Michael Ondaatje

Vi er i de sidste måneder af anden verdenskrig. De allierede har langsomt ædt sig op gennem Italien, og da hæren rykker videre bliver sygeplejersken Hana og en forbrændt patient i en gammel villa nord for Firenze. Snart dukker hendes fars gamle ven David Caravaggio op og lidt senere flytter den indiske minør Kip Singh også ind. Alle fire er fysisk eller psykisk mærket af krigen og har behov for villaen som en boble uden for tidens og begivenhedernes voldsomme gang.

Den stærkeste historie – og den filmatiseringen fokuserer på – handler om den mystiske engelske patient. Han styrtede ned med sit fly i Sahara og blev mirakuløst reddet af beduiner, der bragte ham til Tunis og overgav ham til englænderne. Han er uden kendetegn, og selv husker han intet fra tiden før flystyrtet, men hans accent er engelsk, og Hana tænker på ham som den engelske patient. Langsomt åbnes op for patientens erindringer, der bringer læseren tilbage til den eventyrlige udforskning af Sahara i mellemkrigstiden og en voldsom kærlighedshistorie. Men det rejser også spørgsmålet om, hvem den engelske patient egentlig er, og hvad der førte til, at hans fly styrtede ned i ørkenen.

Hana har gjort hele det italienske felttog med. Undervejs får hun at vide, at hendes far er blevet dræbt, og da hæren endelig når til Firenze har hun fået nok af blod og død. Det er hende, der tager initiativ til at blive i villaen, og hun har egentlig nok i den forbrændte mand og de bøger, hun læser for ham. Alligevel begynder hun igen at leve og bliver forelsket i Kip.

Caravaggio var tyv før han blev soldat og efterretningsmand, og tyskerne lemlæstede ham, da han faldt i deres kløer. (Det er faktisk et af de mere usandsynlige træk i bogen, at han som fanget spion slipper med livet i behold.) Det er Hana han kommer for at hjælpe efter farens død, men patienten begynder også at interessere ham. Caravaggio har også været i Cairo under krigen, han kan ikke få tingene til at stemme, og snart prøver han med rigelige mængder morfin at få patienten til at tale.

Mere skal ikke røbes her. Hovedpersonernes historie rulles op i tilbageblik, som samtidig peger ind i mellemkrigstidens Nordafrika og krigens mørke sider. Her er stort mod – ikke mindst i den fascinerende skildring af minørernes arbejde – men få kamphandlinger og ingen heroisering. Romanen serverer sine dramatiske højdepunkter i små bidder og pakker dem ind i et langsomt, poetisk sprog. Det passer godt til kulissen, den gamle villa uden for tidens gang, men for mig betød det også en hel del tomgang og lidt for meget afstand til personerne.… (mere)