20. århundrede (20) Amerika (10) Anden Verdenskrig (75) antologi (20) boekenweekgeschenk (19) detektiv (23) drama (18) Dutch (28) Dutch fiction (18) Dutch literature (71) England (10) erindringer (10) eventyr (24) F (20) faglitteratur (10) historical novel (10) historie (37) historisk (10) historisk fiktion (57) Jan de Hartog (20) litteratur (99) maritime (10) Netherlands (49) noveller (10) PB (16) Quaker (19) Quaker Author (14) Quaker Fiction (17) Quakers (73) Quakers - Fiction (14) religion (16) roman (73) romersk (106) scheepvaart (15) seafaring (10) Skal læses (16) skuespil (15) skønlitteratur (367) teater (14) ulæst (11)

Oversættelse af emneord aktiv

Almen Viden

Juridisk navn: Johannes de Hartog
Andre navne: Eckmar, F.R.
Fødselsdato: 1914-04-22
Dødsdag: 2002-09-22
Begravelsessted: Cremated
Køn: male
Nationalitet: Nederland
VS
Fødested: Haarlem, Netherlands
Dødssted: Houston, Texas, USA
Bopæl: London, England, UK
Texas, USA
Relationer: Priestley, Angela (Echtgenote 2)
Organisationer: Society of Friends
University of Houston
Priser og hædersbevisninger: 1939 - Mr. H.G. van der Vies-prijs voor De ondergang van de vrijheid
1966 - Edmond Hustinxprijs voor zijn gehele oeuvre
1990 - Jacobson-prijs voor zijn romans die het gevoel van de Nederlandse identiteit hebben versterkt
Kort biografi: Jan de Hartog is de tweede zoon van Arnold Hendrik de Hartog, hoogleraar theologie en apologie van het Christendom aan de Universiteit van Amsterdam (en befaamd redenaar) en Utrecht en J.LG. de Hartog-Meyjes, schrijfster van religieuze boeken en gespecialiseerd in de middeleeuwse mystiek.
Toen hij tien was liep hij weg van huis en werd 'bramzijgertje' bij de Zuiderzee-viserij. Later lichtmatroos op het hospitaal-kerkschip 'De Hoop' en halfmatroos bij de Stoomvaartmaatschappij 'Oostzee'. Hij haalde zijn MULO-B diploma en ging naar de Kweekschool voor de Zeevaart in Amsterdam. Hier werd hij na drie maanden ontslagen vanwege aantekeningen die werd uitgelegd als 'voorbereiding voor chantage'. Naar aanleiding hiervan schreef hij later 'Ave Caesar' (1936).
Hierna leerde hij het 'zeevak' in de praktijk op de zeevaart en de zeesleepvaart. Hij volgde het avond-gymnasium terwijl hij werkte als stoker bij de Amsterdamse Havenpolitie. Tijdens de nachtwachten op het IJ begon hij met schrijven: 'De geheimen van het IJ' als feuilleton geplaatst door het Algemeen Handelsblad. In 1938 trok het Amsterdams Toneel hem aan als adviseur voor een stuk over de scheepvaart. Hij bleef als vrijwilliger aan dit gezelschap verbonden en bestudeerde het toneel. 'Hollands Glorie' schreef hij in de jaren 1938-1940. Het versheen in 1940 en werd in 1942 door de Duitsers verboden omdat Jan de Hartog zich niet had gemeld bij de Kultuurkamer. Bovendien was het boek een symbool van verzet tegen de Duitsers geworden. Het stond bijv. in winkels (slagers, bakkers) in de etalage als symbool voor 'Hollands glorie'. In 1943 vluchtte Jan de Hartog uit Nederland en bereikte na een zwerftocht van een half jaar Engeland. Hier ging hij werken voor de Regerings Voorlichtingsdienst. Over deze tocht maakte Ike Bertels een documentaire, die de NCRV op 03-05-1999 uitzond. In mei 1999 kwam ook het boek 'De Vlucht' uit. Jan de Hartog trouwde met Marjorie Mein. Hij heeft als hoogleraar dramaturgie gedoceerd aan de Universiteit in Houston. Sinds hij in Amerika woont publiceert Jan de Hartog in het Engels, wat ongetwijfeld heeft bijgedragen aan zijn bekendheid. Jan de Hartog bezit een tjalk 'de Rival'. Jan de Hartog is 'Quaker' en stelt vanuit deze levensvisie (in zijn latere werk) sociale misstanden aan de kaak. Een voorbeeld daarvan is 'Het ziekenhuis' (1965) over misstanden in het Jefferson Davis-hospitaal in Houston, waar hij niet alleen over schreef, maar met zijn vrouw ook twee-en-half jaar vrijwillig heeft gewerkt om aan die misstanden daadwerkelijk wat te doen.
Toen - in juni 1966 - Hanoi en Haipong werden gebombardeerd, begon een groep Quakers een hulpactie. Ze wilden vooral weeskinderen helpen. Ook Jan de Hartog was actief in deze actie. Er kwam o.a. een adoptieprogramma uit voort. Ook Jan en Marjorie de Hartog adopteerden twee Aziatische kinderen. Over zijn ervaringen hiermee schreef hij - ook om andere adoptieouders tips te geven - 'De kinderen'.
Het boekenweekgeschenk 1967: 'Herinneringen van een bramzijgertje' vertelt het (geromantiseerde) verhaal van zijn eigen ervaringen als kind op de Zuiderzeevaart. Het verscheen in een oplage van 237.000 exemplaren. Jan de Hartog overleed in het ziekenhuis in Houston. Hij lag hier i.v.m. een heupoperatie. Hij raakte geïnfecteerd door een ziekenhuisbacterie, die een hartstilstand veroorzaakte. Er wordt wel gesteld, dat Jan de Hartog na Anne Frank de meest gelezen Nederlandse auteur is. Op woensdag 22-09-2004 werd (door zijn weduwe) in Maassluis een reliëfplaquette onthuld ter nagedachtenis aan Jan de Hartog. De plaquette, het 1e herdenkingsmonument voor De Hartog in Nederland, werd geplaatst op een sokkel nabij de ligplaats van stoomsleper “de ‘Furie”.

Medlemmer

Anmeldelser

Junglelægen vender hjem af Jan de Hartog

Tiden flyver. Det blev jeg klar over, da jeg gik i gang med Junglelægen vender hjem, der er tredje og sidste del af Jan de Hartogs trilogi om Anton Zorgdrager. Jeg vidste godt, at der var gået et stykke tid siden forrige bind, Trommerne, men jeg kan se, at det faktisk er seks år siden, jeg sad med det i hænderne. Alligevel var det ret nemt at vende tilbage til historien, for Hartogs stil er let genkendelig, og det er hans hovedpersoner også.

Året er 1939, og i sundhedsvæsenet i Indonesien er der enighed om, at Zorgdrager har behov for orlov i Holland efter de dramatiske begivenheder i Borneos jungle. Med rejser også den erfarne bulderbasse Brits Jansen, i øvrigt i selskab med en indfødt kvinde, en abe og en dværg – politisk korrekthed var tydeligvis ikke slået igennem i 1949 – og den gamle missionær Walter Waterreus. Anton er psykisk nedbrudt og fremmedgjort, men ingen af dem er upåvirkede af opholdet i vildmarken, og det bliver tydeligt, da de kommer hjem.

Værst står det til med Anton. Forholdet til konen, Els, er brudt sammen. Hun rejste hjem alene, og da han møder hende og sønnen Jaaphe ved han slet ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Els ser det, men hun har også forventninger til ham, som han ikke kan leve op til.

”Et sekund havde det set ud som om han kun behøvede at sige et ord, dreje om ét eneste hjørne, og han ville nå det: målet, hvilen, sandheden, svaret på alle spørgsmål. I dét ene sekund syntes hans liv, hans sjæl, hans salighed at dirre på æggen af en kniv i farlig ligevægt – men han havde ikke fundet ordet, og så var det forbi. Els var kommet hen til ham, havde grebet og kysset hans hænder, og var så bristet i gråd med hovedet på hans knæ, og på en mærkelig, men ubønhørlig måde var dette blevet en afsked i stedet for en forening.” (s. 37)

Han flygter uden at sige et ord til afsked. I stedet opsøger han Bert, den gamle veninde fra lægestudiet og Watterreus’ datter. Her er der en gnist og nærvær, men den seksuelle spænding mellem dem åbner også en dør til hans sinds mørkeste afkroge. Det er et sted, hvor han ser sine hænder lukke sig ubønhørligt om hendes hals og klemme til.

Brits Jansen flyder mere upåvirket gennem livet. Han er så integreret i kolonitilværelsens logik, at han ikke længere bemærker, hvor meget han falder uden for det normale i den hollandske virkelighed. Da krigen bryder ud, er hans første tanke at komme af sted, tilbage til sit arbejde, for ikke at blive fanget, men en truende koppeepidemi er alligevel for stor en fristelse. Her er der brug for hans særlige evner, der består af lige dele handlekraft og hensynsløs manipulation for at nå målet.

Hans effektivitet efter krigsudbruddet illustrerer en central pointe i bogen: Krigen er det samme som at invitere barbariet inden for, og den moralske afgrund som Anton, Brits og Walter har stået konfronteret med i Indonesien, bliver nu en almen erfaring.

Historikeren Mark Marzower har peget på, at nazisternes udryddelseskrig virkede chokerende i samtiden, ikke kun i kraft af dens brutalitet, men fordi det var en overførsel af europæernes hensynsløshed og herrefolksmentalitet i kolonierne til Europa selv. Hartog lader lederen af sundhedstjenesten, Kramer, gøre sig tilsvarende overvejelser:

”Det germanske Übermensch i det besatte Europa er hr. Zorgdrager i Mamawi: en halvvoksen dreng med et sæt romantiske normer og forskrifter i vildnisset. Hr. Stalin er dr. Kramer bag sit skrivebord i Batavia: Hvis man lod mig sidde der i tyve år uden modkraft til at trykke mig på plads, så skulle vi få noget at se: alle mine idealistiske bevæggrund og min kyniske realisme i udøvelsen af min magt ville forvandles til et mareridt af terror.” (s. 159)

For Hartog er kristendommen det eneste værn mod de gode intentioners barbari, men han ser også klart, at religionen er under pres, og at det ikke vil være nok at nedkæmpe den nazistiske fjende. Hvis frihedskæmperne lader hævntørsten løbe af med sig og selv bliver bødler, er intet vundet.

Hartog har en forceret stil, som det kræver lidt tid at vænne sig til. Gang på gang når hans karakterer frem til livsomvæltende og afgørende erkendelser, men når først man lærer at se disse passager som skildringer af personernes øjeblikkelige indre liv og ikke som udtryk for den dybtliggende forandringer, som teksten hævder, så løfter romanen sig. I forhold til Trommerne hang fortællingen i dette bind også bedre sammen.… (mere)

Markeret

Henrik_Madsen | Mar 17, 2019 |

Trommerne af Jan de Hartog

Joseph Conrads Heart of Darkness fra 1899 er måske den ultimative kolonifortælling. Den beskriver en rejse ind i det mørkeste Afrika, hvor hovedpersonen ikke bare finder barbariske vilde, men det som slog europæerne med endnu større rædsel: Vildskaben i dem selv; det faktum, at civilisationen blot var et tyndt lag fernis over det samme mørke hjerte, som de mente at se hos de indfødte.

Jan de Hartog beskæftiger sig med de samme temaer, blot i en hollandsk kontekst. Trommerne fra 1948 er anden del af en trilogi om den unge læge Anton Zorgdrager, der rejser til Indonesien for at arbejde som læge for kolonistyret, men i stedet bliver draget mod junglen, der inficerer hans sind som en gift.

Da Els, hans unge forlovede fra Holland, ankommer med skib, viser sprækkerne sig hurtigt. Hun er ung og uskyldig, mens han allerede er mærket af opholdet i kolonierne. Han er fremmedgjort som en frontsoldat, der har haft så voldsomme oplevelser, at den fælles forståelse med dem derhjemme er gået tabt. Kun brevveninden Bert føler han et slægtskab med, fordi de begge er optaget af den kristne mission og af de voldsomme udfordringer, europæeren møder i vildnisset.

Zorgdrager er kommet i sine drifters vold. Sex mellem ægtefolkene minder mest om voldtægt efterfulgt af selvbebrejdelser. Skildringen af Els og hendes barske møde med virkeligheden i Indonesien er voldsom.

”Mens automobilen langsomt, med klagende motor, gled ned ad den endeløse, grå slyngede vej ned i en rød, røgfyldt afgrund, der lidt efter lidt blånede og varmedes op, havde han dissekeret sig eget og Els’s tilfælde som en kirurg og var kommet til et resultat. I tropernes kuvøse udvikledes alle de karakteregenskaber, som i Holland havde slumret i fostertilstand. Alle lidenskaber, latente og ufarlige i Holland, holdt nede som de blev af velanstændigheden og kulden, groede og trivedes her i ondartet kæmpevækst. Han selv var et godt eksempel på det: I Holland en beskeden, fintfølende elsker, her en rå og brutal børste.” (s. 87)

Led ved sig selv stikker Anton af til de mest øde poster, han kan finde, mens den gravide Els flygter hjem til Holland.

Under en inspektionsrejse konfronterer han kollegaen Vrolyk, der er blevet vanvittig af ensomheden, men det får ham ikke til at vige tilbage. Tværtimod søger han til Mamawi, en endnu mere øde forpost, hvor heksedoktoren Burubi driver sit eget spil med de hvide djævle. Mens trommerne banker løs i junglen, går hans sind langsomt i opløsning. Spørgsmålet er, om hans gamle kollega Brits Jansen overhovedet kan redde ham ud igen.

Jan de Hartog skriver ud fra kolonialismens selvforståelse, men som Conrad kan han ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved europæernes angivelige overlegenhed. Hvis det kølige mådehold så let går tabt, kan forskellen jo ikke være så stor.

Hartog var meget produktiv, og det mærker man i romanen. Det går nogle gange meget hurtigt og udsagnene bliver meget bombastiske, men jeg var godt underholdt, og det er et interessant monument over en svunden tid.… (mere)

Markeret

Henrik_Madsen | Dec 22, 2013 |

Se flere anmeldelser