Henrik Stangerup (1937–1998)

Peter Wilhelm Lund var en af Danmarks store naturforskere i 1800-tallet. Han blev tidligt anerkendt som en af sin generations dygtigste tænkere, og han var gennem hele livet i dialog med Humboldt og Ørsted, men alligevel var hans liv præget af tragedie. Det meste af sin tid tilbragte han i Brasilien, hvor han bl.a. opdagede fossiler fra kæmpedovendyret. Da han skulle til at rejse hjem i triumf – præcis der – bryder han psykisk sammen. Lund er med andre ord klassisk romanmateriale, selvom han i dag er ret ukendt i den brede offentlighed.

Lund voksede op i en velhavende familie i København, men det var samtidig en familie præget af hårdt arbejde. Slægten havde tidligere mistet alt for derefter at kæmpe sig tilbage som uldkræmmere i Jylland, og det lykkes faderen at samle en formue, der kan finansiere Lunds liv som forsker. Der er mange ligheder med familien Kierkegaard, som der også var tætte relationer til. Under opvæksten var Peter Wilhelm tæt på Peter Christian Kierkegaard, og to af hans brødre blev gift med Kierkegaard-søstre. Det betød også et giftermål med tragedien, for selv efter 1800-tallets standarder var der mange dødsfald i den familie.

Angsten for døden slipper aldrig sit tag i Peter Wilhelm. Da ungdommens frygt for brystsyge efterhånden slipper sit tag, bliver den blot afløst af frygten for syfilis, som tilsyneladende findes overalt i det dekadente Rio. Kun en enkelt gang i romanen er Peter Wilhelm forelsket, nemlig til et maskebal i Italien, men næste dag kan han ikke finde huset igen. Eller måske går hans interesser bare i andre retninger. Under første ekspedition i Brasilien kommer han tæt på den tyske botaniker Riedel, han lader sig kysse af en ung mand til et bal i Rio – for derefter til sin skræk at opdage et sår på læben – og den norske maler Brandt, der har forladt kone og tre børn hjemme i Oslo, bliver hans livslange ven og medhjælper. Et (undertrykt) begær eller et ømt og kærlighedsfuldt venskab? Gør det nogen forskel? De to ensomme mænd bliver hinandens redning.

Romanen er opbygget i tre dele. Første del handler om opvæksten og studietiden, tabet af yndlingsbroderen Carl og den skamfulde opdagelse af, at hans overlegne evner på studiet ikke er en undskyldning for at udskamme sine medstuderende. Det er den store Humboldt, der fører ham i retning af Brasilien, hvor han i anden del først fylder herbarier og siden opdager huler proppet med gamle knogler og fossiler. Lund ville nok selv have sagt, at det var forsynet, der ledte ham på vej. Selvom hans fund peger på, at Biblens naturhistorie umuligt kunne være sand, så er han overbevist om, at det er Herrens samlede plan, han er ved at afdække.

Lund er i midten af 40’erne, da han anser indsamlingen for afsluttet. Afhandlingerne er skrevet, knoglerne er afsendt, og huset i Lagoa Santa er overladt til Brandt. Men Lund kommer aldrig hjem. Han får et nervøst sammenbrud, og hans depression er så voldsom, at han i flere år har bandager for øjnene, fordi han ikke kan tåle lys, støj eller berøring, og der er næppe tvivl om, at han ville være gået til grunde uden vennens omhyggelige pleje. Den videnskabelige karriere er reelt slut, og de næste fyrre år går med at bekymre sig om eftermælet og samlingen, selvom han modtager den ene opmuntring efter den anden.

Jeg var meget begejstret for Vejen til Lagoa Santa. Stangerups sprog er fantastisk og nuanceret, uanset om han er inde i hovedet på Lund, eller om vi ser det kolde København, den brasilianske fauna eller hulernes hemmeligheder gennem hans øjne. Det er et nuanceret og vedkommende portræt af et enestående menneske, der trods modstand og psykisk sygdom aldrig mistede interessen for sine medmennesker. Og det er et forstående blik på en stor forsker, der var med til at bryde det gamle verdensbillede ned uden nogen sinde at tilslutte sig det nye.… (mere)

Danmark, ca 1984
Torben er gift med Edith og de har sønnen Jesper. De bor i en stor boligblok (superblok, faktisk) og de går til AB-møder (Aggressions-Bekæmpelse) fordi de helst ikke vil være udenfor normerne og risikere at Jeppe bliver isoleret i skolen og fritidscenteret. Torben drikker og Edith prøver at prikke til ham for at stoppe, men historien starter med at Torben for første gang slår Edith. Faktisk banker han hende ihjel og motivet er etellerandet med at hun er begyndt at tro på systemet i stedet for som tidligere at være imod det.

???

Et forsøg på at skildre et socialdemokratisk omklamrende samfund. Disciplinen hedder vist at lave stråmænd om til hakkelse.
Henrik Stangerup var søn af professor Hakon Stangerup og Betty Söderberg. Bror til Helle Stangerup og halvfætter til Klaus Rifbjerg. Han boede en tid lang i Elsa Gress's kunstnerkollektiv på Møn. Og drak sig stille og roligt ihjel. Gift med først Lotte Tarp og så de sidste 15 år med Susanne Krage. Det er ikke rart at være gift med en alkoholiker. Han døde som 60-årig.… (mere)

Danmark, 1970'erne
En filminstruktør Joachim Jerlang er brændt ud. Han drikker sig fra sans og samling. Konen Berit samler ham op og tørrer bræk op efter ham, men er ved at overveje at skride. Hun tager til Mallorca og imens får han et tilbud om at blive biografdirektør i en by i provinsen. Konen kommer hjem til et tømt parcelhus, men er med på ideen og de har fem gode år der, indtil ejeren skal bruge bygninger til noget andet og siger biografen op. Det kaster instruktøren ud i en ny krise, men hans gamle producer tager ham tilbage under vingerne med en ide til en film.

???
Efter hvert af de 10 kapitler er der et dagbogsblad fra forfatteren selv. Det er lidt samme historie. Og han endte med selv at dø af kræft og druk som 60-årig.

Genren er "Forfattere, der skriver om forfattere, der skriver om ..." Slutordene er "Der er ikke noget, der hedder skyld. Der er kun de praktiske omstændigheder, som ethvert menneske er underlagt, et mønster det ikke selv er herre over." Det er jo undskyldningen for alle skiderikker, der drikker og plager omgivelserne med klynk og jammer! Yrk!… (mere)