Günter Grass (1927–2015)

Bogen fra 1999 er et af Grass’ sidste skønlitterære værker, og den kan både læses som en serie på 100 noveller – én for hvert år i det 20. århundrede – og som en sammenhængende fortælling i 100 kapitler om Tysklands historie og om Günther Grass selv. Jeg hælder nok mest til det sidste, selvom forlagsteksten præsenterer den som en novellesamling.

Alle kapitler har titel efter årstallet, og de er alle sammen 3-4 sider lange. Den første handler om bokseropstanden i Kina, som fortælles som en erindring fra en af de tyske marinesoldater, som kejseren personligt sendte af sted. I den sidste lader Grass moderen genopstå fra de døde, blidt skælde ham ud og i øvrigt give ham sin velsignelse til de mange historier, som han altid har fortalt, og hvor grænsen mellem sandhed, fantasifuld overdrivelse og løgn har været svær at finde.

Som oftest betyder hvert kapitel også en ny fortæller og et nyt perspektiv, men der er enkelte undtagelser, som er værd at hæfte sig ved. For det første er der de to verdenskrige. Den første genfortælles gennem et møde mellem Ernst Jünger og Erich Maria Remarque mange årtier senere. De to forfatter har med I Stålstormen og Intet nyt fra Vestfronten forfattet de to væsentligste bøger om krigen, som de selv så mange år senere opfatter forskelligt: Remarque er fortsat pacifist og optaget af rædslerne. Jünger er anerkender grusomheden, men ser selv nu, efter endnu en krig, fronterfaringen og kammeratskabet som noget positivt. Den anden fortælles endnu mere originalt: En gruppe journalister, der har gjort tjeneste som tyske krigskorrespondenter, mødes til et veteranttræf på Sild, og samværet tvinger dem til at genopleve forløbet endnu engang. Det er samtidig en besk kritik af det vesttyske efterkrigssamfund, hvor også journalister på nazisternes side blev indrulleret i forbundsrepublikken som nyttige borgere, selvom fortidens tænkning hang ved.

Det gælder for det andet i de tre kapitler om ungdomsoprøret, hvor fortællerrollen er lagt i hænderne på en tysk professor, der mange år senere ser tilbage og undrer sig over, hvorfor han valgte at forlade den radikale studenterscene i Berlin og i stedet drog vestpå for at blive elev af Heidegger. Dermed antydes det, at opbruddet omkring 1970 trods alt blev definerende for det senere Tysland. Og så er der de kapitler, hvor det er Grass selv, der fortæller historier fra sit liv: Om Bliktrommens udgivelse, om arbejdet for Willy Brandt og om valget i 1998. Det virkede ret selvovervurderende at lade så mange år udgå fra lige netop hans oplevelser.

Blandt 100 fortællinger vil der være gode og mindre gode imellem, og dem der fungerer bedst, er når Grass vælger en overraskende og gerne lidt perifer vinkel på sine emner. Jeg var f.eks. ret begejstret for 1924, hvor Zeppelin som en del af krigsskadeerstatningerne skulle flyve et splinternyt luftskib til USA og overlade det til amerikanerne. Fortælleren er en matros, der føler sig fristet til at sabotere skibet, men som alligevel undlader at gøre det, fordi han vil være med til at vise, hvad tysk ingeniørkunst er i stand til. 1920, derimod, er en kedsommelig revanchistisk festtale i anledning af samlingen af de tyske jernbaner i et selskab. Det virkede lidt for nemt.

Andre perler er 1951, hvor en kvinde skriver til folkevognsfabrikkerne fra DDR for at få udleveret en folkevogn, som hendes mand har samlet mærker til under Hitlertiden – mere blind for de politiske forhold, kan man næsten ikke være. Eller 1974, da Günther Guillaume – DDR-spionen der havde bragt Willy Brandt til fald – sidder i sin fængselscelle og ikke ved, hvem han skal holde med, da Vesttyskland og Østtyskland mødes i en fodboldlandskamp.

Grass formår at fange udviklingen fra år til år, og når man læser kapitlerne fra f.eks. et årti, får man en god fornemmelse af stemningen i perioden. I forhold til de faktiske begivenheder er Per Øhrgaards liste over omtalte begivenheder en stor gevinst. Når jeg alligevel er lidt forbeholden over for bogen, skyldes det en del historiers ringere kvalitet og forfatterens lidt irriterende ide med at sætte sig selv i centrum.… (mere)

Historien fortælles af Oskar Matzerath i 1954, hvor han er indlagt på en behandlingsinstitution. Her spiller han tromme, taler med sine få besøgende og beslutter sig altså for at skrive sin historie ned. Den begynder lige omkring århundredeskiftet med det mytologiske møde mellem bedstemoren og bedstefaren, der foregik på en kartoffelmark i det dengang delte Polen og med ham på vild flugt fra politiet for brandstiftelse.

Romanen tager for alvor fart, da Oskar bliver født i 1924. Han er et særligt barn: Født med fuldt udviklet bevidsthed, men uden vilje til at være voksen. Da han er tre år gammel lader han sig falde ned fra kældertrappen og beslutter med ren viljekraft, at han ikke længere vil vokse. Han vil heller ikke gå i skole, og han giver sig i det hele taget ud for forblive en treårig, der kun taler meget sparsomt. I stedet spiller han på bliktromme, og han udvikler en evne til at skrige / synge glas i stykker. Udstyret med disse særlige talenter går han den tumultariske europæiske historie i møde, og det er fra denne outsiderposition, at han skildrer tiden fra 1920’ernes Danzig til efterkrigstidens Vesttyskland.

Selvom Oskar for det meste er passiv – og derfor måske uskyldig – registrerer han alt. Splittelsen mellem det polske og det tyske er f.eks. en del af familien. Moderen formår aldrig at vælge mellem manden Alfred Manzerath og onklen Jan Bronski, hun forbliver gift med den første, som tidligt melder sig ind i nazistpartiet, og beholder den anden som fast torsdagselsker. Han vælger det polske postvæsen og dermed Polen til som karrierevej. En anden skarp detalje er legetøjshandleren, hvor Oskar forsynes med nye trommer. Det varer kun indtil Krystalnatten, hvor Oskar oplever ødelæggelsen af butikken. Han var jøde.

Romanen er bygget op i tre bøger: Tiden frem til krigsudbruddet i 1939, krigen og tiden efter. Selvom Grass vælger det særlige barns synsvinkel, så er det overraskende, hvor lidt den nazistiske magtovertagelse og krigsudbruddet fylder i bogen. Den politiske eskalering stikker kun lejlighedsvis hovedet frem, og de første år opleves krigen især gennem de mange postkort, som soldatersønnerne sender hjem til opgangens mødre. Det er ikke sådan, at krigen slet ikke er der – Oskar bliver f.eks. på forunderlig vis rekrutteret til en gøglertrup, der rejser rundt i Frankrig og underholder tropperne der – men indtrykket er klart, at krigen først for alvor kommer til byen, da de russiske hære nærmer sig. Der er en nærhed i den måde, som fordrivelsen af tyskerne fra det tidligere Østpreussen og Danzig beskrives på, der simpelthen ikke findes i krigserfaringen.

Som sådan er der noget villet over Oskars fortsat barnlige blik. Han bakker ikke op om de nye vinde, men han protesterer heller ikke, og selvom han måske registrerer mere end de fleste, så tager han ikke moralsk stilling til dem. Ganske som det var tilfældet med så mange voksne tyskere.

I tredje del har Oskar villet sig til at vokse: Både fysisk, hvor han vokser tyve centimeter, og intellektuelt, hvor han nu både kan tale og skrive, som det passer til hans alder. Forandringen sker, da han endeligt gør sig fri af sin far og tager ansvaret for sit eget liv, men det sker også, da nazismen står på sammenbruddets rand.

Skildringen af det nedbrudte land, som langsomt bliver samfund igen er bestemt ikke den kedeligste del af romanen. Jeg var f.eks. ret fornøjet over den bar, hvor Oskar på et tidspunkt spiller musik. Zwiebelkeller er først og fremmest et sted, hvor gæsterne betaler gode penge for at få lov til at skære løg i stykker, så de endelig kan få grædt ud!

Romanen udkom før der var noget, der hed magisk realisme, men den minder alligevel om det. Oskars særlige egenskaber og den måde, hvorpå Grass skaber et unikt blik på verden fra hans position, flytter romanen over i et andet spor end en realistisk fortælling. Det fungerer for det mest godt, men i længden blev jeg også irriteret på Oskar – når han nu vidste og forstod så meget, er det så ikke ret skabagtigt at opføre sig som en treårig, når krisen kradser? – og så kan det jo ikke nægtes, at romanen er lang. Måske også lidt for lang.… (mere)