Hvor skal jeg dog begynde? spørger man nogen gange sig selv, når man skal anmelde bøger. Sådan har jeg det i den grad med Ulysses. Der er allerede skrevet så meget om den, jeg har brugt laaang tid på at læse den – både fordi den er lang og kompleks, men også fordi jeg har haft travlt på arbejde – og så er romanen utrolig svær at blive klog på.

Da jeg gik i gang, troede jeg lidt naivt, at den først og fremmest var et eksperiment med Stream of Cosciousness, men det viste sig at være en grov undervurdering af bogens kompleksitet. Hvert kapitel er nærmest et nyt genreeksperiment. Der er et kapitel, hvor Joyce skriver i forskellige stilarter fra middelalderengelsk og frem. Der er det meget lange kapitel, hvor Bloom besøger et bordel mens han forestiller sig alle mulige scenarier. Det er skrevet som et teatermanuskript med nogle meget morsomme og meget indviklede regibemærkninger. Der er det næstsidste kapitel, hvor dele af Blooms mest tragiske og følsomme fortid rulles op – og her holder fortælleren hovedpersonen ud i strakt arm ved at fremstille det som spørgsmål og svar i en tilstræbt objektiv tone. Alt sammen i en spejling af episoder fra Odysseen. Stilen er ikke bare modernistisk eller eksperimenterende, den er eksperimenterende på steroider, som om ALT skulle klemmes ned i denne ene roman.

Romanen foregår i Dublin på enkelt dag, mere specifikt den 16. juni 1904. De tre første kapitler handler om den unge intellektuelle og digterspire Stephen Daedalus, der står op, spiser morgenmad med sine rapkæftede bofæller og tager på arbejde. Dernæst skifter fokus til Leopold Bloom, en midaldrende annoncesælger ved en af byens aviser. Han står også op, spiser nyre til morgenmad, siger farvel til sine kone Molly, hvorefter han begiver sig ud i byens pulserende liv. Vi følger ham til en begravelse, til redaktionsmøder, hvor hestevæddeløb og irsk nationalisme bliver vendt, rundt på diverse barer og ned til stranden, hvor han onanerer mens han kigger på unge kvindeben i sandet.

Undervejs lærer vi ham bedre at kende: Han er søn af ungarske jøder, der er indvandret og konverteret til kristendommen, han elsker sin kone Molly og datteren Milly, der netop er flyttet hjemmefra, men han sørger også over faderens selvmord og ikke mindst over den søn han mistede som spæd. Interessen for den yngre Stephen Daedalus, som han møder på bordellet og senere prøver at få på ret køl, skyldes måske, at han ser Stephen som en erstatning, men måske vil han også bare gerne være i selskab med en intelligent ung mand. Bloom ved, at Molly har planlagt et stævnemøde med en anden mand, og hele dagen kredser han om det faktum, som han hverken kan forhindre eller helt holde på afstand. Alligevel ender han hjemme hos Molly – de to er bundet sammen af stærke bånd.

Joyce interesserer sig i høj grad for personernes indre liv, så selvom der på overfladen sker meget lidt, så dykker han dybt ned i deres ønsker, fortrængninger og ikke mindst i de tanker, som de knap nok er sig selv bevidste. På trods af det, på trods af forfatterens sproglige ekvilibrisme – og umiskendelige trang til at blære sig med sit ordforråd, som Karsten Sand Iversen forbilledligt har oversat til dansk – og på trods af de mange stileksperimenter, var bogen til at læse. Ja, den krævede opmærksomhed, og ja, der var kapitler hvor det var så som så med ikke bare de dybere betydninger men også den umiddelbare forståelse af teksten, men det var stadig en fornøjelse af læse den. Sproget, scenerne og personerne var friske og nuancerede.

Læs den – men vent med at gå i gang, til du har tid til at fordybe dig i den. Ulysses kræver opmærksomhed og koncentration. ( )

Slut, begynd! Den bog, jeg har været længst om at færdiglæse - og gladest for at nå til ende med. Det tog mig mere end et år (dog med pauser, og små litterære sidespring undervejs). Slående, når man bladrer let gennem andre bøger, hvor godt skrevet denne er, omend en kende komprimeret. I did it!
Med mindre du er en virkelig ørn udi anglaise (og/eller drikker meget whisky), så synes jeg virkelig jeg vil anbefale dig at snuppe denne bog på dansk. Mogens Boisen har begået en god oversættelse, og lægger gode spor i forord. Jeg nåede højst et par hundrede sider i den engelske version. Not good. ( )