Ernestine Gilbreth Carey (1908–2006)

USA, New Jersey, Montclair, starten af 1900-tallet
En rationaliseringsekspert Frank Bunker Gilbreth og hans kone Lillian Moller Gilbreth bestemmer sig for at få tolv børn og som sagt, så gjort. Børnene bliver opdraget efter samme effektivitetsskemaer som han bruger, når en fabrik skal have sat produktiviteten i vejret. Frank er self-made og allerede som 27-årig har han eget firma med kontorer i New York, Boston og London. Lillian er universitetsuddannet psykolog og ser både godt ud og har ben i næsen.

Anne, Mary (1906 - 1912), Ernestine, Martha, Frank Jr., William, Lillian, Frederick, Daniel, John, Robert og Jane. Mary mangler i bogen, fordi hun døde som 5-årig. Typisk amerikansk forkorter de nogle af børnenes navne Fred, Bill, Lill og Bob.
Frank Bunker Gilbreth døde da den yngste Jane kun var to år gammel, men med hjælp fra de ældste børn kørte moderen firmaet og familien videre.

Meget sød historie, som jeg er sikker på at jeg har læst som føljeton i et ugeblad engang. Der er ingen handling, men en masse anekdoter fra børnenes opvækst. Først lidt om faderen og hans vane med at kalde til samling og uddele ros eller ris. Så noget om hus og bil og navnlig bilens båthorn. Køreture med alle børnene i en "Pierce Arrow" bil kaldet "Dårekisten" og det at glemme et barn undervejs. Om at køre vild fordi faderen ikke tager mod råd og ikke forstår at følge anvisninger. Noget om faderens og moderens familiebaggrund. Om at holde familieråd. At lære at skrive på maskine og lave hovedregning og ikke drille faderen for meget, når fuglebadet bliver støbt med alt for meget sand i betonen. Børnene bliver pacet til at hoppe en klasse over af og til og så klø på med lektierne til de igen er kommet en klasse foran. En fortaler for fødselskontrol får en krank skæbne, "ikke engang otte Mil fra Generalhovedkvarteret". Familiebesøg ved moderens familie i Oakland, Californien i anledning af Amerika's indtræden i første verdenskrig. Kighoste i toget på vej hjem igen. Børnene får taget mandlerne mens det bliver filmet, så man kan lave effektivitetsstudier på det, men ingen af optagelserne bliver til noget, for fotografen har glemt at tage linsen af kameraet. Faderen får også selv taget mandlerne og kun i lokalbedøvelse, så han er den, der bliver mest syg af operationen. Sommerferierne er i Nantucket, Massachusetts, hvor faderen har købt to fyrtårne. Selv om det er sommerferie, banker faderen alligevel lærdom ind i børnene, fx morsealfabetet og astronomi. Faderen køber også en gammel kvase, tyve fod lang og tyve fod bred og lærer børnene at sejle.
Noget om at få en lille ny hvert år og om hjemmefødsler kontra hospitalsfødsler og piger kontra drenge. De får seks piger og seks drenge, men de forklarer ikke børnene hvordan forplantningen egentlig foregår. Da de når nummer tolv og beslutter at stoppe, er det helt vemodigt.
Faderen fotograferer ivrigt og med store mængder magniumpulver, så folk ser tit ud til at have dødsangst på hans billeder. Der bliver også lavet reklamefilm med de mange børn som blikfang omend en af fotograferne morer sig med at lave en parodi ud af det. Bordskik og musikundervisning og en psykologine, der bliver holdt for nar, men med fuld rette. Biografture med en 13-14 børn. Hjemmeteaterforestillinger. Påklædning, udseende, sminke og frisure, navnlig de stakkels piger må holde for. Til gengæld er både pigerne og drengene i familie med på at gennemteste alle "sheiker", der melder sig til at invitere pigerne i byen.

Desværre har familiefaderen dårligt hjerte og hans læge advarer ham om at han lever på lånt tid allerede inden de to sidste af børnene bliver født, men hans kone siger at der ikke er den store forskel på ti og tolv børn. En dag, den 14 juni 1924, kort inden han fylder 56, falder han død om midt i en telefonsamtale med sin kone, et par kilometer fra hjemmet.… (mere)