En lille øde ø, ca 1960
En millionær ved navn U. N. Owen har inviteret ti personer til en lille ferie. Vera Claythorne, Constance Culmington, dommer Lawrence Wargrave, Philip Lombard, Emily Brent, general Macarthur, dr Armstrong, Anthony Marston kaldet Tony, mr Blore, en par tjenende ånder mr Roger og mrs Roger . Ferien er på en lille ø, kaldet Nigger Island. Gæsterne bliver færget over af en Fred Narracott, der sætter dem i land og sejler igen.
I stedet for det forventede værtspar bliver de præsenteret for en grammofonafspilning med ordlyden: 'De er sigtet for følgende forbrydelser: Edward George Armstrong for den 14 marts 1925 at have forvoldt Louisa Mary Clees' død. Emily Caroline Brent for den 5 november 1931 at have været skyld i Beatrice Taylors død. William Henry Blore for den 10 oktober 1928 at have ombragt James Stephen Landor. Vera Elizabeth Claythorne for den 11 august at have dræbt Cyril Ogilvie Hamilton. Philip Lombard for en dag i februar 1932 at have foranstaltet drab på enogtyve mennesker tilhørende en stamme i Østafrika. John Gordon Macarthur for den 4 januar 1917 med fuldt overlæg at have sendt sin kones elsker, Arthur Richmond, i døden. Anthony James Marston for den 14 november i fjor at have myrdet John og Lucy Combes. Thomas Rogers og Ethel Rogers for den 6 maj 1929 at have ombragt Jennifer Brady. Lawrence John Wargrave for den 10 juni 1930 at have myrdet Edward Seton.
Efter en chokeret stilhed, hvor mrs Rogers besvimer, diskuterer de situationen og næsten alle benægter at de skulle have begået noget forkert. De enes om at tage afsted med båden næste morgen og Tony udbringer en skål for kriminaliteten, hvorefter han falder død om. Det lægger en dæmper på selskabet og næste morgen er heller ikke rar, for mrs Rogers dør om natten og Fred Narracott dukker ikke op med en båd. På hylden i stuen stod tidligere 10 små negerdukker, men nu er der kun 8 tilbage. Blore, Lombard og Armstrong mener at der må være andre på øen end dem og finkæmmer øen og huset, men uden resultat.
Undervejs snakker de også med generalen, der sidder i en stol og kigger ud over havet. Senere bliver han fundet død og med baghovedet knust af en totenslager eller lignende.
Dommer Wargrave argumenterer for at morderen er en af de syv tilbageværende og faktisk er der ikke en eneste af dem, som man kan frikende på basis af fakta.
Næste morgen er der kun seks figurer på hylden og en eftersøgning finder Rogers med et øksehug i hovedet. Efter morgenmaden holder de samråd i dagligstuen, men de venter forgæves på Emily. Hun er død af et stik på halsen og lægens injektionssprøjte mangler i hans kuffert. Lombards revolver er også forsvundet. Udenfor vinduet finder de sprøjten og en knust negerdukke. Der er nu kun fem tilbage.
Om aftenen går Vera op på sit værelse og forskrækkes af noget vådt havtang, der hænger ned fra loftet. Hendes skrig hidkalder de andre, men dommeren bliver tilbage i stuen og da de kommer tilbage er han skudt gennem hovedet og sidder med en improviseret dommerparyk og kåbe på.
De fire tilbageblevne vogter på hinanden indtil sengetid. Da Lombard kommer ind på sit værelse, opdager han at revolveren er på sin vante plads. Senere på natten hører Blore nogen gå rundt og en eftersøgning viser at Armstrong er helt forsvundet og at der nu kun er tre dukker tilbage.
Vera og Lombard bliver udenfor huset, mens Blore går tilbage til huset efter mad. Han vender ikke tilbage og de finder ham med hovedet knust af et stort marmorur af facon som en bjørn. Nu er de overbevist om at det er Armstrong, der er morderen, men de finder ham liggende som strandvasker i stedet. Vera får Lombard til at hjælpe med at trække Armstrong op på land, men det er også med den tanke at hun kan stjæle hans revolver. Da han opdager det og vil tage den tilbage, skyder hun og dræber ham.
Nu er Vera alene tilbage og i en lidt mærkelig sindstilstand. På sit værelse finder hun en galgenløkke hængende ned fra loftet og en stol stillet klar. Hun hænger sig selv.
En rum tid senere kommer politiet til øen og finder ti lig. De kan ikke hitte rede i hvad der er sket, før en skipper afleverer en flaskepost med dommerens beretning om hvordan han har gjort det.

Morderne i Agatha Christie's historier lever sjældent længe. Og der er ikke megen tvivl om at de skyldige, der kommer for en dommer, faktisk også ender med at dingle i galgen. Der er ikke megen refleksion over fornuften i dødsstraf, når man læser hendes værker. Her er de ti hovedpersoner udsat for stille likvidering en efter en uden domshandling eller ankemulighed.

Denne lille krimi med den usandsynlige historie og det overkonstruerede plot kan snildt tåle en genlæsning. ( )