pete" Quesada får ideen til at koordinere flystøtte, artilleri og landstyrker med VHF radio. Det virker! P-47'erne fungerer fremragende som nærstøtte. St.-Lô bliver erobret på den måde. Desværre er den bogstaveligt blevet til en bunke murbrokker under befrielsen.
"3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944" handler om Bradley, der er skuffet over den ringe fremrykning men opmuntret af luftfotos, der viser tyskernes bagland som helt tomt og amerikanernes, der bugner af forsyninger. Rhino-udstyret er blevet standard. Og man er ved at komme ud af hække-land. Operation Cobra går i gang. Det indledes med P-47 bombardement fra luften og så kommer bølger af B-17 bombere og formørker himlen. Desværre bomber de også deres egne og general Lesley McNair er iblandt de døde. Men tyskerne får 16 kilotons bomber fra luften foruden et artilleribombardement oveni. General Frits Bayerlein mister halvdelen af sine 88'ere og mindst halvfjerds procent af tropperne, der er døde, sårede, blevet sindssyge eller handlingslammede. Tyskerne forsøger at holde desperat stand overfor de fremrykkende amerikanere og på dagen sker der kun begrænset fremrykning. General Patton bliver sluppet løs med fire divisioner og tyskerne bliver jagtet fra luften af P-47'ere og fra jorden af kampvogne. Napalm, 500 punds-bomber, raketter og maskingeværild regner ned over dem. Eisenhower, Bradley og Hodges er forsigtige og slipper ikke Patton fri til en stor fremrykning. Tyskerne mister store mængder materiel, men mellem 20000 og 40000 soldater slipper hjem til Tyskland og kan kæmpe videre. Slaget om Normandiet kostede tyskerne ca 450000 mand og de allierede ca 210000 mand.
"4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944" handler om at forsyningslinierne er strakt tyndt efter at Frankrig er blevet generobret i lyntempo. Floderne Meuse, Moselle, Roer, Saa, Waal, Rhinen og alle Rhinens bifloder er også en pest at krydse, fordi tyskerne er gode til at forsvare sig og bliver mere stædige, jo tættere de kommer på hovedlandet. Eisenhower nikker ja til Operation Market-Garden, som er Montgomerys plan. Luftbårne tropper sættes ind ved Arnhem i Holland. General Horrocks slår lejr og etablerer forsvarspositioner i stedet for at fortsætte mod Arnhem. Amerikanerne er rasende. Briternes 1. Luftbårne Division fløj til Arnhem med 10005 mand og kun 2163 overlevede. I slutningen af september 1944 var Pattons Tredje Armé gået i stå, Ditto med Hodges Første Armé. Forsyningskrisen vedvarer. Antwerpens havn er stadig ikke åben. Og Operation Market-Garden er slået fejl.
"5. Siegfried-linjen, oktober 1944" handler om at amerikanernes Tredje Armé når frem til Driant og støder på en fæstning som de ikke kan indtage. Det koster store allierede tab ikke at indtage Fort Driant, men det gør i det mindste hærledelsen opmærksom på at man mangler taktik og værktøjer til at erobre den slags fæstninger (denne var på 1.2 km^2 og forsyninger til at kunne holde stand i en måned eller mere). Hærledelsen tegner sigtekorn på kortet ved Berlin og håber at det er slut inden nytår, men de lavererangerende soldater håber i bedste fald på at krigen kan være afgjort i foråret 1945. Antwerpen bliver ikke åbnet før 28 november og militær lærdom taler for at grave sig ned og vente på forsyningslinierne. Eisenhower vil ikke vente af mange gode grunde og presser i stedet på for angrebskrig og vil dræbe tyskere: "Folk med styrke og krigslystne tendenser som tyskerne giver ikke op. De må slås ned." Vejen frem går gennem Siegfried-linjen som tyskerne har fået sat i stand og lagt miner i tusindtal omkring. S-minerne springer en meter op i luften og slynger hundredevis af metalkugler ud, som kapper ben og nosser af angriberne. Ingeniørtropperne må grave sig frem centimeter for centimeter og støder også på små miner, der ikke viser sig på minesøgerne, og som koster hænder og syn. Bag minerne er der dragetænder og bag dem flere miner og flere dragetænder. Amerikanerne forbereder sig og kommer så ganske hurtigt igennem Siegfried-linjen nord og syd for Aachen. Byen er af Hitler udnævnt til at skulle forsvares til sidste mand og den vil kunne genere amerikanernes fremrykning, så de beslutter sig for alligevel at tage Aachen i stedet for at gå udenom. Angrebet begynder 13 oktober 1944 kl 9.30. Forsvaret er hårdt og desperat og amerikanerne må tage byen bygning for bygning og kloakdæksel for kloakdæksel. Udenfor byen forsøger tyskerne at generobre et højdedrag mod øst. Det mislykkes men kampene er hårde. Inde i byen tager amerikanerne en selvkørende 155 mm kanon i brug med en bulldozer til at rydde vejen for den. Den 21 oktober er bymidten erobret og oberst Wilck overgiver sig med 3473 overlevende soldater. Tyskerne har 5000 dræbte og sårede og 5600 tilfangetagne. Amerikanerne har over 5000 dræbte og sårede. Ingen havde gavn af slaget. Amerikanerne skulle aldrig have angrebet og tyskerne skulle aldrig have forsvaret byen. Krigen var i sandhed kommet til Tyskland og tyske flygtninge kunne nu gå i fodsporene på alle dem, som tyskerne havde sendt på flugt tidligere i krigen.
"Anden del. Ved den tyske grænse" handler om at amerikanske forsyningslinier er blevet lange og at Ardenner-offensiven bliver knust, men som en defensiv sejr. Og den slags vinder ikke krige.
"6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944" handler om at byen Metz bliver erobret på nogenlunde fornuftig vis. Et enkelt fort bliver nedkæmpet og de andre seks bliver stort set ignoreret til de selv overgiver sig. Som kontrast er Hürtgen-skoven rammen for et idiotisk opslidningsslag med en værdiløs skov som mål for krigshandlingerne. Skrivebordsofficererne holder sig på afstand og bebrejder tropper og lavere officerer at det ikke går som planlagt. Hill 400 koster bunker af rangers livet og i alt koster kampene her over 24000 dræbte eller sårede amerikanere og 9000 ukampdygtige af skyttegravsfødder, sygdomme eller granatchok. Amerikanerne er ikke trænet i kamp og de nytilkomne kommer lige fra "samlebåndet" og i ilden.
"7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944" handler om at både amerikanske og tyske generaler er enige om at et modangreb i Ardennerne vil være en strategisk fejltagelse. Men nu er det jo Hitler, der bestemmer over de tyske enheder og han er ligeglad. Han er stadig ude på at vinde og det gør man ikke ved at føre forsvarskrig. Hitlers tanke er at slå englænderne tilbage til et nyt Dunkirk, så han kan omdirigere hærstyrker til østfronten og få Stalin med på en fredsaftale. Tyskland vil ikke vinde krigen, men det vil overleve. November og december 1944 var krigens bedste produktionsmåneder for den tyske industri under krigen og der blev samlet en stor styrke, så tyskerne var i overtal tre til en i Ardennerne og mere endnu i de områder, der skulle angribes. Chancen var spinkel, men den var der. Sikkerheden var også stor, fx ingen patruljer i dagene forud, så en tilfangetagen soldat ikke kunne røbe noget. Ulempen var til gengæld at man ikke havde gode efterretninger selv og "angreb i mørke". Man satsede også på at erobre amerikanske forsyninger af brændstof undervejs og på i det hele taget at have heldet med sig. En oberstløjtnant Jochen Peiper har kommando over en styrke på 22000 mand og 250 kampvogne, heraf 60 tigertanks og har ordre til at støde 80 kilometer frem den første dag. Men vejene er mere til cykler end til tanks. En major Otto Skorzeny og hans 500 mand har amerikanske uniformer og våben og skal mudre vandene. Angrebet går fint lige i starten, men mange amerikanske delinger kæmper til sidste patron og da panservognene venter på at infanteriet er kommet igennem, bliver det meget dyrt for tyskerne og de når heller ikke deres fremrykningsmål. Allerede den 17 december 1944 har Eisenhower gang i at udnytte fremstødet, for det får tyskerne ud af deres faste stillinger og ud i åbent terræn, hvor amerikansk artilleri, kampvogne, infanterister og jagerbombere kan knuse dem. Tyskerne løber ganske rigtigt i den ene trafikprop efter den anden. Imens får Eisenhower forstærkninger frem med lastbiler. 11000 lastbiler flytter 60000 mand, ammunition, benzin alene den første dag. Tyskerne støder stadig frem, men de får så også set mængderne af materiel, som amerikanerne har til rådighed, fx en hel allé af granater, stakket op langs to kilometer vej. Men tyskerne har heldet med sig lidt endnu. Den 19 december støder de langt frem og de amerikanske styrker går i panik og flygter, hvilket jo støder sammen med de forstærkninger, der er på vej. Men Eisenhower og Patton griber chancen for at snøre sækken bag tyskerne.
"8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944" handler om kampe ved Elsenborn, hvor amerikanerne holder stand. En Vandervoort leder en styrke, der højst er en tyvendedel så stor som den Peiper kommer med. Amerikanerne holder Bastogne og tyskerne løber tør for ammunition og brændstof.
"9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944" handler om hvordan soldaterne tilbringer juleugen. Der er ingen våbenhvile og det er frygteligt koldt. Juleaften bliver troppetransportskibet Leopoldville med 2223 soldater om bord ramt af en torpedo og synker. Besætningen hopper i redningsbådene og sejler bort. På plussiden tæller at belejringen af Bastogne bliver brudt og at amerikanerne nu kan fortsætte videre mod Tyskland.
"Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads" handler om de vilkår soldaterne kæmpede under. Denne del behandler vilkårene fra juni 1944 til maj 1945.
"10. Nat ved fronten" handler om natten som den værste tid på døgnet fordi artilleriet ikke behøver lys og våbnene er blevet mere præcise, så rygning er livsfarligt. Man skal grave sig ned i skyttehuller. Altid. En ameikansk bataljon glemmer det og smider sig i nogle hække. Kort efter bliver de mejet ned af tyskere og mister 150 mand, heraf 50 døde. Fra den dag af gjorde resten af Divisionen en dyd ud af altid at grave skyttehuller. Tilsvarende erfaringer med madkøer, der kan ses af fjenden. General Bradley havde i september besluttet at krigen ville være forbi før december og at der derfor ikke skulle bruges vintertøj. Fodtøjet er også elendigt og masser får "skyttegravsfødder" der gør dem mere eller mindre ukampdygtige.
"11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944" handler om den amerikanske hærs idiotiske ide med at tage folk frisk fra fad og sende dem ind som erstatninger i en frontenhed. Bare et mindstemål af træning havde forbedret deres chancer og fx undgået at de satte sig op i en tank for første gang og kørte ud og ned ad en skrænt, så den blev ødelagt.
"12. Luftkrigen" handler om de store ressourcer, der blev brugt på bombetogter med tvivlsomt resultat. Ikke at tyskerne var bedre, så ingen har ondt af folkene i Dresden, men var der et formål? Curtis LeMay blev som den eneste af de britiske topchefer ikke adlet efter krigen.
"13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger" handler om sanitetsfolkene på begge sider. Generelt ser det ud til at Røde Kors tegnet blev respekteret og kun enkelte episoder skæmmer. Sygeplejerskerne arbejdede i døgndrift, men man kunne selvfølgelig ikke finde på at sætte sorte sygeplejersker til at pleje hvide soldater.
"14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow" handler om almindelige idioter, simulanter og så hårdnakket idiotisk racistisk behandling af de sorte soldater. Krigen hjalp meget på det, for i et skyttehul er alle lige.
"15. Krigsfanger" handler om at det var godt at være tysk krigsfange i USA. Men ikke fx russisk fange i en tysk lejr.
"Fjerde del. Tyskland besejres" handler om at amerikanerne igen går hurtigt frem efter årsskiftet 1944/1945. Soldaterne er unge. Mange bestod high-school i 1944 og nu kæmper de som infanteri midt i et vinterhelvede i Nordvesteuropa.
"16. Vinterkrigen, januar 1945" handler om at der er styr på de allieredes forsyningslinier og at tyskerne er trængt i defensiven og har mistet hundretusinder af mand. Ardenneroffensiven slog fejl. Tyskerne sparer på granaterne selv om de produceres måske 100 kilometer borte. Amerikanerne frådser. Der er nattemperaturer ned på minus femten og minus tyve. Januar 1945 bliver den måned, hvor der bliver kæmpet mest. Eisenhower angriber, Hitler har gang i operation Nordvind og den Røde Hær gør klar til den største offensiv nogensinde den 12 januar. Amerikanerne angriber i hård frost uden dækning, så kampvognene knuser en del soldater på makaber vis. De tyske soldater synes at det er meningsløst at bremse amerikanerne, så russerne kan overhale dem østfra. Men de kæmper bravt alligevel. Operation Nordvind burde egentlig have fået de allierede til at falde tilbage, men politisk var det en umulighed, så Alexander Patch og hans Syvende Arné fik ordre på at stå fast. De kan flere steder bruge Maginot-liniens fæstningsværker til at holde tyskerne stangen. Nordvind slår fejl, men der er masser af tab på begge sider. Imens holder Montgomery pressemøde og bralrer op med hvordan han reddede amerikanerne under Ardenneroffensiven ved at tage ledelsen. Alle amerikanere bliver stiktossede på ham. Særligt bittert er det for de soldater, der allerede en gang har erobret strækningerne. Fx landsbyen St.-Vith der var næsten uskadt, da den blev erobret første gang og nu blot er en bunke murbrokker. Ved slutningen af januar er de amerikanske arméer igen ved den tyske grænse.
"17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945" handler om at Eisenhower bruger tid på at likvidere Colmar-lommen for ikke at skulle bekymre sig om større fjendtlige styrker i baglandet, når det går mod Rhinen og ind i Tyskland. Selvkørende 155 mm kanoner viser sig at være fremragende til at skyde bunkers med i Siegfried-linjen. En eller to 45 kg granater pr bunker. Tropperne undrer sig over hvor meget arbejde tyskerne har lagt i dem og hvor lidt det er værd. Schu-miner er derimod irriterende. En lille trææske med 100 g TNT, en detonator og et søm. Bank og så mangler man en fod eller et ben. Hitler bliver ved at blande sig i hærens dispositioner og tillader ikke tilbagetog. Med det resultat at tusinder af tyske soldater bliver fanget på vestbredden af Rhinen og dræbt eller taget til fange.
"18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945" handler om at Montgomery har lagt en omstændelig plan for at krydse Rhinen. Imens er Første Armé, III korps, 9. panserdivision den 7. marts på vej til Remagen, hvor en stor jernbanebro opkaldt efter general Erich Ludendorff fører over Rhinen. Ved et stort held får tyskerne ikke sprængt broen i tide og det lykkes at tage den. Brohovedet holder og man klynger sig fast til højdedraget Erpeler Ley og får snart sendt ingeniørsoldater frem, der gør broen brugbar og begynder at lægge store pontonbroer ud som supplement. Hitler degraderer de ansvarlige tyske officerer og forsøger at få Luftwaffe til at ødelægge broen. Det mislykkes. Mellem den 22 og 23 marts sætter Pattons 5. division over Rhinen ved Oppenheim. Det sker i stilhed og overrasker tyskerne helt. Samme nat angriber Montgomery med fuld styrke nord for Köln og 79. og 30. division kommer over næsten uden tab. Den 28. marts bryder General Maurice Rose med 3. Panserdivision ud fra Remagen-brohovedet, men han bliver dræbt undervejs. Det er den eneste amerikanske divisionschef, der blev dræbt på den europæiske kampplads.
"19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945" handler om fortsat fremgang for de allierede. "Tyskerne hænger altid i ens strube eller ligger foran ens fødder. -- Churchill" 1. april 1944 var påske og i Merkers betød det at jernbanearbejderne holdt fri, så Goebbles ikke kunne få reddet det naziguld han havde fået sendt dertil. Patton foreslog at hæren skulle beholde guldet, så den kunne være selvfinansierende, hvis kongressen blev nærig. Man fandt også gasgranater, men Hitler havde faktisk grænser og en af dem gik ved brugen af gas i felten. Påskesøndag mødtes Enogtyvende Armégruppe og Tolvte Armégruppe hinanden nær Paderborn. Ca 400000 tyske soldater var dermed omringet og resten af Nazityskland var afskåret fra våben- og ammunitionsforsyninger. I midten af april havde 325000 tyske soldater og 30 generaler overgivet sig i Ruhr-lommen. Folkestormen, Waffen SS og Hitlerjugend slås videre med store tab og ødelæggelser til følge. Helt unødvendigt. Tyske ingeniørtropper sprænger også troligt alle broer under tilbagetrækningen. Helt idiotisk. Amerikanerne kommer også til slavearbejdslejre og eventuel sympati for tyskerne fordufter. Eisenhower ser sin første lejr den 13 april Ohrdruf Nord nær byen Gotha og får sit livs største chok. Ved Dachau samler amerikanerne de civile tyske op og kører dem ud til lejren (hvor vagterne på ordre af den ansvarlige SS-officer har brændt de sidste 4000 fanger levende). Der er ikke én, der indrømmer at de kendte til lejren. Nej, nej det var en hemmelig krigsfabrik. Og ikke Hitlers skyld, men de væmmelige andre nazister som Goebbles, Göring og Himmler. Den 7. maj underskriver tyskerne en betingelsesløs overgivelse i Reims og for god ordens skyld også dagen efter i Berlin. (Ikke at soldaterne kan holde fri, for Japan slås stadig).
"Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika" handler om et lidt højstemt afsnit om de hjemvendte soldater og deres værdier. De opbygger Interstate Highway systemet, forstæderne, St. Lawrence kanalen og udrydder polio.
"Efterskrift" handler om at forfatteren efter bogens succes fik breve fra nogle af soldaterne, der takkede ham fordi de takket være bogen fik en bredere forståelse for deres egen indsats. Der er også mange med mørkere minder om tyskere, de har skudt. Han får også klager over ikke at have alt med eller over at have citeret det ene eller det andet. Nogle påpeger faktuelle fejl og andre bekræfter nogle af historierne, fx en med en høstak med en tysk kampvogn indeni. Skyttegravsfødder får også ord med på vejen. Og tanker om alle de faldne unge officerer og befalingsmænd. Hvad mon de var blevet til, hvis de havde levet? Tyskerne har også bidraget med interviews og nogle af dem er taget med i dette afsnit. Når man kom til vestfronten, lærte man, "hvordan den rige mand fører krig". Dvs amerikanerne havde masser af ammunition, brændstof og fly. Og de behandlede de tilfangetagne soldater ordentligt.
"Noter" handler om henvisninger til baggrundskilderne for bestemte emner.
"Bibliografi" handler om en masse andre bøger, der er skrevet om emnet.
"Stikord" er et ganske glimrende opslagsregister.

Krigen i Europa set fra amerikansk side.… (mere)

Indeholder "Acknowledgments", "Prologue", "1. The Defenders", "2. The Attackers", "3. The Commanders", "4. Where and When?", "5. Utilizing Assets", "6. Planning and Preparing", "7. Training", "8. Marshaling and Briefing", "9. Loading", "10. Decision to Go", "11. Cracking the Atlantic Wall : The Airborne into Normandy", "12. 'Let's get those bastards' : The Airborne Night Attack", "13. 'The Greatest Show Ever Staged' : The Air Bombardment", "14. A Long, Endless Column of Ships : The Naval Crossing and Bombardment", "15. 'We'll Start the War from Right Here' : The 4th Division at Utah Beach", "16. 'Nous Restons Ici' : The Airborne in the Cotentin", "17. Visitors to Hell : The 116th Regiment at Omaha", "18. Utter Chaos Reigned : The 16th Regiment at Omaha", "19. Traffic Jam : Tanks, Artillery, and Engineers at Omaha", "20. 'I Am a Destroyer Man' : The Navy at Omaha Beach", "21. 'Will You Tell Me How We Did This?' : The 2nd Ranger Battalion on D-Day Morning", "22. Up the bluff at Vierville : The 116th Regiment and 5th Ranger Battalion", "23. Catastrophe Contained : Easy Red Sector, Omaha Beach", "24. Struggle for the High Ground : Vierville, St.-Laurent, and Coleville", "25. 'It Was Just Fantastic' : Afternoon on Omaha Beach", "26. The World Holds Its Breath : D-Day on the Home Fronts", "27. 'Fairly Stuffed With Gadgets' : The British Opening Moves", "28. 'Everything Was Well Ordered' : The 50th Division at Gold Beach", "29. Payback : The Canadians at Juno Beach", "30. 'An Unforgettable Sight' : The British at Sword Beach", "31. 'My God, We've Done It' : The British Airborne on D-Day", "32. 'When Can Their Glory Fade?' : The End of The Day", "Glossary", "Endnotes", "Bibliography", "Appendix A: Veterans who contributed oral histories or written memoirs to the Eisenhower Center", "Index".

"Acknowledgments" handler om tak til Dr. Forrest Pogue og en stak folk fra The Eisenhower Center og hans kone, Moira.
"Prologue" handler om baggrunden. De første, der dør. Og om de over 5000 skibe og næsten 11000 fly. Og om at de allierede soldater er unge og kommer fra demokratier. Hitlers elitestyrker er ss-enheder, panzer og fallschirmjäger, men resten er en sørgelig blanding som skal forsvare en meget spredt, men betonforstærket kystlinie, der er sygt lang.
"1. The Defenders" handler om Hitlers besættelse af fortiden og hvordan han ser vestfronten som et større problem end østfronten, fordi han forestiller sig at kunne forhandle separatfred med russerne. I praksis ville en fejlslagen invasion nok snarere resultere i at atombomber vil begynde at regne ned over Tyskland i slutningen af 1945 end at England gav op og forhandlede fred. Men det kunne han jo ikke vide. Hans egen fejlbeslutning forhindrede også de teknologisk overlegne ME-262 i at blive produceret og sat ind, indtil det var meget for sent. Østfronten var utroligt dyr. Kamptropperne havde lidt permanente tab på ca 1 million mand ved udgangen af 1943. Derfor blev der hentet forstærkninger i andre lande, de såkaldte Øst-bataljoner. De er ikke så meget værd, men bliver brugt til at spæde vestfronten op med.
"2. The Attackers" handler om at de allierede har brug for overraskelsesmomentet. Hvis Hitler kunne koncentrere sine styrker, kunne han nemt slå en invasionsstyrke tilbage. Ambrose argumenterer stærkt for at det var teamwork, der slog tyskerne og at krigen ellers kunne have trukket ud i meget længere tid. Briterne og amerikanerne på hver deres måde, men dog i samarbejde.
"3. The Commanders" handler om Dwight D. Eisenhower og Erwin Rommel. Efter nederlag i Afrika trak Hitler Rommel til Tyskland og satte ham til at kigge på Atlantvolden. Eisenhower blev udpeget som leder af Operation Overlord af præsident Roosevelt, som egentlig hellere ville have haft George Marshall.
"4. Where and When?" handler om at Frederick Morgan bliver sat at planlægge "a full-scale assault against the Continent in 1944, as early as possible". Hans gruppe bliver kaldt COSSAC. De har masser af efterretningsdata på hele kysten, men ikke fx jordbundsforhold. Operation Fortitude går ud på at narre tyskerne og det lykkes fint. Tyskerne tror at de allierede kan mønstre 20 divisioner til at angribe ved Calais. Rommel tror også at invasionen vil komme ved højvande.
"5. Utilizing Assets" handler om at man både gerne vil bombe tyskerne ad helvede til og samtidig lade invastionen komme som en overraskelse. Englænderne er ikke indstillet på at bombe franske byer som forbedelse til invasionen, men franskmændene giver uden videre lov for de vil af med Hitler og så må omkostningerne blive så store som nødvendigt. Den franske modstandsbevægelse og SHAEF går i gang med at genere det franske jernbanesystem, men tyskerne er gode til at reparere. Men det sætter en bremse på udbygningen af kystforsvaret, fordi materialerne bliver besværlige at få frem. Tiger tanks brugte 2 gallons pr mile og vejede 63 tons. Både transporten af tanksene og deres forsyninger blev generet ret konstant.
"6. Planning and Preparing" handler om at planer er altafgørende og at Eisenhower ikke havde en plan B. D-Dag måtte og skulle være en succes og blev planlagt som sådan. Detailplanlægning blev sendt nedad i kommandokæden. Rommel havde ikke den mulighed, men var nødt til at sprede forsvaret. Heldigvis kunne han ikke få alle de miner og andet djævelskab i de ønskede kvantiteter. Han ønskede 11 millioner miner, men fik "kun" 6.5 million. (Og minerne er ikke vandtætte, så de er faktisk livsfarlige selv hvis man ikke er nærheden af dem). Rommel ville grave tanks ned på stranden, mens Guderian ville gemme dem i baglandet og angribe, når de allieredes forsyningslinier var strakt rigeligt langt. Rommel forudså at luftvåbnet ville gøre fremrykning umulig efter en invasion. Hitler giver dem begge for lidt og Rommel sætter sine tropper til at bygge forhindringer i stedet for at træne. I England gør Eisenhower et nummer ud af at alle, der finder fejl i planen, skal påpege dem.
"7. Training" handler om at slaget ved Kasserine passet i Tunesien i februar 1943 afstedkom store ændringer i organisering og træning og føring af de allierede styrker. Det var lige ved at gå helt galt fordi generalstab og førende officerer var alt for langt fra fronten. Eisenhower lærte lektien. Og de amerikanske styrker blev trænet godt inden de blev indsat. Queen Mary blev brugt som troppeskib og fragtede 10000 soldater pr tur. Den 2. oktober 1942 sejlede den en britisk krydser i sænk. Begge kaptajner troede at den anden ville undvige. 4290 tons Curacao tabte til 83000 tons Queen Mary og 332 døde. De amerikanske tropper synes at vejret, indkvarteringen og maden i England er lige ringe. Eisenhower gør en del ud af at se hvordan træningen går. Operation Tiger er træning i landgangsoperationer og et par tyske E-både kommer forbi og 749 soldater bliver dræbt. Træningen er hård og der er både sårede og dræbte, både ved ulykker og fordi man bruger skarp ammunition. I skarp modsætning til det regime, så holder tyskerne stort set ikke øvelser. 21. Panserdivision under Luck er en undtagelse. Tyskerne har også en ide om at det ikke er så slemt at overgive sig til englænderne som til russerne, så der er en tendens til ikke at slås alt for entusiastisk.
"8. Marshaling and Briefing" handler om at hobe ca 2 millioner mand op inden invasionen. Greenway House, som tilhørte Agatha Christie, var blevet overladt til den amerikanske flåde, der brugte det som hovedkvarter. Der er enorme mængder udstyr. Kun nogle få ved hvad der skal ske i detaljer. Bigot er sikkerhedsclearance over Top Secret. Bortset fra stednavne er briefingen af tropperne særdeles nøjagtig og efterretningerne om målområdet er præcise. Takket være Ultra ved de allierede præcis hvad tyskernes overkommando tænker.
"9. Loading" handler om at få læsset folk og materiel ombord. Brigadegeneral Theodore Roosevelt, Jr, ældste søn af præsident Theodore Roosevelt (1858-1919) og fætter til Franklin D. Roosevelt, vil med i første bølge og får lov. Han er 56 år gammel og har dårligt hjerte. Flåden har god mad og gode kokke, så soldaterne er tilfredse, ihvertfald indtil de kommer ud i rum sø. Tyskerne tror ikke at invasionen vil komme i de dage og general Dollman sætter et krigsspil op i Rennes og trækker alle højtstående officerer til det. Kun general Marcks tror at englænderne vil komme og hilse på hans styrker om mandagen.
"10. Decision to Go" handler om de sidste detaljer. Winston Churchill vil gerne med, men kong Georg VI overtrumfer ham ved at sige at så vil han også med. Winston bliver hjemme. Vejrudsigten er dårlig, så kl 0600 den 4 juni udskyder Eisenhower operationen en dag i håb om bedre vejr. Rommel tager til Berlin for at tale med Hitler og Lucie og er sikker på at der ikke er en invastion på tapetet.
"11. Cracking the Atlantic Wall : The Airborne into Normandy" handler om faldskærmstropper og landsætning via svævefly. Eisenhower har overvejet det meget nøje om det er ofrene værd. I praksis bliver faldskærmsfolkene drysset ud ret tilfældigt og det varer længe inden de får sig samlet i fornuftige enheder. Nogle bliver taget til fange og er ikke tilfredse med at blive tilbageholdt på et sted, de ved er et bombemål. Nogle lander midt i en deling tyskere, der får den gode ide at sætte ild til en høstak, så de kan se faldskærmsfolkene og skyde dem i luften. Nogle lander i de oversvømmede arealer og drukner. Men tyskerne bliver forvirrede over den store spredning og man har også smidt en stak dukker ud med faldskærme og kanonslag, så oveni meldinger om faldskærmssoldater, kommer der meldinger om at det er fup og telefonledningerne bliver saboteret og alle officererne er i Rennes. Jubii. Nogle af kommunikationsknudepunkterne er kendt af amerikanerne på forhånd, så de bliver ødelagt hurtigt. Tyskerne har vænnet sig til bare at kunne ringe til hinanden og Heydte er ved at gå ud af sit gode skind over ikke at kunne få fat på sine folk. Svæveflyvene kommer ned under beskydning og lander ublidt på små franske marker med markskel, der er meget højere end hvad man havde troet. Tabene er på ca 16% inden man overhovedet er begyndt at kæmpe, men der er jeeps og antitankvåben og det er en uvurderlig forstærkning til faldskærmstropperne. Så man lærer en hel masse på den dyre måde. Det positive er at man lærer og faktisk begynder at bruge lektien allerede få uger senere.
"12. 'Let's get those bastards' : The Airborne Night Attack" handler om at en hel del soldater slapper af oven på at være landet i stedet for at presse på ind mod landet. Men den sjette luftbårne division bliver sat ned med faldskærm og sætter Merville batteriet ud af spillet. Det koster svære tab for Otway og hans folk bliver spredt over det hele og må angribe med en ret lille styrke og i tidnød, for hvis de ikke tager batteriet, vil det få et pulver fra flådens kanoner. Andre enheder får sprængt de to broer over Dives ved Bures og Troarn. Canadierne sprænger broen ved Robehomme. Selv om folk er spredt, såved de godt hvad målet er, så de går i den rigtige retning og skyder de tyskere, de støder på undervejs. Ste.Mère-Èglise bliver indtaget ret nemt, for garnisionen er gået i seng.
"13. 'The Greatest Show Ever Staged' : The Air Bombardment" handler om luftbombardementet, hvoraf meget ramte forbi eller ikke gjorde den store skade, men ved La Madeleine er et af kystbatterierne sat helt ud af spillet og Leutnant Arthur Jahnke har to maskingeværer og et par granatkastere tilbage til at forsvare sig mod invasionen. Et par tyske flyvemaskiner kommer ind over stranden, men de udløser så meget antiluftskyts at de bliver skudt ned eller fortrækker meget hurtigt. Der er radiokontakt fra stranden til destroyerne på havet, så det går godt med at få skudt på de tyske stillinger, der stadig besvarer ilden.
"14. A Long, Endless Column of Ships : The Naval Crossing and Bombardment" handler om minestrygerne og LCT-skibe i første bølge. Efter dem kommer de store damer, der kan bestryge strand og kystforsvar med svære kanoner. Minerne udenfor Utah stranden tager en del skibe. Fx 3 ud af 4 LCC-skibe. Tyskernes bunkers og kanonstillinger kan dog klare selv fuldtræffere uden at gå i stykker, men noget af udstyret går dog i stykker. Tanks bliver landsat meget længere inde end planlagt, for de første synker og kommer ikke op igen. Improvisation virker og tanksene gør en stort forskel. Et raketbombardement af usete dimensioner gør derimod ikke nogen særlig skade.
"15. 'We'll Start the War from Right Here' : The 4th Division at Utah Beach" handler om at general Roosevelt går ind i første bølge. En hel del går galt og de ender næsten 2 km syd for deres planlagte angrebspunkt. Det går dog fint med at slås med tyskere der, så generalen bliver berømt for ordene om at starte krigen lige her. Måske var det ikke ham, men pyt, beslutningen var ok. De får slået hul på kystforsvaret og lavet en rute gennem de minefelter, der ligger bagved. Det er dog dyrt i folk og tanks i første omgang, men der er jo miner overalt, så det handler om at komme væk fra stranden og ind i landet. Pouppeville er blevet erobret af faldskærmstropper og kl 1110 får invasionsstyrken kontakt.
"16. 'Nous Restons Ici' : The Airborne in the Cotentin" handler om det vilde kaos, som hersker efter faldskærmstropperne har landet. De er forvirrede og tyskerne er endnu mere forvirrede. En Harrison Summers går lettere amok og sammen med en lille deling slår de en hel del tyskere ihjel, selv om disse er i vildt overtal. Summers alene slår mere end 30 tyskere ihjel og bliver en legende blandt de amerikanske faldskærmsfolk. Imens myldrer det ind med allierede soldater på stranden. Tyskeren, oberst Heydte, tager en motorcykel for selv at se hvad der foregår og bliver næsten lamslået over omfanget af invasionen. Samtidig kan han se at to af forsvarsbatterierne slet ikke fyrer. Heydte forsøger at gøre noget ved det og er således den eneste tyske officer på regimentsniveau, der er sin løn værd den dag. Resten er i Rennes til krigsspil eller i Paris med kæresten (general Feuchtinger). Rommel får først besked kl 10.30 og er først tilbage i sit hovedkvarter, da mørket er faldet på. Heydte's folk er ikke i stand til at slå igen, men de holder dog nogle vigtige knudepunkter og får gang i 88 mm kanonerne ved Beaumont. Men soldaterne tæt ved får radiokontakt til krydseren Quinsey og Beaumont stillingen bliver smadret. Ste-Mére-Èglise bliver genstand for nogle ret heftige kampe. Forstærkninger fra svæveflyene tipper balancen til fordel for de allierede.
"17. Visitors to Hell : The 116th Regiment at Omaha" handler om at Omaha Beach er et vitalt punkt for en invasion og det ved både Rommel og Eisenhower. Rommel har brugt al sin viden om hvordan man forsvarer sig mod et fjendtligt infanteriangreb og har mineret alting, udlagt pilleæsker og Tobruk anlæg (relativt små huller, hvor der kan være skjult en tank eller et hold soldater), samt forbundet det hele med befæstede skyttegrave og skudt alle våben ind, så de bare kan fyre løs uden at skulle tage bestik. Tyskerne ved Vierville tror ikke deres egne øjne, da invasionen starter. Men de allierede planlæggere regnede med at forsvarerne var fra Ost-regimenter og at der ikke var så mange af dem. Det var dog forkert og bombardementet inden tog heller ikke toppen af tyskernes forsvar. De forreste bølger var derfor infanteriregimenter, der blev læsset af en halv til en hel kilometer ude og så måtte svømme og vade i land under kraftig beskydning. Tyskerne var til gengæld ikke udrustet til offensiv kamp, så selv om angriberne syntes at de kunne fejes af stranden med en kost, skete det ikke.
"18. Utter Chaos Reigned : The 16th Regiment at Omaha" handler om det eneste regiment i første bølge, der har kamperfaring. Det hjælper ikke. Nogle af dem kommer ind og begynder at skyde mod tyskerne, mens tanks og både bliver skudt i smadder bag dem. De beslutter sig for at lade være med at kigge bagud. En deling kommer forbi stranden og begynder at rense op blandt tyskerne. Efterhånden som de sender krigsfanger tilbage, bliver de efterfølgende soldater mere dristige. Og der er masser af isenkram på vej ind på stranden.
"19. Traffic Jam : Tanks, Artillery, and Engineers at Omaha" handler om de mængder af udstyr, der følger i tredje og fjerde bølge og som egentlig er planlagt til at trille ind på et etableret brohoved. Der er kun lavet 6 åbninger igennem spærringer og miner imod de 16, der var planlagt. Og af de 6 er der ingen, der er ordentligt afmærket. Alligevel begynder der at komme lidt styr på det og nogle få Traffic Control Officers begynder at dirigere trafikken på stranden, men forsvarerne har stadig overtaget.
"20. 'I Am a Destroyer Man' : The Navy at Omaha Beach" handler om at destroyerne gik sygt tæt ind til land for at levere ildstøtte til folkene på stranden. Tanks og tungt skyts var ikke nået i land i ret stort tal, så der var nærmest kun landgangsfartøjernes 20 mm maskinkanoner til at levere støtteild. Destroyerne improviserede i første omgang og i anden omgang fik de direkte ordre til at blande sig.
"21. 'Will You Tell Me How We Did This?' : The 2nd Ranger Battalion on D-Day Morning" handler om en deling rangere, der klatrede op ad en stort set lodret klippe og sætte nogle store kanoner ud af spillet, også selv om de ikke lige var der, hvor de havde fået at vide at de var.
"22. Up the bluff at Vierville : The 116th Regiment and 5th Ranger Battalion" handler om at komme op fra stranden og slås i baglandet med støtte fra nogle af flådekanonerne. Det koster døde pgra friendly fire, fordi der ikke er radiokommunikation mellem landstyrker og flåde. En "bluff" er en skrænt ved kysten.
"23. Catastrophe Contained : Easy Red Sector, Omaha Beach" handler om ildstøtte fra destroyerne og det utrolige slagteri på stranden og sanitetstroppernes kamp for at holde bare lidt trit med det.
"24. Struggle for the High Ground : Vierville, St.-Laurent, and Coleville" handler om at markskellene er helt anderledes besværlige at forcere i Frankrig i forhold til træningen i England. Efter nogle dage finder de allierede dog en taktik med at bruge tanks og sprængstof og fosforgranater til at bryde igennem. Men de første dage uden tanks kræver dyre lærepenge.
"25. 'It Was Just Fantastic' : Afternoon on Omaha Beach" handler om eftermiddagen, hvor der begynder at komme hul igennem væk fra stranden, men der er ikke kommet ret meget tungt udstyr igennem og tyskerne kan stadig skyde med artilleri ned på stranden og kan nærmest ikke ramme forbi.
"26. The World Holds Its Breath : D-Day on the Home Fronts" handler om hvordan nyheden om invasionen bliver modtaget i USA. Utroligt mange har hjulpet med til forberedelserne og alle følger spændt nyhederne. Roosevelt holder en radiotale og beder en bøn. Sportsarrangementer og lignende bliver aflyst. I Rusland varer det en uges tid inden Stalin roser invasionen, men så er det også i høje toner. I Tyskland forsøger propagandaen at få det til at lyde som en god nyhed: Nervekrigen er endelig over. Og at få folket til at slås mod englændere og amerikanere for at slippe for at blive besat af den røde hær.
"27. 'Fairly Stuffed With Gadgets' : The British Opening Moves" handler om Hobart's Funnies, en bunke specialtanks med flammekastere, tunge morterer, broslagningsudstyr og den slags. Om det faktisk hjalp noget, kan diskuteres. Montgomery lod hånt om efterretningsoplysninger om den 21. Panzer Division. Suk!
"28. 'Everything Was Well Ordered' : The 50th Division at Gold Beach" handler om at det gik overraskende let at komme ind på stranden her. Bombardement og flådebeskydning havde gjort det af med meget af tyskernes udstyr. Alle soldaterne er ekstremt ivrige for at komme væk fra bådene og slippe for nogensinde igen at skulle transporteres i dem. Briterne kommer i land med meget udstyr og først i Brazenville bliver de mødt af Kampfgruppe Meyer, der har marcheret det meste af dagen, fordi de startede i den forkerte retning. Der er en tendens til at stoppe op og lave en kop te for at fejre at man er kommet godt i land. I alt fald ifølge den amerikanske forfatter. Ved dagens slutning er der landsat 25000 mand med tab på 400 og man er ca 10 km inde i landet. Et tysk batteri ved Longues-sur-Mer er via modstandsbevægelsen velkendt på forhånd og HMS Ajax bruger ca 20 minutter på at sætte de tre kanoner ud af spillet. En af dem får en fuldtræffer, der får en granat indenfor til at eksplodere og ilden til at fortsætte til ammunitionskammeret hvorefter det hele bliver blæst til småstykker. Dagens bedste skud!
"29. Payback : The Canadians at Juno Beach" handler om at et angreb den 29 august 1942 på Dieppe blev en katastrofe. Nu vil canadierne have hævn, Den tyske general Richter har elleve 155 mm kanoner og ni mediumsvære batterier. Men der er lidt langt mellem dem og styrkerne sidder hvor de nu sidder. Mobilitet er ikke-eksisterende og der er 2400 canadiere i første bølge, men kun 600 tyskere. Stadigvæk yder de god modstand, men canadierne får hjælp af deres DD-tanks og slipper igennem. De når ikke frem til deres mål for dagen N13, men graver sig ned i forventning om et tysk modangreb.
"30. 'An Unforgettable Sight' : The British at Sword Beach" handler om at tyskernes batteri ved Le Havre leger duel med HMS Warspite i stedet for at beskyde stranden. Men det er stadig hårdt arbejde at komme forbi tyskerne. Simon Fraser, også kaldet Lord Shimi Lovat har kommando over en flok kommandosoldater for ikke at tale om at han er brigadegeneral og har ikke travlt med at holde tepauser. Efter sigende kommer han i land mens hans personlige sækkepibespiller Bill Millin spiller styrken i land (stik mod udtrykkelige ordrer). De når frem og får kontakt med den 6. britiske luftbårne ved Pegasusbroen. De får ikke kontakt med kanadierne på højre flanke og tyskerne forsøger et modangreb. Oberst Opeln får ordre til at angribe med det 22 panzerregiment, men de løber ind i hård modstand fra canadierne og englænderne, der har antitankvåben med. Angrebet ebber ud og da dagen er omme er der landsat 29000 mand ved Sword. Commander Curtis tager et vue langs stranden og kalder det uforglemmeligt.
(Lovat bliver alvorligt såret den 12 juni 1944, men bliver helt rask. Da han dør som 83-årig, spiller Bill Millin til begravelsen.)
"31. 'My God, We've Done It' : The British Airborne on D-Day" handler om at tyskerne fumler i det. Over 1000 tanks kunne have gået i modoffensiven, men Hitler frigav først styrken for sent. Imens lander folk og udstyr med svævefly i stort tal. Tropperne bevæger sig ind i landet, men de får ikke taget Caen.
"32. 'When Can Their Glory Fade?' : The End of The Day" handler om facit. Da mørket er totalt, stopper landsætningen. 175000 mand er i land fra havet eller fra luften. Tabene er på ca 4900 mand. De har passeret Atlantmuren med højst nogle timers forsinkelse, så den var en kolossal fejltagelse. Kommandostrukturen i de tyske styrker er også til grin. Så facit er at Hitler er til grin.
"Glossary" er en liste over udtryk anvendt i bogen, typisk over forkortelser
"Endnotes" er referencer til stoffet i hvert enkelt kapitel.
"Bibliography" er en lang liste af bøger
"Appendix A: Veterans who contributed oral histories or written memoirs to the Eisenhower Center" er en liste over personer, der har givet deres input til Eisenhower centeret.
"Index" er et grundigt opslagsregister.

Ambrose "June 6, 1944. The Battle for the Normandy Beaches" fortæller om D-Dagen fra et amerikansk perspektiv, så her er meget mere om landingerne på Utah og Omaha Beach end på Juno, Gold og Sword. Udfra bogen virker det som om amerikanerne havde taget et par delinger englændere og canadierne med på vognen. Det er ret unfair. Hvis man glemmer det lidt, så er det en flot skrevet bog, hvor man får et lille indtryk af hvor hårdt det gik til den dag.

Wolkenkuckucksheim er Rommels udtryk for Hitlers fantasier om hvordan Atlandvolden kan forhindre invasionen i at lykkes. "Gøgenes hjemland i skyerne". Det er ikke en anerkendelse af stort vid.… (mere)