Da børnene var små, så vi af og til tegnefilm om Bjørnen Paddington. Det var sjovt på en hyggelig og ufarlig måde. Paddington var tilpas nysgerrig og ligefrem til at han kunne stille spørgsmål til alt det, der var selvfølgeligt, men det var altid med udgangspunkt i gængse normer og uden det skær af dybsindighed og absurditet, der f.eks. karakteriserer Peter Plys.

Jeg må også have købt bogen dengang, men vi nåede aldrig at læse den sammen. Til gengæld lignede den et hurtigt afbræk fra de lidt tungere og mere dystre bøger, jeg ellers er i gang med. Historien starter ret uskyldigt. Hr og fru Brown skal hente deres datter, der kommer hjem på ferie fra sin kostskole, og da de går ind på Paddington Station i London, får de øje på en lille bjørn med en kuffert og en gammel hat. Han har et skilt om halsen med en bøn om at passe godt på sig. Familien Brown er venlige mennesker, og de beslutter hurtigt at tage ham til sig.

Efter at have forskrækket taxachaufføren, der ikke er vant til talende bjørne og heller ikke er meget for at få sine nyvaskede sæder beskidte, kommer de hjem i huset. Husholdersken accepterer ham, for han er meget høflig, og da han har fået aftensmad og bliver sendt i bad, demonstrerer han sine evner for at skabe kaos: Vandet kan han ikke slukke, og da han ikke kan bunde mere begynder han at skovle det ud med sin gamle hat. Resultatet er nemt at gætte sig til, men det er Paddington, så rigtig galt går det ikke.

Bogen samler en række andre historier om Paddingtons første tid hos familien Brown. Han rejser med undergrundsbanen, kommer i stormagasin og holder sin fødselsdag.

Det hele er hyggeligt og velfortalt, men det også meget, meget pænt og middelklasseagtigt. Selvom Paddington kommer fra ”det mørkeste Peru” og konstant roder sig ud i mærkelige situationer, så er han høflig og yderst ivrig efter at tilpasse sig sine nye omgivelser. Det bliver også lidt kedeligt og fantasiløst i længden. ( )