Hugo Pratt (1927–1995)

Jeg har det lidt blandet med Hugo Pratt og især med hans hovedværk om Corto Maltese. Når han er bedst kombinerer han gode historier med en dragende billedside, men i Den caribiske suite er historierne overlæsset med selvopfundet mytologi og tegningerne under hans normale niveau.

Albummet rummer tre delvist sammenhængende historier. Corto Maltese er i Hollandsk Guyana (det nuværende Surinam) hvor han selvfølgelig allerede kender madam Java i den lokale pension. Planen er egentlig at holde lav profil, men sådan kommer det ikke til at gå. En ung englænder, Tristan Bantam, dukker op, for at få adgang til sin fars arv, og modvilligt beslutter Maltese at redde en fordrukken professor, Jeremiah Steiner, fra to bøller.

Så langt så godt, men nu bliver det rigtig mærkeligt. En voodoo-præstinde dukker om med et telepatisk budskab fra Tristans søster Morgana, der advarer ham om et forestående attentat. Det bliver forhindret, og det viser sig at hans far har efterladt sig breve med oplysninger om det mystiske rige Mu, og de tegn kan Steiner selvfølgelig også tyde, for en professor er jo alvidende…

I næste historie – Møde i Bahia - sejler Maltese med Steiner og Bantam til Bahia i Fransk Guyana. Målet er et opgør med den mystiske advokat Milner, der har et stort net værk af kriminelle hjælpere fra Bahamas og sydpå, og som var den egentlig bagmand bag mordforsøget på Tristan. I Bahia møder de Morgana, Tristan lærer mere om Mu i et mystisk drømmesyn, og de får gjort endelig op med Milner.

Sidste historie – Samba med en skarpskytte - foregår i Brasiliansk Guyana, hvor de møder den mystiske voodoo-præstinde Gyldenmund. Hun hyrer Maltese til at bringe en sending våben til en oprørsgruppe, og den udfordring kan han ikke sige nej til. Det bliver til en dramatisk aktion, hvor det lykkes at hjælpe den mystiske Pletskud med at få ram på Obersten, der ellers har holdt den lokale befolkning i et jerngreb.

Den sidste historie er faktisk udmærket. Det kræver en dristig plan at slå til mod oberstens hovedkvarter, og det udstiller samtidig problemet med de to første historier. Her dukker Corto bare op og tæver et par modstandere for at afværge krisen – men hvis det er så nemt, hvordan kan man så tro på, at Milner og hans kumpaner var så superfarlige, som det blev påstået? Og det er ikke det hele. Brugen af magi til at levere telegrambeskeder på kryds og tværs er også som doven fortælling. Det virker faktisk til, at Pratt i de to første historier går mere op i at lægge grundlaget for senere historier om Mu end i at forløse det materiale, han sidder med nu og her.… (mere)

Hele Pratts værk er båret af en fascination af den verden, der gik under i de to verdenskrige. Før 1914 strakte imperierne sig over alle verdensdele, så verden var tilgængelig og fuld af oplevelser for den eventyrlystne hvide mand, og det er de drømme og fortællinger han henter sit stof fra. Som regel er han inspireret af virkelige begivenheder, og oftest fokuserer han på store historiske begivenheder. I Fort Wheeling var rammen den amerikanske uafhængighedskrig, og her er det krigene i Sydafrika i slutningen af 1800-tallet.

Albummet rummer to historier, udgivet i 1984 og 1988, men handlingen fortsætter ubrudt, så som læser mærker man det stort set ikke. Året er 1879 og den franske prins Eugène Napoléon er gæst hos det britiske militær, der var midt i den først krig med Zuluerne. Prinsen ville ikke bare være observatør ved generalstaben. Han var kommet for at udleve sine drømme om militære eventyr og insisterede på at komme i felten, men hvad der skulle have været en ufarlig rekognosceringsmission sammen med en lille gruppe britiske soldater ender fatalt.

De bliver lokket i en fælde, og prinsen bliver spiddet af med de velorganiserede zulukrigere, som både har geværer og de berømte assagai-spyd. Prinsens død er ikke bare pinligt. Det er en diplomatisk katastrofe og den slags skal selvfølgelig have konsekvenser. Ved en krigsret bliver den ledende officer afskediget, mens den hårdeste straf går til bogens hovedperson menig Cato Milton. Han havde allerede gjort sig bemærket med sin ande-lignende ansigtsform og sin ringe respekt for autoriteter og var derfor en oplagt mulighed for at statuere et eksempel. Inden afrejsen til fængslet lykkes det ham imidlertid at flygte.

Cato er ligesom prinsen en historisk person, som tydeligvis oplevede lidt af hvert. I Pratts fremstilling er han noget af en ballademager, men han er ikke uden gode egenskaber. Den første historie ender f.eks. med, at han redder en ung kvinde fra et zulu-angreb på en farm ude i ødemarken. Han har knap så pæne planer med hende, men ingen er jo perfekte…

Belejringen er som taget ud af en western, og det er den efterfølgende historie også. Cato og Maria slutter sig til en karavane af boere på vej nordpå, og inden længe støder de ind i en gruppe indfødte anført af den hvid mand Kelvin. Han er som en anden Kurtz blevet opslugt af mørkets hjerte, hvorfra han udsteder sine ordrer om drab og lemlæstelse. Heldigvis har boerne den sorte heks Mamba, som heller ikke er til at spøge med.

Pratts tegninger er som altid stemningsfulde og tydeligt bundet til historiens tid og sted. Det tørre, græsklædte landskab og de store vidder ligner Sydafrika – eller i hvert fald mine indre billeder af landet – og persontegningen er udtryksfuld, selvom forsøget på at give Cato ande-look virker lidt søgt.

Cato Zulu rummer to historier med masser af ramasjang, men det er også en vellykket historisk fortælling, der som en god film sætter billeder på en tid, der for længst er forbi.… (mere)

Dette er mit andet møde med Corto Maltese. Jeg læste Balladen om det salte hav for nogle år siden, og planen var egentlig at læse resten i kronologisk rækkefølge, men det blev aldrig til noget. Jeg har læst en del andet af Pratt, bl.a. Fort Wheeling og Den sidste rejse, men nu var det tid til at vende tilbage til hans mest kendte figur – og valget faldt altså på dette bind med fire historier, der foregår under 1. verdenskrig.

Vi starter i Irland, hvor påskeopstanden 1916 er nedkæmpet, og englænderne gør hvad de kan for at holde ro og orden. Borgerkrigen lurer dog stadig lige under overfladen, og Corto Maltese bliver hurtigt involveret i stridighederne på IRA’s side. Han har smuglet våben for dem, og da politiet truer med at optrevle deres net går Maltese i aktion. Kynismen og voldsomheden i hans handlinger får det unægtelig til at gippe i læseren.

Sympatien er så afgjort på irernes side. Som det konstateres i forordet, så har Pratt ikke meget til overs for kolonialisme og undertrykkelse af andre folkeslag, og det ser man tydeligt i bogen. Sagen er bare, at de englændere, der dæmoniseres i den første historie, stadig er at foretrække for tysk herredømme.

I de næste tre historier skifter scenen til England og siden til krigsskuepladserne i Frankrig og Belgien, og nu er det de allierede, der nyder godt af Corto Malteses hjælp. Med en åndernes hjælp sætter han en stopper for et tysk attentat på den allierede generalstab, han er med til nedskydningen af Den røde Baron, og han trevler en spionring op. Overalt bevæger han sig hjemmevandt i en verden fuld af intriger og dobbeltspil, og selvom han altid undgår at involvere sig, så er hans sympati altid på frihedens og selvbestemmelsens side.

De sort/hvide tegninger er som altid en fornøjelse, og Pratt nyder tydeligvis at bruge berømte steder som Stonehenge som kulisser.

Keltiske ballader kan anbefales til alle, der holder af den særlige blanding af adventure-roman og spionhistorie, og så synes jeg faktisk, at den korte form passer Pratt godt, fordi han så undgår at rode sig ud i alt for indviklede plots.… (mere)

Jesuit Joe er en typisk Hugo Pratt-hovedperson. Han er en enspænder, der ikke siger så meget, og heller ikke gør det store ud af at forklare sine motiver – hverken overfor historiens øvrige personer eller overfor læseren.

Historien foregår i det canadiske vildnis lige før første verdenskrig. Joe er en mestiz, halvt hvid og halvt indianer. Vi møder ham, da han kommer til en øde hytte, hvor han spiser mad og iklæder sig en af det beredne politis berømte røde uniformer. Er han politimand? Næppe. Det er i hvert fald ikke almindeligt, at politiet skalperer de forbrydere, de får ram på!

Joe er på jagt efter en pige, og på sin vej støder han ind i både indianere, nybyggere og politifolk. Nogle dræber han, andre lader han gå. Hvorfor? Det er svært at sige.

Den oprindelige historie er fra 1980, og den blev filmatiseret i 1991. Denne udgave er udvidet med storyboards fra filmudgaven, som gør historien lidt længere end den oprindelige. Det er selvfølgelig interessant at se Pratts skitsearbejde, men de ekstra passager giver ikke så meget til historien, at det opvejer de store forskelle i det grafiske arbejde. Blikket falder aldrig rigtig til ro i et bestemt udtryk.

Alligevel er det billederne, der holder Jesuit Joe oppe. Historien er ret tynd, men Pratt er eminent til at fange det storslåede landskab. Jeg vil dog til enhver tid anbefale Fort Wheeling, hvis man skal vælge én Pratt-historie fra Nordamerikas ødemark.… (mere)