Jugoslavien, 1944
Kaptajn Keith Mallory, korporal Dusty Miller og den græske oberst Andrea Stavros har lige udført en umulig mission og ødelagt Navarones kanoner, der nu sover på 100 meters dybde. Andrea er blevet tilbage på Navarone. De to andre er kommet ombord på den britiske destroyer Sirdar, men i stedet for et velfortjent hvil sender et telegram med kode "Vigtigt: 3" dem ud på en endnu mere umulig mission. De går i land på Navarone igen og henter Stavros lige efter han har holdt bryllup. Bruden er ikke begejstret for at sige det mildt.
Efter få timer bliver de samlet op af et fly og sat af igen på Termoli på den sydlige Adriaterhavskyst.

???
Umulige missioner klares nemt, men dette her er en umulig umulig mission. Men den klarer de selvfølgelig også. Eller noget. ( )

Engang var Alistair MacLean min yndlingsforfatter. Det var i de sidste år i folkeskolen, da jeg var kommet gennem De tre detektiver, og inden jeg for alvor tog hul på Stephen King. Jeg har senere genlæst Møde i rum sø og HMS Ulyssus, og det var i begge tilfælde udmærket underholdning, selvom jeg ikke var helt oppe at ringe som i gamle dage. Men det har været et år med lidt nostalgisk læsning, og da jeg i sommers faldt over denne til en meget billig penge, tog jeg den med hjem.

Romanen er en selvstændig fortsættelse af Navarones kanoner. Endnu før de britiske soldater er sejlet i sikkerhed, kommer der bud efter de tre overlevende fra den mission: Mallory, Miller og den græske oberst Andrea Stavros er udset til endnu en umulig mission. Denne gang går turen til Jugoslavien, hvor de dels skal undsætte nogle tilfangetagne agenter, dels overbevise tyskerne om, at de allierede inden længe vil invadere Jugoslavien. Håbet er, at de så vil overføre tropper fra Gustavlinjen i Italien, hvor det rigtige angreb skal sættes ind.

De tre helte indsættes med faldskærm sammen med tre yngre kommandosoldater. Der er fra starten spændinger mellem de gamle og de nye, og det bliver kun værre, da de lander hos tyske og kroatiske tropper i stedet for hos Titos modstandsbevægelse. Det er selvfølgelig en del af en kompliceret dobbeltspil, som kun Mallory har overblik over, og som han ikke vil indvie de andre i. Særligt sergent Reynolds begynder at tvivle på hele projektet, og det kan man sådan set godt forstå.

Der skal ikke røbes så meget mere af handlingen her. MacLean har skruet et godt plot sammen, selvom graden af intriger er så indviklet, at det virker ret utroligt, at planen stort set klapper. Det er også lidt mærkeligt, at Mallory og hans mission på den ene side er megahemmelig, og på den anden side deles mellem flere partisaner.

Det handler selvfølgelig om at bygge Mallory (og Miller og Stravros) op som mandige mandlige mandehelte, og MacLean har igen svært ved at gøre det gennem dialog og handling. Der er simpelthen for få sprækker i facaden, og fordi de overkommer selv de største udfordringer, fremstår de lidt som robotter. Der står f.eks., at de er dødeligt udmattede, men når de så marcherer løs i sneen, så gør de det bare uden videre. Det var nemmere at identificere sig med den vrantne Reynolds, selvom han også var skarpt trukket op.

Styrke 10 var Navarone er en typisk MacLean roman. Spænding, et indviklet plot og stærke mænd, der overkommer det hele til sidst. Jeg kommer nok til at vende tilbage til ham igen, men tiden hvor jeg hentede to nye MacLeans før jeg var færdig med den første er overstået. ( )